I. Slink(e), en. [sleɳ'g, ˈslengə] (Slink: Rietz.624. Den gl.By.1930-31.100. Slinke: Moth.S494. ogs. m. former som Sling(e). SprKult.II.116. OrdbS. Slingel. Wilkens. MT.364. Slyng(e). Feilb.BL.16. Den glBy. 1930-31.100. Slyngelse. smst. SprKult.II. 116). flt. -(e)r. (fra mnt. slink, slenge, slengelse, nt. sling, sleng(e), slengel(s), slingels ofl., rand, indfatning, gelænder; muligvis besl. m. II. slynge og egl. om hvad der omslynger noget andet; fagl. ell. dial.) træramme; karm; spec. om brøndkarm (Feilb.BL.16) ell. (navnlig) om ring (sammensat af fire buede træstykker), der omslutter den underste møllesten i en kværn; ringkar; ringtømmer. Moth.S494. Sal.XI.198. SprKult.II. 116.

II. slinge, v. [ˈsleɳə] (slynge. CollO. jf. Rostgaard.Lex.S180b. FagOSnedk. samt: sàuslyngedt. Moth.S63). -ede. vbs. -ning (ArchivSøvæsen.II.375. SophMüll.VO.124). (vistnok falsk skriftsprogsform for (†) slinde (“slinde eller slinge.” Moth.S494. jf. MDL. Feilb.), no. dial. slinda, idet -ind- og -ing- i visse dial. er faldet sammen (Kort.120ff.); jf. ænyd. -slinget (Kalk.I.545), ænyd., glda., æda. (Harp.Kr.193) -slindeth, -slyndeth, ænyd. -slindret (Kalk.IV.437), fsv. -slindadher, i ssgr. som fire-, seksslindet osv., fire-, sekskantet osv., glda., fsv., sv. no. dial. slind, kant, side mfl. (sml. ogs. MDL.513); jf. Slyde; fagl. ell. dial.) hugge sideflade(r) paa (tømmer); spec.: raat tilhugge et fældet træ i firkant, saaledes at barken bliver siddende paa kanterne; behugge; ogs.: skære (en træstamme) igennem paa langs ell. i al alm.: skære til, ud (i passende stykker) (jf. MO.). *(han) Lader derfor Galgen slinge. Kyhn. PE.a8^r. Fleischer.S.343. Rask.FynskeBS.53. Træet (bør) aldrig henligge med Barken paa efter at det er slinget; men denne bør aftages, og Træet sidehugges. ArchivSøvæsen. II.377. FrGrundtv.LK.271. (sj.) m. h. t. andre (bygge)materialer: *(kirkens) Marmelstene lod du slinge | Til en Hal. Grundtv.PS. III.334. Kværnd.   part. slinget brugt som adj.: behugget (paa to ell. fire modstaaende sider). Slingede Lægter modsat fiirskaarne. CollO. slinget Tømmer (mods. Savtømmer). Sal.XV.699. Rundtræ og Tømmer, kun slinget eller behugget. Lovtid.1924.A.723. jf.: man (gør) vel i . . at gjennemskjære Klodsene uslingede. Blandinger fraSorøe.VIII.(1836). 83.   hertil ssgr. som Slinge-bil (jf. I. Bil), -buk, -hage, -spaan (Sling-: ForstO.), -økse (FagOSnedk. Sling-: Nordkild.SF.81), se navnlig UfF.

