I. Skærf, et ell. † en (Pflug.DP.612. LTid.1749.406). [sgɐ̤r̥f, ʃɐ̤r̥f] skæ̀rf. Høysg. AG.36. († Skærfe. vAph.(1759).404. †  Scherf(e). smst. MR.1820.10. † Skærv. MR.1802.196. jf. u. Akselskærf). flt. d. s. ell. (nu sj.) -er (Moth.S279. Slange.ChrIV. 785. MR.1812.403. Gjel.VG.64) ell. (nu næppe br.) -e (Prahl.AH.IV.78). (ænyd. (flt.) skierffer; fra nt. scherf, ænht. scherf(e), jf. nht. schärpe; vel sa. ord som fr. écharpe, armbind, livbaand, eng. scarf; jf. skærfet) stykke tøj ell. bredt baand (især af silke, jf. Purpurskærf. Aarestr.SS.II.172), oftest med besætning (navnlig guld-, sølvtraade ved enderne), der bæres fra skulderen til hoften (navnlig fra højre til venstre, tidligere ofte som gehæng for værget) ell. bundet om livet; liv- ell. skulderbaand, baaret (nu kun i enkelte lande) som tegn paa officersrang ell. (navnlig i Frankrig) som civilt embeds- og værdighedstegn (jf.: (Bryssels borgmester) havde iført sig sin høje Hat og sit røde Borgmesterskærf. BerlTid. ⁷/₁₁1939.M.sp.3), i Norden nu navnlig som tegn for ordens-, æresmarskaller olgn. ell. som pynt paa damers dragt; i 17.-18. aarh. ogs. om en slags overstykke ell. sjal baaret af kvinder: akselskærf (1) (Moth.S279). De have ingen Klæder, uden et Skierf midt om Livet. Pflug.DP.546. Officiererne skal herefter bære Skærfer om Livet. MR.1765.245. de to (franske) Commissarier med deres trefarvede Skiærf. FrSneed.I.346. *Om din Skulder og dit Bryst | Her det lyse Skjærf jeg slynger. PalM.Poes.I.46. Alle de brogede Uniformer, alle Ordener og Fjerbuske og Skjærf og Baand. Tops.III.278. Husets ældste Datter i hvid Kjole med rødt Skærf. KBirkGrønb.SF.204. jf.: Unge Studenter med røde Marskalskærf over Skulderen viste Gæsterne paa Plads. Pol.²⁴/₁₁1939.5. sp.3.   billedl. *Ballets Dronning er vor Jord . . | Hun danser i sit sølvblaa Flor | med Skærf af grønne Skove. Rich.I.9. Solen kastede gyldne Skjærf af Straalebundte ned over de røde Tagsten. Aakj.PL.6.

