I. Skrab, et. [sgra^?b; ogs. (især i best. f.; dagl.) sgra^?v ell. (især dial.) sgrɐu'] jf.: Skràb eller Skràf. Moth.S341. (undertiden skrevet Skrav. jf. VSO. best. f.: Skravet. Herdal. En lidt almindelig Historie.(1934).256. – sj. Skrabe. jf. u. Maatteskrab(e). – sj. Skrap. jf. u. Linskrab). flt. (vist kun i bet. 1, jf.: “ud. pl.” MO.) d. s. (glda. skrab, oldn. skrap, raslen, ogs.: skrammel, jf. nt. schraap, f., samt eng. (laant fra nord.) scrap (se Scrap); til IV. skrabe) 1) som vbs. til IV. skrabe, især om den enkelte handling.    1.1) i al alm. Moth.S341. En (af spurvene) fløi her og En fløi der, og mødtes de, saa kjendtes de paa “pip!” og tre Skrab med det venstre Been. HCAnd. (1919).II.239. Med et Par Snit og et Skrab var (gaase-) Pennen spidset. HUss.IH.31. jf.: (pottemageren) var altid over sit Skrab (dvs.: sit pottemageri). Bang.SG.44.   (jf. u. I. Skrald 2.3; jarg.) om ubehageligt arbejde, besvær. undskyld, Hr. Kapitalist, men la mig (dvs.: arbejderen) ta Skravet (dvs.: gøre arbejdet), saa ka de . . sidde ned. Herdal. En lidt almindelig Historie.(1934).256.   (fisk.:) 400 Østers i ét Skrab. Pol.²⁰/₇1937.10.sp.2.   (især spøg. ell. jarg.) om barbering. *Skjægget (dvs.: den dødes) de vil han (dvs.: ligkistesnedkeren) jow føst gi et Skraw. Blich.EB.13.   om raslende, skrabende lyd. Sablernes Skrab mod Stigbøilen. Bogan.I.46. en Stol, der blev flyttet indenfor med et kort og pludseligt Skrab, jog mig paa Flugt. HSeedorf. (Dag Nyh.³/₅1923.9.sp.4).   (jf. IV. skrabe 2.2) om kompliment; skrabud; især i forb. som buk og skrab. Schand.BS.61. skibets læge . . modtog mig med buk og skrab. KDahlerup.Mandfolk.(1934).20.    1.2) (jf. IV. skrabe 1.1 slutn.) det at blive skrabet, revet, kradset. den Tabende (i “skrabnæse”) faar et Skrab over Næsen. Levin. jf. (nu næppe br.): spille Skrab (dvs.: skrabnæse). smst.   især (navnlig dial.; sml.: “Talespr.” Levin.) om lettere legemsbeskadigelse; ogs.: hudafskrabning; skramme. *Yp mod de Andre din (dvs.: vibens) lille Krig . . | Ender den veed jeg, foruden Tab, | Fanger end ikke det mindste Skrab. Blich.(1920).XXI. 104. han havde et lille Skrab (over øret), et ubetydeligt Sted, forresten omtrent lægt. JVJens.M.I.93. UfF. sml.: gøre en et haneskràb dvs.: uformodentlig fortred. Moth. H77. 2) konkr.: hvad der skrabes af ell. sammen og samles op; af-, sammenskrab; ofte: affald.    2.1) i egl. bet. VSO. Det løst sammenbragte Skrab (dvs.: kviste) var en solid Grundvold for Baalets Opflammen. AlbDam. B.346. især som 2. led i ssgr., jf. Bane-, Bund-, Horn-, Jærn-, Paletskrab; sml. endvidere: Barkskrab (AarbSorø.1936.30), om affald fra afskrabning af egebark, Gaard- (Klougart. Gødningslære.(1928).30), Gadeskrab (smst.), hvad der skrabes og fejes sammen fra gaardspladser og gader (brugt som gødning), samt (foræld.): Klokke-Skrab (dvs.: klokkerust som lægemiddel). Gram.(KSelsk Skr.II.160). Skoemager- og Skinder-Skrab. OecMag.VIII.201.   (jf. Efterskrab; jy.) om levninger, skorper i gryde, pande olgn. VSO. Feilb.    2.2) (dagl.) overf., om værdiløse ting, rester; affald; skrabsammen. vAph.(1764). *Skrabet, der bliver igjen (dvs.: de kasserede digte), | Den mellemste Sort og det pæreste Pøit. PMøll.