I. Slynge, en. [ˈsløɳə] (nu ikke i rigsspr. Slinge. vAph.(1764). jf. Esp.307. DF.IX. 95). flt. -r. (ænyd. slynge, slinge, glda. slynghe, ty. schlinge, mnt. slinge, slenge, jf. eng. sling og oldn. slǫngva; til III. slynge) 1) (jf. III. slynge 1) hvad der slynger sig, snor sig, ell. hvad der er dannet ved sammensnoning, sammenslyngning; især i flg. spec. anv.:    1.1) om fangstredskab, bestaaende af en løkke, der snører sig sammen om dyret; done; snare; nu næsten kun (maaske delvis til III. slynge 2) om reb, der kastes, slynges omkr. dyret og snører sig sammen om det; lasso olgn. Til at fange de vilde Dyr, bruge Lapperne, iblant Bysser og Spyd, Fæller til Hermelin, og Slynger udi Træerne og Buskerne. LTid.1727.666. jeg (var) saa lykkelig, at fange en lille Sælhund, i den Slynge, jeg havde giort mig af Seglgarnet. Oehl.Øen.(1824).II.23. Lasso (er) en Slynge, der især af forsk. amer. Folk . . anvendes paa Jagt. Sal.²XV.489. jf.: (de) indfanger hinanden med Slynger af blomstrende Orkideer. JVJens.Sk.16.   billedl. *Dødsrigets Slynger mig omspandt. Ps.18.6. (EBrand.S.26). HistMKbh.3R.IV.92.    1.2) om bugt, vinding af traad, baand olgn., der snor sig, er sammensnoet olgn., ell. om en ved snoning, knytning dannet sløjfe (UfF.), løkke, bandage; nu især (med.) dels om redskab, der kan lægges som en løkke omkring, hvad der skal fjernes fra, trækkes frem af en legemshulhed; dels om bind, hvori en syg arm er ophængt (omkring halsen). LTid. 1725.640. BiblLæg.I.245. (han) havde Armen i Slynge. Brandes.U.98. jeg prøvede paa at sætte en Slynge om Overarmen paa R., hvis Pulsaare var revet over. Buchh. FDK.170. kold slynge, se II. kold 1.3.   (dial.) om baand med løkke til støtte for haanden paa et mejerede (“mejeslinge”). DF.IX. 95. UfF.    1.3) (anat.) bugtet ell. sammenslynget parti af legemsorgan, fx. tarm (jf. Tarmslynge), nerve; ogs. om et ved sygelig, unormal tilstand opstaaet parti af denne art. Anat.(1840).II.20. De (i brokket) fremtraadte Dele bestode af et lille Stykke af Nettet og en Slynge af Tyndtarmen. JPBlich.Chir.II.125. HKrabbe.HestensAnatomi.(1885).248. Denne fri Slynge af Tyktarmen kaldes det romerske S. Sal.²XXIII. 99.    1.4) om linie, der bugter sig, snor sig   (jf. I. Slyng 1.2; l. br.) om bugt, bugtet linie, der beskrives af vej, aaløb. *Dalen aabned sig vidt mod Vest | for Flodens blaanende Slynge. LCNiels.Va.91.   (jf. I. Slyng 1.3; fagl.) om ornament, bestaaende af linie, baand, figur, der snor sig ell. slynger sig sammen med andre linier osv. jf.: Dyr omgivet af Fletværk, der . . dannes af Hale, Tunge eller Nakkeslynge. JohsBrøndst. (Aarb.1920.196).    1.5) (nu næppe br.)  som plantenavn (for slyngplanter)   klematis. BerlTid.¹⁸/₁₀1822.1Till.1.sp.1.   den fremmede slyngplante Periploca (græca). Kjærbøll.FB.317. 2) (til III. slynge 2) redskab, hvormed sten, projektiler udslynges; især om redskab, bestaaende af et lille stykke læder olgn. med en snor i hver ende, v. hj. af hvilke en i læderet anbragt sten svinges rundt og slynges ud; ogs. (foræld.) om blide, katapult olgn. (David) havde sin Slynge i sin Haand. 1Sam.17.40. Slynger kand kaste Blye-Kugler med saadan Gesvindighed og Magt, at de blive varme i Luften. LTid.1726.835. Ungdommen . . morede sig med at kaste Steen af Slynger op imod Borgen. Molb.DH.II.357. *Fra Slyngerne susede Steen som Regn. Winth.Digtn.236. Krist.BRL.263.679. HjLegeb.99.   kaste ell. (nu sj.) slaa med slynge. David stak sin Haand i Posen og tog en Steen deraf, og slog med Slyngen (1931 afvig.). 1Sam.17.49. De kaste . . meget vist med Slynger. Pflug.DP.1165. Drengene kastede med Slynge efter Fuglereder. VSO. SjællBond.182. 3) (til III. slynge 3; dial.) gynge (I.2). Moth.S509. Carl og jeg have vippet lidt paa Brettet, og svinget i Slyngen. Vieth.PhysikalskBørneven.(overs.1800).102. (der var) bedre i Gaardhaven i Gyngen eller Slyngen, som den dengang (i Aarhus i 1840'erne) hed. AarbAarh.1924.104. Feilb. CReimer.NB.379.   hertil vel talem. (jf. u. Flynder-, Kalveskind): tro, at hele verden hænger i en slynge, synes, at alt ser lyst og let ud, at verden er ligetil. Krist.Ordspr.nr.10140. Bregend.Møllen.(1936).300.