I. Skærv, en. [sgɐ̤r'v] (nu dial. Skær. UnivBl.I.368. især i forb. skærs gavn, se bet. 3. – tidligere ogs. skrevet Skærf olgn. Holb.11J.II.5. sa.DNB.598. ChrFlensb.DM. II.85). flt. (især i bet. 1) -e ell. † d. s. (Hørn. Moral.II.90. Holb.Hh.I.69. Gram.Nucleus. 49). (ænyd. skerff, n., og skarf, skarffue, fk., glda. skerw, n., og (flt.) skærff, fsv. skärf, n., skärver, m., sml. isl. skarfur (jf. I. Skar); fra mnt. scherf, jf. hty. scherf; vistnok sa. ord som ell. sammenhørende m. I. Skærve og egl. “lille stump” ell. (?) “overskaaret mønt”) 1) lille mønt; navnlig (bibl.) om lille kobbermønt af mindste værdi (egl. som gengivelse af lat. obolus, gr. obolós (se Obol) ell. gr. leptón ell. lat. (Vulgata) minutum; jf. NationalmusA.1939.83); undertiden (men urigtigt) som navn paa danske middelalderlige mønter (Holb.DNB.598.602). en fattig Enke kom og lagde to Skierve udi (dvs.: i tempelkisten), som er en Hviid. Marc.12.42. Luc.21.2. EEwald.DenBibelskeConcordantz.I. (1748).933. (jf. Daler sp. 455²⁰, ⁶⁵; sj.:) *Skjærve gjør ej blot en Daler, | De gjør store Kapitaler. Grundtv.PS.VII.316.   (nu l. br.) i forb. m. nægtelse; navnlig i udtr. som ikke en skærv, ikke en skilling. jeg veed den der har givet mange 1000de for en Jomfrudom, som en Jøde dog ikke havde tilhandlet sig for en Skiærf. Holb.DR.I.2. mine Klæder . . ere jo ikke en Skiærv værde. smst.IV.3. *Dog tungt, saa arm at blive, | At ej en Skjærv man har. Grundtv.PS.IV.449. *At stjæle, det er nu dens (dvs.: en hunds) Erhverv; | den ejer jo aldrig en eneste Skjærv. Kaalund.121.   betale til sidste (yderste. Holb.11J.II.5. Skuesp.IX.99) skærv olgn., (efter Luc.12.59) betale fuldt ud, til sidste hvid (I), skilling (3.2). Mau.I.69. Slange.ChrIV.512. Træd frit paa de Ringes Halse, og lad dem betale dig indtil sidste Skiærv. NordBrun. HelligeTaler.I.(1797).187. *Andre fik Byrder at bære | og maatte blodigt betale | til sidste, arme, forslidte Skærv | i Jordens graadige Dale. PlaCour.A.84. i videre anv.: det (er) deres Pligt . . at ei kræve den yderste Skierv af sin fattige Næste. JSneed.V.263. (gnieren) udsuer Enker og Faderløse (og) berøver dem den sidste usle Skierv. Birckner.Tr.162. Tallotteriet er et Svælg, der sluger den Arbeidendes sidste Skiærv. PEMüll.¹II.306. jf. bet. 2: Stuckenberg naar sit livs højdemaal i de to smaa digtsamlinger: “Flyvende sommer” og “Sne”, som blev hans sidste skærv til dansk kunst. OGeismar.ND.103.   enkens skærv olgn., egl. om den fattige enkes sidste eje, som hun ofrede i templets kiste (se ovf. sp. 71⁵²); i videre anv., om et stort offer, en enestaaende gave (fra en fattig person). Gud . . foragter ikke Enkens tvende Skærf, hun lægger i Guds Kiste. Hørn.Moral.II.90. Hun bad, så hun blev smuk derved; sagtens for en kær dreng ved fronten. Hun gav enkens skærv: Hele hjærtet, alt! NAJensen.Ventetider.(1926).15. 2) (især efter udtr. enkens skærv, se bet. 1 slutn.)  om lille bidrag, hjælp, understøttelse, der svarer til ens evne. (især i udtr. som give, yde en skærv). Holb.Skiemt.B5^v. *Folk giver Skjerven med større Fryd, | Naar de har Vidner paa deres Dyd. PMøll. (1855).I.49. *tillad mig, | Den usle Armod først min Skjærv at offre! (han giver den Blinde en Skilling). Bredahl.I.141. Drachm. VIII.533. Pol.³/₁₂1939.15.sp.3.   i videre, billedl. anv. En Skjerv til Spørgsmaalets Afgjørelse. Nyerup & Kraft.Litteraturlexicon.(1820). 433. *Til Glæden give Hver sin Skierv! | Hver stræbe maa, som han kan bedst, | At hædre Freiers Bryllupsfest. Oehl.XXIX. 244. en Attraa, jeg længe har følt til at yde . . Suhms Minde ogsaa min ringe Skiærv. Molb.Suhm.1. *Sangeren . . | Velsigner høist sit Hverv, | Naar han en deilig Pige | Tør offre Sangens Skjærv. Winth.ND.113. den Kongedyrkelse, til hvilken efterhaanden Tidens større og mindre Digtere bragte hver sin Skærv. CSPet.Litt.947. give, lægge sin skærv med i laget, se Lag 5.4. 3) (l. br. i rigsspr.) overf. anv. af bet. 1, om en ringe sum (jf. Nødskærv), en ringe mængde, en ubetydelig smule. Moth.S 279. jeg meente, at jeg med streng Tarvelighed en Stund kunde friste mit Liv ved Hjælp af en liden Skjærv, der dog endnu var bleven mig levnet. Hauch.VII.383. (jeg) sankede taalmodigt min Lykke sammen, Skærv for Skærv. Stuck.III.46. hver skærv af virkelighed, som den (dvs.: folkedigtningen) når at gribe på sin vej, bliver guld i dens borg. AOlr.DH.I.187.   spec. i forb. som ikke gøre skærvs gavn (skærvsgavn. D&H. skærs gavn. UfF.), (jf. gavns gerning u. Gavn 1; dial.) ikke udrette det mindste; drive; være ørkesløs. Hertugen og hans Folk gjorde nu ikke Skiærvs Gavn. Grundtv. Snorre.III.62. sa.Myth.455. AarbLollF.1933. 180. UfF.

II. Skærv, en. se I. Skærve.

III. Skærv, en. [sgɐ̤r'v] (nu næppe br. Skærve. CollO.). (efter ty. scherbe (scherb), egl. sa. ord som scherbe, skaar, lerkar, se I. Skærve; fagl. (pott.)) om selve lermassen, hvoraf glaserede lervarer (fajancer, porcelæn) bestaar; bagmasse. (fajance-tingene) kom ud af Ovnen som en temmelig klangfuld, porøs, ikke gennemsigtig og i Reglen lysegul Skærv, der da blev dyppet i den . . fortyndede Glasur. Sal.VI.279. EHannover.Keramisk Haandbog.I.(1919).307. jf. Lerskærv (NationalmusA.1934.44) samt Fajanceskærv (Tidsskr.f.da.Sygehuse.1933.228.sp.2).

