Sagn, en (Kyhn.PE.14. Reenb.II.7. LTid.1722.Nr.7.6. Gram.(KSelskSkr.IV.187). PNSkovgaard.B.2.253.308) ell. (i rigsspr. nu kun) et. [saɋ'n] Høysg.AG.38. (nu ikke i rigsspr. Savn. Kyhn.PE.14. Grundtv.Saxo.I. 19. sa.Snorre.I.60 (  Navn). jf. u. Folkesagn samt Dahlerup.SprH.107. TfF.3R.V. 91). flt. d. s. (ænyd. glda. sagn, sawn, sægn (fk.), æda. saghn, udsagn, (ind)beretning, sv. sägn(er) (og sagen (i udtr. syn för sagen; jf. bet. 2.1 slutn.); fsv. sæghn, saghn), no. sagn, oldn. sǫgn, oeng. segen; afl. af sige, jf. Saga, Sigende) 1) ytring ell. beretning, hvis oprindelse (kan) henføres til en bestemt person (og situation).    1.1) (jf. Ed-, Forud-, Frem-, Mod-, Om-, Paa-, Udsagn ofl.; nu sj.) kortere (lidet sammensat) udtalelse; ytring; bemærkning. (især i forb. m. gen. (poss. pron.) ell. præp. af). Den Syges Sagn, om han kunde skiælne Dag fra Nat, og Lys fra Mørket. Herholdt.(PhysBibl.V.19). Suhm (anfører) det rigtige Sagn af Luxdorff, at Holbergs Historier (dvs.: historiske beretninger) stundom vare comiske. Rahb.LB.I.75. i Samtale . . møder (forfatteren) sine Tanker og Sagn i Folkemunde. sa.Tilsk.1798.601. *Begge . . | Standsed, og føred ei frem eet Ord til Sagn eller Spørgsel. Bagges.NblD.93. *Let kan jeg løse Gaaden dig med korte Sagn (dvs.: med faa ord). Oehl.Lf.(1846).11. *Mit øje rummer – lyder hele Hellas' sagn – | kun rent og klogt. NMøll.N.18. jf.: “Ja,” svarede hun (dvs.: paa hans opfordring til et elskovsmøde) . . Og Pulsen slog, og Brystet steg, og alt var ét eneste Jasagn. SMich.S.92.   m. overgang til bet. 2.1: *De Tvende . . | Vil efter Rygtets Sagn en dristig Landgang vove. Prahl.ST.I.37. dette Sagn (Chr.VI: denne tale; 1907: dette Ord) (kom) ud iblandt Brødrene: denne Discipel døer ikke. Joh.21.23. om udtr. syn for sagn olgn. se bet. 2.1 slutn.    1.2) (nu vist kun i tilfælde, der ogs. kan opfattes som hørende til bet. 2.2) mere sammensat, udformet fortælling (2.2) ell. beretning; historie. *hør | Det korte Sagn om min (dvs.: Sigurds) Bedrift paa Heden (dvs.: Fafners drab). Grundtv.Optr.I.100. *om min Ungdom og om Oldefædre | Og Herrens Gjerninger jeg fører Sagn. sa.PS.IV.414. som han vidste at berette mange Sagn om sine Reiser . . saa var han gjerne seet af Kongen. Hauch.FH.143. *lytter lidt | Til mine Sagn. Winth.HF.4. 2) ytring ell. beretning, hvis oprindelse ikke (kan) henføres til en bestemt person, m. særlig forestilling om uvished, fortsat (mundtlig) overlevering olgn.    2.1) (uden for forb. syn for sagn vist nu i rigsspr. kun i tilfælde, der ogs. kan opfattes som hørende til bet. 2.2) om kortere, lidet sammensat (især mundtlig) meddelelse, beretning olgn. (tidligere ofte i forb. som det (ell. den) almindelige, gemene (LTid.1724.287), gængse (Blich. (1920).XXI.252) sagn olgn.).   om gængs, staaende talemaade ell. (folkeligt) ordsprog. Moth.S189. fuldkommen indtræffer her det gamle Sagn: naar to giøre eet og det samme er det derfor ikke eet og det samme. Rahb.Tilsk.1793.573. Det er et almindeligt Sagn, at 1 Lpd. Halm er maver Dags Føde for en Koe. PhysBibl.XXVI.208. tvertimod opfyldes paa os det bekjendte Sagn: der gives intet lykkeligere Ægteskab, end det, hvor Manden er døv og Konen blind. Blich.