III. slynge, v. [ˈsløɳə] (nu ikke i rigsspr. slinge. Gram.Nucleus.1889. vAph.(1759). Agerbech.FA.I.8.33. Hedebo.87. AarbSorø. 1925.9. jf. Esp.307). præt. -ede ell. (i rigsspr. poet., nu sj.) -te (Moth.S509. Bagges.DV. III.29. Oehl.XIX.143.XXIX.35. jf. Feilb. og Flemløse.167 samt u. omslynge); part. -et ell. (i rigsspr. poet., nu sj.) -t [sløɳ'd] (Oehl. XIX.116)   (sj. i rigsspr.) m. stærk bøjning: præt. slang [slaɳ'] (Blich.(1920).X. 29.XXI.186. Aakj.VB.240. JVJens.EE.74. HKaarsb.M.I.30. Rørd.Va.73); part. slunget [ˈsloɳət] (*Allah har befæstet vort | Sødtslungne Baand (dvs.: vort ægteskab). Oehl. I.165. *Fortids Mænd . . | sang til Lov for sine Konger | slungne Rim på danske Tunge. GSchütte.DT.I.12)   vbs. -ning (s. d.), jf. I. Slyng, Slyngende. (ænyd. slynge, glda. sliungæ (og slønghæ, slinge. DGL.V.200), æda. sliungæ (og slingæ. smst.), sv. slunga, sv. dial. slinga (præt. slang), oldn. slyngva, slyngja (præt. slǫng, part. slunginn), ty. schlingen (præt. schlang), mnt. slingen, jf. eng. sling (præt. slung), kaste, slænge; grundbet.: krumme, sno sig; jf. I. Slange, III. slank, slingre, slænge samt I. Slynge) 1) (bringe noget til at) lægge sig i bugter, krumninger, vindinger; sno; vikle.    1.1) refl. ell. (se l. 34 og sp. 619^11ff.) intr.: bevæge sig i ell. beskrive en krum, bugtet ell. spiralformet linie; lægge sig ell. ligge i bugter ell. spiraler (omkring noget); krumme sig, bugte sig (ud og ind); sno sig; ogs. (om to ell. flere ting): lægge sig saaledes omkring hinanden, at der dannes en forbindelse, sammenknytning, knude olgn. *Den Knude fast var knyttet, | Tæt slyngte sig de Baand. Oehl.XXIX.35. *Gjennem gule Lok sig slynger | Brudekrandsen, rød og grøn. Ing.DM.150. uegl.: *Men da nu Tonerne jublende slynged sig, | Ligesom Aander, der snoe sig i Dands, | Blev jeg urolig, paa Stolen jeg gynged mig. Heib.Poet.VII.363. † intr., om tarmenes be vægelser under fordøjelsen: Agerbech.FA.I.8. 33.   (nu l. br. i rigsspr.) om bevægelse af slanger olgn. dyr. Snogen slynger sig i Bugter. MO. Esp.307.   i forb. m. ind; ofte billedl., om forhold: være forbundet med, indgaa (som islæt) i noget andet. En Mangfoldighed af Forhold slynge sig fra den ældre Tid ind i den, vi skulle behandle. Allen.I.5. det er mærkeligt, hvordan det onde og det gode kan slynge sig ind i hinanden. Buchh.Su.II.242.   i forb. m. om (jf. omslynge); om ting: vikle, sno sig om; ligge i bugter om. om Skioldet slynger sig en Drage (dvs.: et ornament, der forestiller en drage). LTid.1725.402. *Guldgule Lokker slynged sig . . om den bløde | Fyldige Nakke. Ing.D.I.20. Taglanternerne er indbygget i Taget, hvorved man undgaar, at Trolleysnoren i Blæsevejr slynger sig om dem. Kbh.sSporveje.(1936).94. om person; dels: slaa armene om; omfavne. Jeg seer den ene Ven slynge sig om den andens Hals. Basth. AaT.172. (billedl.:) saa vender han sig igen til sin første Mistanke, ja slynger sig næsten krampeagtig om den, som om det sidste Haab for hans Samvittighed. Heib.Pros.VII. 121. † reciprokt: *De slyngede sig om, og fælleds Taarer flød. Ew.(1914).I.255. dels (sj.): samle sig i en klynge om. *Naar Børn sig om mig slynge | Ved snurrigt Eventyr . . | Den Fryd, som om mig tindrer . . | Mig veemodsfuldt erindrer | Min Barndoms tabte Lyst. Bagges.DV.²III.254.   