IV. Skærv, et. se I. Skærf.

I. Skærve, en. [ˈsgɐ̤rvə] (sj. Skærv. [sgɐ̤r'v] jf. Steenskjerv. Levin. samt Flintskærv u. bet. 2 slutn.). flt. -r. (endnu ikke i VSO. MO., entalsformen Skærve ikke i ordbøger før HjælpeO.(1875), og endnu i S&B. Saaby.⁷ Mikkels.Sprogl.168(jf. Arkiv.XI.190) angives ordet som pl.; i bet. 1 fra ty. scherbe(n), bet. 2 maaske dannet til Stenskærve ell. laant fra sv. skärva (vistnok fra mnt. scherve); besl. m. I. Skar, II. skarre; jf. I. og III. Skærv samt III. skærve) 1) (nu næppe br.) især i flt., om skaar af knuste genstande; navnlig: glas-, potteskaar. sønderslagen Glas eller Skiærver, rene og sorterede. Tarif forGlas-Udsalget.(1783).6. *Urnens Skjærver. Recke.SB.35.   i billedl. anv., om noget uægte, værdiløst. Skulde En tro det . . at En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og løbe efter Skjærver af malet Glas (dvs.: kulørte glasperler)! Marie Grubbe og – Karen Fiol! JPJac.(1924).I.177. 2) oftest i flt., om afbrudte ell. knuste stumper af sten olgn. materiale (jf. Kalkskærver (dvs.: spidse kalkstykker i en mur). Drachm. VD.328); nu især om smaasten, smaa skarpkantede stenstykker, sædvanlig 2-5 cm. i diameter, frembragt ved spaltning ell. knusning af naturlige ell. kunstige sten (fx. mursten) og navnlig anvendt til vejbefæstning; stenslag. Brosteen samt Skjærver og Grundsteen. Adr.³/₉1856.2.Till.1.sp.3. frisk paakørte Skærver, som Vinden havde fejet Sneen væk fra. Drachm.VT.206. (han) stavrede henad Vejen . . Træskoene skramlede paa Skærverne. JVJens.HF.61. Suenson.B. III.312. jf. Ballast- (Sal.²XXI.715), Blandings- (dvs.: skærver af granit, kalk og flint. Suenson.B.III.405), Flint- (SvGrundtv. Retskrivnings-Ordbog.(1870). Suenson.B.III. 404), Granit- (Sal.²XXI.715), Kalkstens- (Suenson.B.III.404), Kampe- (dvs.: af kampesten. CollO. Kamp-: BerlTid.¹⁴/₁₀1854.M.1. sp.4), Mur- (SvGrundtv.Retskrivnings-Ordbog.(1870). Larsen.363), Murstens- (HjælpeO. Suenson.B.III.405), Sandstensskærve(r) (smst.404) samt Sten-, Vejskærve (s. d.).   slaa (ell. hugge. TroelsL.XIII.135. APhS.IX.193) til skærver olgn., knuse større sten med skærvehammer ell. -knuser. (stenen) stod som Ledstolpe (nu slaaet til Skærver). JohsBrøndst.DO.I.351. slaa skærver olgn. (jf. Skærveslager): IstedMøller.HugoStelling. (1893).275. NSvends.H.189. Aarb Frborg. 1939.75. jf.: i den Videnskab, jeg har valgt, kan jeg ingen Bane bryde, jeg kan kun saadan sidde ved den alfare Veikant og hugge Skjærver til. Gjel.GD.189.   i sammenligninger ell. billedl. *For Bjærge snubler Ingen, men for Skærver. Drachm.DJ.I.107. Negle har du (dvs.: strudsen) som Skærver. JVJens.M.I.35. (maaske m. tilknytning til I. Skærv; jarg.) som betegnelse for (smaa)-penge: “Op med Skærverne Far!” sagde Pelle naar der blev gjort op; den gamle havde tabt. AndNx.PE.III.157.   (efter sv. skärva; arkæol., sj.) flække (III.2), spaan af flint; flintflække; i ssg. Flint-skærv: den Økse han huggede Brænde med til Ilden, det var en ganske tarvelig Flintskærv uden Form eller Eg. JVJens.Br.4. smst.32.

Skærv-, i ssgr. se Skærve-.

Skærve-, i ssgr. (sj. Skærv- [ˈsgɐ̤rv-] se u. skærvelægge; endvidere: Skærvbunke. Rist.FT.115). især (fagl.) til I. Skærve 2; fx. (foruden de ndf. anførte): Skærve-bunke, -dynge, -fabrik, -fremstilling, -fyld, -hugning, -knusning, -lag, -maskine, -materiale, -prøvning, -slagning, -størrelse.

III. skærve, v. [ˈsgɐ̤rvə] -ede. (til I. Skærve 2; jf. nyskærvet; fagl.) belægge (vej) med skærver. vejen skal skærves ┆