(1855).I.108. sælge gammelt, unyttigt Skrab. MO. et Loft med al Slags Skrab. Rørd.HS.28. jf.: *Guddomsskrabet (dvs.: ruinerne i Rom) | Af forgangne Hedenskabet. Bagges.II.123. denne Hoben Skrab og Skidt. Rørd.S.141. Jeg lod (lægerne) tylle mig med alt det Skidt og Skrab, der er til, bare for at faa Pinen stillet. KMich.FamilienWorm.(1933).219.   om levende væsener; især som betegnelse for usle, svage ell. forbryderiske individer; i ældre tid spec. (i best. f.) om pøbelen. Bagges.L.I. 380. det Andet (dvs.: den anden fløj af hæren) bestod af Skrabet, og var svagt i alle Maader. Grundtv.Snorre.III.128. De Fornemme skal sidde paa de smaae Stole, og Skrabet paa Bænkene. PalM.Poes.I.4. i et hvert folk . . findes et skrab, bundfald eller bærme, som ikke vil bruge sine kræfter til samfundets vel. Kold.B.86. Markederne . . bragte ikke den Glæde over Dyrene som Dyrskuet, der kom jo for meget Skrab imellem. Egeberg.Dødens Port.(1899).24. Esp.477. jf.: “Mandfolk er noget Skrab,” sagde Edderkoppemadammen. “Jeg aad min.” CEw.Æ.VIII.19.

I. Skrap, en. se u. Skovkrabbe.

II. Skrap, et. se I. Skrab.

III. skrap, adj. [sgrɐb] adv. -t ell. (nu især dial.) d. s. (Moth.S347. Tychon.Vers. 202. Tode.DenDanskeLæge.(1776).232. MDL. Feilb. jf. VSO.).   m. udvidede former (ved tilknytning til gamle bøjningsformer, jf. APhS. XIII.127f.) som: dial. skrappen (Feilb.), jarg. skrapper (Det er en skrapper én, at man kan komme ud for saadan noget i en Religionstime. B.T.⁶/₅1933.4.sp.4. Pol.²³/₄ 1939.Sønd.31.sp.2). (ænyd. (adv.) skrap, stærkt, rigeligt, sv. dial. skrapp, duelig, udmærket, fin, fornem, jf. nt. (sj.) schrappen, streng; mulig sammenhørende m. ænyd. (interj.) skrap (ogs. i forb. slaa skrep, skrap), ænyd. skrap, larm, pral, jy. skrap, smæk, klask (Feilb.), der er besl. m. skræppe, sml. ogs. IV. skrup; til dels vel omdannet (ved metatese) af III. skarp samt paavirket af holl. schrap, fast, parat til handling, kamp olgn. (af usikker oprindelse)) 1) (især dagl., i rigsspr. nu navnlig m. overgang til bet. 3, i dial. ofte m. overgang til bet. 2) som bevæger sig, virker, foregaar med energi, hurtighed; hurtig; kraftig; rask.    1.1) især om levende væsen, navnlig person: hurtig; rask; især: hurtig til sit arbejde, af hurtigt nemme, rask paa fingrene; dygtig; flink; rap. Moth.S347. hvem af dem der reed bedst, og havde den skrappeste Hest. Grundtv.Snorre.I.26. Disse Finlapper-Jagter var saa skrappe Seilere, at de tog Luven fra hvilket andet Skib det saa var. smst.III.284. de Sjællændere ere inte saa vove, men man siger dog her, at-Fyenboerne er de skrappeste. Hostr.S.9sc. “Møllerfolk plejer ikke at have saa ondt ved det,” bemærkede jeg. Konen saâ mut paa mig. “Naar der ingen Mand er, og Konen ikke er skrap af sig.” Schand.F.86. Drengen er skrap i Skolen . . Det sagde da ogsaa Biskoppen. sa.TF.I.7. skrap ha'de han altid . . været paa Fingrene. Wied.LO.84. Han var . . en skrap Latiner. Reumert.LT.I.21. De har nu altid været saa skrap af Helbred. Bregend.HS.34.   ofte i forb. m. til (og flg. inf. ell. vbs.): dygtig, god til; ogs.: ivrig efter. *han var . . skrap til at løbe. Wilst.Il.X.v.316. Sagde Du ikke selv, at Drengen ikke duede til Handelen, men at han var skrap til Læsning og Skrivning. Schand.TF.I.151. Han var ikke skrap til at tage sig af noget. AndNx.PE.II.92. Min Herre (er) morderlig skrap til Forretninger. Rosenkrantz.AG.45. jf. bet. 2: Hun er skrap til at føre sig op dvs.: holder sig mere end sædvanlig pæn og pyntet. VSO. (“I en ældre Talebrug.”).   (l. br. i rigsspr.) om (brugen af) legemsdele. *Han (dvs.: storken) havde lange Bene | og dertil skrappe Laar. BoisensViser. 326. *Hans (dvs.: høstkarlens) Sind er muntert, hans Arm er skrap. Aakj.RS.37.    1.2) om bevægelse, virksomhed: som foregaar hurtigt, rask ell. (navnlig) udføres forceret, kræver stærk anspændelse. *Strax efter hørte vi de skrappe Sværd-Slag (fra tvekampen). Ew. (1914).V.103 (var. smst.VI.365: høye). et skrapt Ridt. VSO. Det bedste Løb (dvs.: cykelløb) var 5 milen, der kørtes i skrapt Tempo. Idrætsbladet.¹⁷/₆1925.2.sp.3. skrapt (ogs. skrap. jf. Bl&T.) trav, (l. br.) skarpt trav (se III. skarp 6.3). D&H.    1.3) som adv. hand løber skrap. Moth.S347. Tilfælde . . som kræve hastig og skrap virkende Afføringer. Tode. DenDanskeLæge.(1776).232. *Kampen rasede vildt og skrapt. Hrz.D.I.250. *mine Klæder end jeg skrapt (PalM.¹IV.100: tilgavns) maa børste. PalM.AdamH.I.103. Hele Ugen igennem blev der arbejdet skrapt. Jørg.DB.137.   holde sig (KomGrønneg.II.36) ell. staa sig skrap(t), (nu dial.) gøre sine sager godt; ogs.: staa sig bravt. Moth.S347. *hand (dvs.: den svenske flaade) stood sig vel og skrap ved dette Verk (dvs.: denne kamp). LThura. Poet.11. VSO. m. overgang til bet. 2: være flot klædt; leve højt. Moth.S347. VSO.(Vendsyssel,Mors).   (efter holl. schrap) † seilet stâar skrap (dvs.: spændt). Moth.S347.   (nu dial.) m. forstærkende bet., som betegnelse for en (meget) høj grad. (man) skjærer Skorpen af noget Rugbrød i tynde Skiver, og lader det blive ret skrapt tørt i en Bagerovn. Fruent.(1799).III.105. en Væbner fra Gascogne . . en Mand, der var skrapt øvet udi Vaaben. Schand.RP.548. Feilb. UfF. 2) (nu dial.) som udtr. for (stærk) anerkendelse: som er, saaledes som det skal være; god; værdifuld; ogs.: flot; pyntelig; stadselig. en skrap (dvs.: elegant) klædning. Moth.S347. *denne Drøm var skrap, og værd i agt at tage. Schandrup.C1^r. MDL. 694. En skrap Ager dvs.: som bærer rigelig Korn. VSO. de havde faaet en skrap Kost her . . en grumme god Føde. Bregend.HS. 42. FrGrundtv.LK.120. CReimer.NB.396.456. AarbHolbæk.1936.180. 3) (især dagl. og i bet. 3.2-3 jarg.) med (et vist) præg af haardhed, strenghed, ubehagelighed; hvas; skarp.    3.1) om person: haard, streng i sin behandling af ell. i sine fordringer til andre; ogs.: meget nøjeregnende, økonomisk; ofte: som bruger mund; hvas i munden. Moth.S347. *Den Femte fik (dvs.: blev gift med) en skrap, en kiæbestærk Heltinde: | Hun førde Ordkrig tit og kunde altid vinde. Stub.104. *I Skriftestolen var han meget skrap. Bagges.Ungd.I.200. (han var) en skrap Husholder, der Ingenting forødte. JPJac.I.119. O. D. Lütken er mellem det hele Hundredaars økonomiske Forfattere ikke blot den skrappeste i Stilen, men tillige den skarpeste Tænker. VilhAnd.Litt.II.646. Bedstefar var lidt for skrap i Tøjet. Intet Barn gik uden Bæven ind under hans Bryn eller bedre: hans Ris. Aakj.BT.33. Redelige Folk havde det været, skrappe i Handel, men ordholdne indtil Stædighed. Buchh.K.30.    3.2) om behandling. vil De have Bugt med den Karl, saa maa De . . give ham en skrap Dosis! Bouilly.Fruentimmerhaderen.