om plante: sno sig omkring en anden plante ell. en (dertil beregnet) stok olgn. og derved holde sig oprejst (spec. (bot.): uden særlige (hæfte)redskaber). LTid.1728.397. *Du søde Blomst, der . . | slynger dig saa kækt om Hyldens Stamme. KMunk.C.65. jf.: Jeg sluttede mig til ham, som en Plante slyngede jeg mig om ham. Kierk.I.178. (især bot.) intr.: De fleste Arter (af slyngplanter) slynge ufravigelig til een bestemt Side. Warm.Bot.117. ofte i part. slyngende brugt som adj.: Slyngende Stengel . . naar den er svag og dreier sig i Skruegang omkring andre Legemer . . F. Ex. Bønner, Humle. CGRafn.Flora.I.56. Slyngende Roser og valske Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet. JPJac.I.3. Bittersød Natskygge er snart højre-, snart venstreslyngende. Sal.²XV.760.   om vej, aaløb olgn. ell. om linier, figurer (i ornamenter) olgn. Giennem Haven slynger sig i mangfoldige Bugter en . . Bæk. Bagges.L.I.102. *Sig Bakke op og Bakke ned | En Markvei yndigt slynger! Grundtv.SS.II.261. Vejen . . slynger sig gennem høj Fyrreskov. IsakDin. FF.124.    1.2) faa noget til at lægge sig i bugter, vindinger; sno; vikle; flette; ogs. (undertiden m. overgang til bet. 2): ved et kast, slæng faa noget til at vikle sig om, omslutte noget. *Saaest du de lange gule Haar, hvor de | Var slynget rundt i store Flætninger? Oehl.ND.256. *Blomst i Blomst er slynget! Færdig bunden | Er til Dagens Høitid snart min Krands. PalM.II.190. jf.: Græsset . . slynger sine saftgrønne Straa over Jorden. Eriksholm.S.170. billedl., fx. om fremstilling af (rimede) vers (jf. u. bet. 1.4): *Han fik ej Evnen at slynge | sin lette Tanke til Sang. Ploug.II.82. Ikke blot til Bryllup og Begravelse slyngede Poeten sine Rim. Bogvennen.1928.87.   (sml. bet. 1.3) om sammensnoning af traade olgn. *Der sidder tre Møer i Bure, | de to slynger Guld (dvs.: guldtraade). DFU.nr.3.1. slynge Guldtraade i et Baand. MO.   oftest i forb. m. om (jf. omslynge), omkring. *Jeg greb efter Ringen, men han (dvs.: elverkongen) greb om min Haand, | De hvide Møer slynged omkring os et Baand. Heib.Poet.III.365. Mor havde slynget sit Sjal om sig. Leck Fischer.Tedora.(1928).37. billedl.: *lykkeligere den, | Om hvis Harpe Sommeren slynger et Net | Af blussende Roser. Hauch.Lyr.² 287. *Slyng om os Alle Enigheds Baand! | Send fra din (dvs.: guds) Himmel Begeistringens Aand! ARecke.6. m. h. t. arm (jf. u. bet. 2.2): *Jeg slyngede min Arm om hendes smækkre Liv. Winth.D.213. hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og kærtegnede ham. JPJac.I.155. Gravl.VF.141.   i forb. m. sammen (jf. sammenslynge). slynge Blomster sammen til en Krands. VSO. Det er slynget saa tæt sammen, at man ei kan bringe det ud af hinanden. MO. jf. sp. 619³⁹: forfatteren kender . . ikke til at slynge to personers replikker sammen ved rim. Brøndum-Nielsen.SF.135.    1.3) danne, fremstille ved snoning, fletning. *Krands paa Krands min Finger slynger. Søtoft.Panth.26. jeg slyngede en lang Guirlande, som jeg befæstede mellem begge Ligkisterne. Gylb.VII. 289. billedl.: han har intrigueret . . han har hemmelig slynget Knuden, og det er endelig ogsaa ham som løser den. Heib.Poet.VII.125.   