(1920). XIII.86. “Vænø bier efter Glænø,” blev der sagt, og det blev Sagn og Vished. HCAnd. (1919).V.119. efter et gammelt Sagn skal 13 Bagere udgøre det samme som 1 Djævel. Uddelerbladet.1934/35.sp.2710.   en (udbredt, folkelig, ogs. spec.: urigtig) forestilling ell. mening, der ofte kommer til orde; forlydende; rygte; ogs.: tradition. det er blefven en almindelig Sagn, og ligesom en fast thesis historica (dvs.: historisk læresætning) i visse Bøger, at Kong Woldemar soldte Hertugdømmet Estland bort, fordi hand behøfvede Penge. Gram.(KSelsk Skr.IV.36). den almindelige Sagn om Bysse-Krudets Opfindning. sa.(smst.I.214). *Det var et almeent Sagn, at Kiartan beiled til | Skiøn Ingeborg. Oehl.KG.(1848).113. og var det et almindeligt Sagn, at der aldrig fandtes nogen i den Æt, der brød et givet Løfte. Hauch.TV.I.71. “Der hørtes ikke forhen blandt Menigmand noget ondt Rygte om hende enten for Trolddom eller Andet” . . “Ei heller om Dig rygtedes der forhen saadant Sagn.” PVJac.Trold.83. Det er et ganske almindeligt Sagn, at Ministrene ville gaae til Mai. Krieger.D.IV.128. jf. bet. 2.2: *Naar den Stjerne lys og blid | Sig lod see ved Midnatstid, | Var det Sagn fra gamle Dage, | At en Konge uden Mage | Skulde fødes paa vor Jord. Grundtv.Kvædl.230. spec. om berømmeligt eftermæle, ry: *dette skiønne Sagn mit Minde hædre: | Hun var, som hendes elskte Moder var. Bagges.IV.132. *Af hans Daad gaar vide Savn. Grundtv.Saxo.I.19. sa. Snorre.I.60.   (jf. Høresagn u. Hørensagen) i særlige udtr., om (utilstrækkeligt) grundlag for viden (til dels ogs. svarende til bet. 1.1). *Du troer maaskee, at han | Erfared visse Ting ved blotte Sagn. Oehl.DM. 79. Ørst.Br.I.137. talem.: at sige efter sagn er halv løgn olgn. (dvs.: den, der kolporterer sladder, er halvvejs løgner). Moth.L262. jf. VSO. MO. Mau.6123. Feilb. især i udtr. syn gaar for sagn (Mau.9911. Høysg.S.260. Biehl.DQ.IV.224. Grundtv.Udv.V.13), egl. til IV. for 5.2: selvsyn er bedre (sikrere grundlag for viden) end andres omtale, rygter olgn.; nu alm. (m. tilknytning til IV. for 9 ell. 7.4) m. omdannelse til udtr. som faa, have, give (en), se syn for sagn (ell. sagen, se Sag 4.1), m. bet.: faa osv. selvsyn i st. f. andres omtale ell. faa osv. selvsyn som bevis for en vis udtalelse(s rigtighed); faa osv. sikkert vidnesbyrd om rigtigheden af en paastand, formodning olgn. Det er . . ikke ret, at vrage alt det der er nyt; Men at undersøge det, paa det allernøieste og see Syn for Sagn. OeconT.V.44. *Ja, komme skal Han (dvs.: Kristus) som et Lyn, | For Alt at aabenbare, | Af Guddoms-Glands for Sagn da Syn | Skal faae min Helgen-Skare! Grundtv.SS.I.25. Hjalte . . viiste Syn for Sagn, at han af hende var anbefalet til Prindsessens Gunst. sa. Snorre.II.85. Ing.L.I.119. *Her er Syn for Sagn. Du vil jo ikke troe | Hvad Folkene fortalte. Hun selv bekjender, | At hun og Ridder Stig . . | Taltes ved hver Nat. Hrz. SvD.140. Goldschm.II.51 (se for sp. 167⁸). JLange.MF.214. Normændene (har) gjennem deres frodige Literatur . . givet Evropa . . Syn for Sagn, at de med Ære udfylde deres Plads mellem de beslægtede Folk. HSchwanenfl.HW.87. at faa Syn for Sagn, at faa positiv Vished for, at der virkelig gives æglæggende Pattedyr, hvad betød det ikke for Videnskaben. NaturensV.1914.42. Buchh.EG. 83. (l. br.) omvendt: sagn gaar for syn, olgn., et udsagn tages for lige saa gyldigt som, træder i stedet for selvsyn. Kun Øien - Vidner gjaldt, undtagen ved Sigtelse for Maiestæts-Forbrydelse, da Sagn gik for Syn. Grundtv. Saxo.II.322. sa.PS.IV.20.30. jf. bet. 1.2: *jeg betragter dit (dvs.: den døde bedstefaders) Portræt . . | og i mig gaar der Sagn (dvs.: minder om bedstefaderens oplevelser) for Syn | om det, der ej er mer. OlafHans.ND.31.    