(overs.1811). 37. Han fører et skrapt Regimente. VSO. en hel Række stadigt skrappere Forordninger. JLHeib.(StSprO.Nr.134.4). de stakkels Skove maa . . finde sig i en skrap Plukhugst. KnudPouls.BD.86. kun vandgrød og kogt fisk, det er en skrap diæt ┆ 100 kroner straks, det er et skrapt forlangende ┆ jf.: *Saa faar han for Hoer udi Klosteret skrap | Af Knuden paa Ryggen vel tusinde Rap. Tychon. Vers.202.   om udtalelse, kritik olgn.: bidende; hvas. jeg (tør) neppe vente en venlig Belærelse . . men snarere en skrap og eftertrykkelig Correction. Kierk.V.52. Holstein-Ledreborg, det skrappeste af Portrætterne. VilhAnd.VT.40. en skrap bedømmelse, irettesættelse, kritik ┆ et skrapt brev ┆ jf.: det skrappeste Tidsskrift, som vi nogensinde har set herhjemme. Leop.TT.172. om udtryksmaade, tale: Mynster var ikke personlig feig . . hans Tunge kunde være skrap og bidende. VVed.G.43. Philla brugte skrap Mund mod Golla. SvLa.AB.78. Kvinden havde drevet ham hjemme fra med sin skrappe Kæft. AndNx.DM.I.2.    3.3) om ting ell. forhold: som paavirker en ubehageligt; som volder møje, besvær; slem; ubehagelig; ogs. (jf. bet. 3.4): som virker opsigtsvækkende, faar en til at studse; undertiden (jf. bet. 2) m. bibet. af en vis anerkendende vurdering: imponerende; smart. der gives ikke forhøjede eller dobbelte Priser, men Priserne er ogsaa skrappe nok endda. DagNyh.²⁸/₈1921.2.sp.3. der gik Ild i Vognen, medens Toget kørte, det var en skrap Historie, hele Køretøjet brændte sgu. Bønnelycke.(BerlTid.⁹/₁₀1921.13.sp.5). Vejen stiger her paa en Strækning af 3 km ikke mindre end 74 m, en skrap Bakke at tage paa en Cykle. AchtonFriis.DØ.I.93. jf.: Udgangsstillinger med begge Hænderne i Hoftehøjde er saaledes ikke ualmindelige (hos boksere), men (de ser) slet ikke saa “skrappe” ud, som mange synes at mene. Idrætsbladet.⁷/₃1935.3.sp.1.   (sml. bet. 3.2) om anstødelig udtryksmaade. I Græsset laa der Bisser og drak Brændevin og sang skrappe Viser. VBergstrøm.HN.11. *en Larm af skrappe Eder. TomKrist.YR.28.   den er (vel nok) skrap (Sønderby.Midt i enJazztid.(1931).155) ell. (ofte) betydelig skrap, det er slemt, ubehageligt, haarrejsende. Pol.⁴/₃ 1925.5.sp.3. B.T.⁶/₇1932.7.sp.3.    3.4) om fysisk virkning: skarp (III.8); dels om (irriterende) indvirkning paa høre-, syns- ell. lugte-, smagssansen: en halv Flaske Gammelrom (der var) meget stærk . . han sagde: “Den var skrap, den.” Goldschm.VIII.320. Skrap Lyd af Hestehove fra Landevejen. Drachm.KW. 177. en crèmegul Konvolut med skrapt lila Silkeindlæg. Pol.¹¹/₉1930.7.sp.3. Det er den skrappeste Ost i Kongeriget, den river, bider og stikker paa Tungen. TidensKvinder.¹³/₁ 1931.31.   om (indvirkning af) vejrlig, naturforhold. denne stærke, skrappe Søluft. Tops. II.3. især om vinterkulde: Vintrene kunne være meget strenge i det kolde Genf . . og denne Vinter var især skrap. Oehl.Er.II.172. Vinteren var kommen tidlig, det frøs skrapt. HCAnd.(1919).III.233. *den skrappe Vintermorgen, | da der var sort i Gaarden. MLorentzen.(BerlTid.²⁰/₄1930.Sønd.7).

Skrap-, i ssgr. 1) til III. skrap; se Skraphed, -mundet. 2) (fra eng. scrap, se Scrap) ⚙  affalds-; fx. Skrap-jærn, -staal (TeknMar O.187); se endvidere Skrapbog u. Scrapbog.