om fremstilling af baand, snore, lidser olgn. ved sammensnoning af traade, tynde snore; spec. (især dial.): fremstille (fx. piskesnore) ved at slaa fire (ell. flere) stykker garn, tyndt reb sammen paa en særlig maade (Esp.307. Feilb. Aarb Frborg.1939.I.172) ell. (arkæol.) om fletning af mønstre efter en særlig teknik (se I. Slyng 2.3). Moth.S509. et Baand, som er . . slynget af Sølvtraade. Høysg.S.199. slynge . . en Lidse. VSO. slynge et Baand af Snore. MO. den Teknik, som endnu i Midtjylland kaldes at “slynge” eller at “virke”, og som kendes fra Broncealderfund og er identisk med middelalderligt “Sprang”. FortNut.V.174. Aarb.1935.32.    1.4) part. slynget brugt som adj.   snoet om, viklet ind i hinanden; jf. (sj.): med Øxen banede (han) sig Vei gjennem det slyngede Krat og de hvasse Torne. PalM.VIII.181.   dannet ved sammensnoning, -fletning; bestaaende af flere om ell. ind i hinanden snoede, flettede dele; ogs. undertiden: bundet, knyttet (til et baand); om linier, figurer olgn.: sammenslynget; dannende et ornament af linier osv., der løber ind i, snor sig om hinanden. *Dampende Boller og slyngede Kringler. JHelms. Fortællinger og Digte. (1888).202. tre hele, slyngede Sølvringe. AGarboe.Agersø.(1938).24. et slynget “F” (i sølvtøj). Pol.³¹/₁₂1939.15.sp.4. jf.: *Hvo hviler her bag Altrets lune Ly? | Hvo giemmes bag de gitterslyngte Plader? Oehl.XIX.116. slynget baand. 1. (dial.) et af fire snore flettet baand, brugt til kantning af kjole, skørt olgn.; slyngebaand (2). Esp.307. 2. (fagl.) ornament-baand, der slynger sig, ell. som bestaar af to ell. flere i hinanden flettede baandlignende figurer (jf. Baandslyng u. I. Slyng 1.3). de smukke kunstigt slyngede Baand, der omgiver baade Indskriften og Billedfremstillingen (paa den store Jellingesten). LJac.(Wim.15). jf.: stærkt slynget Baandornamentik. Johs Brøndst. (Aarb.1920. 238). slynget line, (fagl., spec. ) line, fremstillet ved fletning af fire garn. Flag-, Signal- og Vimpelfald ere af slynget Line for at undgaa, at der drejes Tørn i dem. Bardenfl.Søm.I.123. Hannover.Tekstil.II.544.   som danner ell. beskriver bugter; som bugter sig, snor sig (især: spiralformet ell. paa en uregelmæssig, indviklet maade). slyngede Søjler (dvs.: (skrue)snoede, drejede søjler). OpfB.⁴ III.251. ofte i forb. slyngede stier, veje (ogs. brugt i billedl. anv., om vanskelig, indirekte, indviklet fremgangsmaade, uregelmæssig udviklingsgang). Lige og slyngede Gange og Fodstier afvexle (i lunden). Wand. Mindesm.I.17. Ad slyngede Stier. Fønss. (bogtitel.1885). en lille slynget Strøm. Aakj. HV.89. De, der . . har fulgt min Redegørelse for Forligets Tilblivelse, vil have set, hvor slyngede Veje der skulde gaas. Neergaard.Er. I.328. paa Hovedvej I (har vi) en slynget Overføring ved Jerne. Pol.²/₁₁1938.11.sp.6. (forst.) om ved: fuld af knaster. ForstO.   uegl.; dels (æstet., metr.) om udtryk ell. rimstilling: kunstig; kompliceret; indviklet. De kunstigere Rimstillinger, som ikke lade sig udtømme, sammenfattes under Benævnelsen slyngede. Recke.Verslære.152. NMøll.VLitt.II. 211. en af Bernhards mest slyngede Omskrivninger. OFriis.Litt.142. dels om intrige, (indviklet) handlingsgang: uregelmæssig og kompliceret ell. (jf. bet. 1.3) dannet paa en kompliceret maade. snildt slynget Handling (Intrige). Bl&T. Han følger . . Romanen i dens slyngede Handlingsgang. OFriis.Litt. 218. 2) kaste; kyle; slænge; især: kaste noget med stor kraft efter at have svinget det rundt ell. efter at have ført armen, hvormed der kastes, bagud i en stor bue, et stort sving.    