2.2) (jf. Helgen-, Helte-, Oldsagn ofl.) en (igennem mundtlig overlevering bevaret) kort (opdigtet) fortælling om noget, som (af fortælleren) menes fordum at have tildraget sig, især om naturgenstande, hvortil særlige (overtroiske) forestillinger er knyttede, om folketroens væsener, om historiens ell. legendens personer olgn.; folkesagn. (forf.) viser . . at den Sagn (om den hellige Veronicas svededug) er Fabelhaftig. LTid.1726.559. *Et Sagn fuld værd at høre | Med gamle Runer staaer. Oehl.NG.(1819).1. *I Muld forlænge siden | Kong Valdemar er lagt; | Men sælsomt gjennem Tiden | Gaaer Sagnet om hans Jagt. Ing.RSE.II.133. *Man har Sagn om Borgtapeter. Aarestr.SS.IV.120. Thabor er ifølge Sagnet Forklarelsens Bjerg. Rowel.Br. 478. *Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: | en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage! Pont.(Ude ogHjemme.(BerlTid.)²⁵/₁₂1918.3.sp.1). Danske Sagn. Krist.(bogtitel.1892-1901). KnudRasm.MS. III.123.   (uden skarp adskillelse fra bet. 2.1; til dels spøg.) uegl., om en (udbredt, ofte fortalt) mærkelig, fabelagtig, (næsten) utrolig beretning (m. h. t. samtidsforhold): fabel, “legende”, anekdote olgn. Kjøbmand G. . ., om hvem der gik det underlige Sagn i Byen, at han . . havde været dømt til Slaveriet. Goldschm.Hjl.I.41. Sagnet melder, at Pejter . . en Dag gærne vilde til Aggersund (osv.). JacAnd.Er.I.26.

I. Savn, en (Moth.S65. Gravl.N.107) ell. (i rigsspr. nu kun) et. [sau'n] Høysg.AG. 34. flt. () d. s. (Grundtv.Udv.V.34. Mynst. Præd.I.526. MO.) ell. -er (TBruun.V.100). (ænyd. (en) savn, no. savn og sakn, jf. sv. (og no. dial.) saknad, oldn. saknaðr samt oldn. sakni, skade; dannet til II. savne (efter Gavn – gavne); jf. Af-, Eftersavn) 1) (uden for enkelte udtr. især ) svarende til II. savne (1 og) 2, som udtr. for et personligt (følt) forhold: det at savne.    1.1) (uden skarp adskillelse fra bet. 1.2) som udtr. for ydre forhold: (tilstand ell. forhold, der paa følelig maade er præget af) fraværelse af noget ventet, ønsket ell. nødvendigt. Moth.S65. *ei skal den Spæde, som laller sit Savn (dvs.: tabet af den i kampen faldne fader), | Forbande den Dag, vi velsigne. Rahb.Tilsk.1801.240. *Saa siig mig dog nu, hvad er dit (dvs.: en fangen ravns) Savn? | Dine Miner ere saa sure. Winth.SS.33. *Styrk dig en Gang i Savnet, | Homo sapiens! JVJens.Di.³132. afhjælpe, efterlade et savn ┆ til II. savne 2.3: *Æd dit Brød i Ansigts Sved . . | Største Flid har mindste Savn. Grundtv.PS.VI.257. Cynicismen nyder Savnet, Manglen. Kierk.XIII.264. *sin Femdalerseddel . . | den hans gamle Moster med eget Savn | havde givet ham med fra Kjøbenhavn. Rich.VH.96. for at spare nogle Øre om Dagen paalægger han sig selv Savn. KBirkGrønb.SF.197. spec. (til II. savne 2.2-3; især relig.) om den timelige tilværelse, jordelivet(s trængsler): *Moderen tiidligt vant til Livets høieste Qvemme, | Snart hensegnede under Byrden af alle dets Savner. TBruun.V.100. *Jeg (dvs.: Wiedewelt) gaaer hen, hvor der er intet Savn (dvs.: dør). Oehl.PSkr.I.198. *I Savnets dunkle Skygger | En liden Stund jeg boer. Ing.RSE.VII.88.   (jf. bet. 1.2) i forb. m. bet.-beslægtet subst. (sorg og savn olgn.). *Tryg jeg ta'er, hvad Jorden rækker | Mig af Bitterhed og Savn. Rosing.SS.14. JHelms.S.1.   m. præp. af ell. (nu næppe br.) gen., til betegnelse af den ell. det savnede. *Stort er dit Savn og dybt din Bortgang saarer. Trojel.II.91. *de hede Taarer rinde | Ved Savnet af de svundne Dages Lyst. Lund.ED.163. jeg glæder mig ved Stephanæ og Fortunati . . Nærværelse; thi Eders Savn (Chr.VI: det, hvori jeg savnede eder; 1907: Savnet af eder) have de erstattet. 1Cor.16.17. Hvem vil hendes Savn gaae mere ud over end over mig? Jeg vil savne hende i enhver Krog. Gylb.VII.113. (hun) gav sig til at tale om Vejret, om det begyndende Savn af Regn for Græssets . . Skyld. Pont.Muld.257.   (jf. I. Mangel 1.3; sj.) svarende til II. savne 2.3, m. præp. paa. Mangt et godt Smørrebrød fik hun af Maren, der ikke havde Savn paa Føden. HCAnd. (1919).V.290.    1.2) følelse, fremkaldt af savn (1.1). Moth.S65. dine Længsler kunde ikke stilles, dine Savn ikke slukkes. Mynst.Præd. I.526. i denne sin Nød (erindrede hun) med dybt Savn . . sin Bedstemoder. Gylb.Novel. II.56. det Behagelige har som forbigangent . . en Ubehagelighed i sig, hvorved det kan vække Savnet. Kierk.I.266. Et tungt, bittert, smerteligt Savn. MO. *jeg følte, at mit Savn var stilt, | om Du mig havde kjær. Ploug.NS.148. *Graanet, med Havets Salt i sit Haar | og stum af Savn | vender han (dvs.: Columbus) bort fra den østlige Vej | sin Snækkes Stavn. JVJens.Di.21. spec. i forb. føle savn: Heib.Poet.IX.23(se føle 4.2). ikke blot Den føler Savn, der attraaer Noget, han ikke har, men ogsaa Den, som ønsker den fortsatte Besiddelse af hvad han har. Kierk.VII.100. *Pigen Hua Ling følte Savn. TomKrist.P.92.   (jf. bet. 1.1) i forb. m. Sorg olgn. *vil du være fri for Savn og Sorg, | Da maa du Intet elske her paa Jorden. Bødt.D.(1870).233. *To fæle Dæmoner | Mig knuge i Favn, | Een kalder jeg Længsel, | Een kalder jeg Savn. Winth.SS.46. *Ak, kjæreste Hr. Guldsmed, | jeg har kun Sorg og Savn. Høedt.LG.3.   m. præp. af ell. (tidligere) objektiv gen. *Jeg . . smelter hen | I Savn af fordums Dage. Staffeldt.177. *Der boede en Keiser i Frankenland, | Endnu man føler hans Savn. PFaber.VV.41.   (l. br.) om person ell. ting, der savnes (dybt). *Er det ei stort, | At være Jordens Savn, | Og blot (ved sin død) at have vakt erkjendtlig Taare? Thaar.ES.328. Tyskerne vurdere (skønheden) saa højt, fordi den er deres Savn. Brandes.B.54. 2) (nu l. br.) svarende til II. savne 3: mangel (I.1); m. præp. (af) ell. (tidligere) objektiv gen. *Af Moraler Stykket er pære fuld, | Humanitet, og Dyd og Gavn | og frem for alt Poesiens Savn. Oehl.Digte.(1803). 241. *See nu, hvor Folket straffer | Dit Savn af mandig Dyd. PMøll.ES.I.103. smst.II.181. 197. I Savn af en Forlægger maa Udgiveren . . lade sin (bog) gaa ene ud i Verden. Budstikken.1878.86. hans triste Pensionatsværelse, der paa Grund af Ophobningen af Bøger og Savnet af Reoler mest lignede et Pulterkammer. Pont.H.122.

