I. Skar, en ell. (sj.) et (se ndf.). (ogs. Skarv. se ndf. Skarre. MDL. jf. Esp.298). (sv. skarv, lask, øgning, tilsat stykke m. m., fsv. flt. skarvar, de sammenhørende stykker af et brækket ben, no. skarv, endestykke af fjæl, planke, oldn. skarfr, stump, stykke, skærv; egl. sa. ord som ænyd. skarv, lille mønt, skærv, mnt. scharf, skaar, skærv (jf. Skærv); se videre u. II. skarre; dial.) stykke, der er øget til ell. sammenfældet med noget andet; især om lap (paa tøj), tømmerstykke olgn. Feilb. (u. skarv). Begge ender af denne forbindelse (dvs.: mellem møllevingens kropstykke og baglasken) forlænges yderligere med en skarv . . et mere klejnt stykke tømmer på 3–4 alen, som skarves i med fortandinger. Den gl.By.1930-31.95. jf. Esp.298.   stykke, der øges til bikuben forneden for at give bierne bedre plads. JySaml.VIII.274. Feilb.(u. skarv).   plovaas. I Falster har man nogle Benævnelser af Plovens Dele forskjellige fra dem i Sjælland: Aasen kaldes der Skaret. CGRafn.(PhysBibl.XXIII.342). Skaren. Fr Grundtv.LK.242. jf. Plovskarre, en Benævnelse, der undertiden bruges for Plovaas eller Bom. MDL.412. Plovskar. FrGrundtv. LK.242. Plovskarv. DanmarksFolkeminder. XLIV.(1938).162.