2.1) i egl. bet., om kast, der udføres med haanden ell. særlige redskaber. *Nu slynger Kongen Bægeret ud | Fra Klippetinden. Blich. (1920).III.113. *Han slynged høit mod Nattens Sol | Langt bort i Luften sin Pistol. PalM.ZF.85. (han) lægger forsigtigt Nættet (dvs.: sildegarnet) ud . . og slynger med en halv Snes Favnes Mellemrum de store Kobbe udenbords, der skal hindre Garnene i at gaa til Bunds. AndNx.BN.186. Bolden skal kastes med strakt Arm; dersom den stikkes eller slynges, har hver af Dommerne Ret til at raabe “Fejl Bold”. Kricket.1930. 47.sp.1.   m. h. t. kastevaaben (ogs. m. h. t. lynet, forestillet som en guds kastevaaben). *Hvo kan mod dig vel stande, | Som slynger Lynets Pil? SalmHj.31.5. *Fra beegsort Skye hans stærke Arm | Rød Lynild slynger ned. Storm.SD.228. *I stolte Guder! | . . Send eders Pile! | Slyng eders Lyn imod mit Hoved ned! PalM.T.163. Odin slynger Spydet ud. RJHolm.ÆldreEdda.(1874).6. om udkastning af sten olgn. v. hj. af et særligt haandredskab (se I. Slynge 2) ell. (foræld.) om udkastning af sten, pile osv. v. hj. af krigsmaskiner (katapult, blide olgn.). udvalgte Mænd . . af hvilke Enhver slyngede med en Steen (Chr.VI: kunde ramme, naar hand slog med slynge, med en steen; 1931: kunde . . slynge med Sten) paa et Haar, og feilede ikke. Dom.20.16. slynge en stên af. Moth.S509. David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud (1871: slog med Slyngen) og ramte Filisteren i Panden. 1Sam.17.49(1931).   (biavl.) udvinde honning af kagerne ved at lade dem svinge rundt paa et særligt redskab, en centrifuge; udslynge. Feilb. FVHansen.Biavl.(1932).29. jf.: nyslynget Honning. BerlTid.⁴/₂1934.Sønd.7.sp. 4.    2.2) gøre en kastende bevægelse, et sving med en legemsdel, især med haanden; slænge; kaste (II.2.5); især i forb. m. med. slynge med Armene. JBaden.DaL.561. Hans Fjed ere korte; han standser tit, og slynger (eng. orig.: tosses) sine kraftfulde Arme. Blich. (1920).II.2. en sygdom, som alene viste sig ved nogle ejendommelige slyngende bevægelser med den ene haand. Ugeskr.f.Læger. 1931.1189.sp.1. Kullemperen slynger rasende med Hovedet som en Hest, Bidslet generer. Sønderby. To Mennesker mødes.(1932).66.   slynge sine arme, (jf. bet. 1.2; l. br.) svinge armene (for at faa varme i dem), saa de falder med et slag mod modstaaende skulderparti (saa at man ligesom omslynger sig selv; sml. slænge (med) armene u. slænge 3). *Drengen han skjalv, som i Blæsten et Siv; | Og Skipperen slang sine Arme. Blich.(1920). XXI.186. RasmHans.M.134. hun bare slang sine Arme for at faa Blodet i Omløb. Rørd. Va.171.    2.3) (i forb. m. adv. ell. præp.-led) om kast, udstødning, bortstødning, der skyldes naturkræfter, eksplosion, sammenstød olgn.; oftest i pass. *Skibet slynges ind | Paa hvasse Klipper. Zetlitz.NH.58. det Skib, der skulde sejle gennem Stormen og forlise og slynge et næsten Lig op paa Stranden. KMich.LL.220. Kedlen løftes ud af sit Leje og bliver . . slynget bort (dvs.: ved kedelsprængning). SkibsMask.140. Han gik lige mod Sporvognen og blev slynget omkuld. Pol.²⁵/₁₁1939.4.sp.1. (jf. bet. 1.1; sj.) refl.: *Pludselig dundred Kartoverne dumpt i den svulmende Havbugt, | Og over oprørte Vand slyngte sig Røgskyen hen. Oehl.XIX. 143.    