Sjakal Sjakal, en. [ʃaˈka?l] (ogs. skrevet Schakal (Schacal). Pflug.DP.402. Oehl.II.129. Goldschm.I.341. BMøll.DyL.I.82. l. br. Shakal. Lütken.Dyr.102. – nu næppe br. (skrevet) Chakal (Chacal). vAph.Nath.I.523. Raff. (1784).456. Jakal. smst. Kielsen.FLN.I.26. Blich.(1920).XVI.146. Skakal. JMHertz. Isr.5. VareL.(1807).II.485). flt. -er. (ty. schakal, fr. chakal, eng. jackal; gennem tyrk. laant fra persisk; især zool.) om ulvelignende rovdyr af hundeslægten, især om arten Canis aureus (den almindelige sjakal) (bekendt for at leve af aadsler og følge de større rovdyr for at fortære resterne af disses bytte). (et) slags reve, kaldede Schakal. Pflug.DP. 402. i Lejren hørtes kun . . en Schakals Tuden fra den omgivende Ørk. Goldschm.I.341. BøvP.I.280. billedl. ell. i sammenligninger; især om person, der falder over, udnytter de svage, lever højt paa andres ulykker olgn. Oehl.II.129. Blich.(1920).XI.191. Gönner's Sjakal von Spies. Biogr.Haandleks.III.(1926). 786. Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner (1871: Som Ræve i Ørken). Ez. 13.4(1931). *Er alle Israels Mænd Sjakaler, | fejge og raadløse? KMunk.DU.15. (spøg. omdannelse af Sjak-karl (se Sjak- i ssgr.); jarg.) om sjakformand. Ekstrabl.3/21931.6. sp.5. Vis mere +