2.4) i videre anv.: udsende, fremkomme med noget paa en pludselig, voldsom maade; især m. h. t. musik ell. tale: lade strømme ud; oftest om (voldsom, ubehersket) udstødelse af trusler, forbandelser, skældsord, fremsættelse af bebrejdelser over for en. Heib.TR.nr.63.3 (se u. Bandstraale). et Stridsskrift, bestemt til i Kampens Hede at slynges imod ligesaa lidenskabelige Modstandere. CPalM.(HistTidsskr.3R.I.53). hun slyngede sine hvasse Ord mod dem. OlesenLøkk.NH.II.127.   slynge en noget i ansigtet (jf. Ansigt sp. 689^34ff.) ell. synet (s. d.). naa, jeg er altsaa en Spidsborger . . og det faar man slynget i Ansigtet af sit eget Barn. Howalt.DB.23. i sin frygtelige Indignation slyngede (hun) mig i Ansigtet, at det ikke var hende, jeg elskede. IsakDin.FF.81. OFriis.Litt.233.   slynge hen, (sj.) henkaste (3.2). “jag har glömt det – å nej – nu skal jag komma.” Jeg slyngede hen: – “Aa Skidt – det haster jo ikke.” Schand.O.II.114.   slynge ud (jf. udslynge). Jeg vover endog at slynge den Paastand ud . . at det for den jævne Mand er mere dannende og tankevækkende at høre til Oppositionen. smst.91. StormP.T.34. Det er ogsaa skadeligt for mine Romaners Omdømme, naar De slynger ud, at de fleste af mine Mandfolk er nogle Dos. Buchh. (Pol.¹⁸/₁₁1937.10.sp.2). 3) (dial.) om svingende bevægelse frem og tilbage omkring et vist punkt, en vis akse; gynge; svinge.    3.1) trans. Nogle koge ikke dette Garn, men slaae meget hedt eller kogende hedt Vand paa hvid reen Aske, og kun slynge eller svinge Garnet om deri. Huusholdn.(1799).III.92. en Karl hjælper ham med at “slynge” Tvisten i Kyperne. Den gl.By.1927.37.   m. overgang til bet. 1.1 og 2.2; dels m. h. t. redskab: *Pleilen forstaaer jeg (dvs.: en bondekarl) at slynge. Zetlitz.Poes.318. dels refl., om voldsom bevægelse af et legeme: *Nedbøyet under Stormens Magt | Sig Granen slynger hid og did. Blich.(1920).III.119. *vi slynge os rundt i Valsens svævende Søgang. Winth.D.64. jf.: (han) valsede rundt med stiv Ryg og en underlig Sling-mig-rundt med det ene Ben under Valsens gyngende Omdrejninger. CReiserer.EnSergent.(1891).181.   spec.: give en gyngetur; gynge i en gynge. en Seng eller Lehn-Stoel, som var opbunden ved Linner noget fra Jorden, og hvor i den Syge skulde sættes og slynges frem og tilbage i Kammeret, paa det mand kunde bringe Blodet i Gang. LTid.1738.270. *en simpel Gynge, | Hvori sig Publicum lader slynge. Blich. (1920).IV.188. Naar vi . . slyngede hinanden, oversaa vi (guldsmedens) Have. AarbAarh. 1924.104. Feilb. CReimer.NB.379. jf.: *Vi har en Gynge, | Hængt mellem Eeg og Bøg, | Den kan os slynge | Høit. Winth.II.41.    3.2) intr.: hænge og gynge; vugge, svinge frem og tilbage. Sejlene hang slappe, og slyngede hid og did. Blich.(1920).XIV.131. Hængemaven slyngede under den udpinte Krop (dvs.: paa en ko). AlbDam.B.52. han (ser) Havens hundredaarige Bøge slynge for Blæsten. HansPovls.HF.127. jf.: han . . var vaagnet, ved at Vinden puslede og fingrede paa Ruderne, slang og lullede udenfor. JVJens.EE.74.   spec.: gynge i et ophængt tov ell. i en gynge. Moth.S509. slynge i et Tov. Høysg.S.113.

II. Slynge, en. se I. Slink(e).

IV. slynge, v. se II. slinge.

Slynge-, i ssgr. af I. Slynge ell. III. slynge (jf. Slyng-); undertiden veksler Slynge- og Slyng-, se u. Slyngestok og Slynggang, -plante, -termometer, -vækst, -værk.