II. Savn, en, et. se Sagn.

Savn-, i ssgr. [ˈsaun-] (, nu l. br.) af I. Savn 1.

I. savne, v. [ˈsaunə] -ede. (æda. saunæ (AM.), sv. no. dial. samna, oldn. safna; af sam-, som sideform til samle og sanke; nu kun dial.) samle (op, sammen). Moth.S64. paa en Dag alleene døde (dvs.: af pest) 20000 som mand dog paa Gaderne ey kunde savne. Pflug.DP.983.   spec. som udtr. for at samle soldater, dyr olgn. for at holde tal paa dem. Moth.S64. Feilb.   savne over, (ved tælling, eftertanke) skaffe sig overblik over (om man har, hvad man skal bruge olgn.). Moth.S65. VSO. Naar Bryllupsdagen nærmede sig, skulde der savnes over, hvad man skulde give i Send. SprKult.II.99. Feilb.

II. savne, v. [ˈsaunə] -ede ell. (nu dial.) -te (EPont.Atlas.I.419. jf. Feilb.). vbs. -ing (s. d.), jf. I. Savn. (glda. æda. saknæ, saghnæ, saunæ (DGL.II.335. Cambr.), sv. sakna, no. savne og sakne, oldn. sakna; til glda. sakæ, skade, mangle, æda. sakæ, anklage (DGL.I.721), oldn. saka, anklage, skade (jf. Sag)   hovedbet. er nu bet. 2.2   mods. II. mangle (1) indeholder savne i sin alm. (normale) anv. (bet. 1-2) forestillingen om en erkendt (konstateret) ell. især (alvorlig) følt mangel (fraværelse (tab) af noget ventet, ønsket, nødvendigt); se videre PEMüll.³400. MO. Levin.KS.82f.) 1) m. h. t. noget forsvundet, bortkommet olgn.: erkende, konstatere fraværelsen af noget (især noget nyttigt, værdifuldt olgn.), hvis tilstedeværelse var ventet, betragtet som naturlig, selvfølgelig ell. ønskelig; ikke (længer) have hos sig, til sin raadighed olgn.; til dels (m. overgang til bet. 2) m. bibet. af beklagelse. (Saul) søger efter mit Liv . . lad mig fare, at jeg kan skjule mig . . Dersom da (kongen) savner mig, saa siig: David begjerede . . at han maatte løbe til Bethlehem. 1Sam.20.6. vi savner en Act, og jeg har en af Musicanterne mistænckt derfor (dvs.: for at have taget den). Holb.UHH.Prol.3sc. Jeg er saa bange, at det varer for længe, og at min Far savner mig i Huset. sa.Masc.III.1. *det er et Skaar i Dagens Glæde | At savne jer blant vore gamle Venner. Thaar.PB.38. Det er ikke for den ubetydelige Værdies Skyld, at jeg forlanger mit Armbaand af Dem, men det vilde foraarsage mig store Ubehageligheder, ifald det blev savnet. Heib. Poet.VI.283. To Mandspersoner (kom) Kl. 7¹/₂ . . for at betle . . Et Kvarter efter savnedes Cyklen. PolitiE.¹¹/₃1925.4. “hvad ser du efter?” – “jeg savner (dvs.: kan ikke finde) min papirkniv” ┆ jf. bet. 2.1 og 3.1: til vor Beklagelse har vi i længere Tid savnet Ordrer fra Dem. Ludv.   spec. (især ⚔) m. h. t. person (soldater, passagerer olgn.), om hvem der (efter et slag, et forlis olgn.) intet vides; især i part. savnet (i flt. savnede, i tabsliste, mods. faldne; fangne og saarede). Vort Tab var . . 82 saarede . . 145 fangne og 91 savnede. MGiørup.DybbølstillingensForsvar.(1889).28. Savnet Skib. Scheller.MarO. tidligere ogs.: miste. Udi denne storm bleve saunede paa de Danskes side Oberste A., Major F. (osv.). Holb.DNB.455. 2) med beklagelse, med (varig) følelse af ubehag, sorg olgn. erkende, føle fraværelsen af noget ventet, ønsket ell. nødvendigt (som man ikke længer har ell. endnu ikke har faaet); ogs.: længes (inderligt) efter; ønske sig; attraa; trænge til.    2.1) i al alm. *O søger Naadens Stand, | En hver, som Naade savner. Brors.231. *Ty vi ei til hendes (dvs.: kirkens) Bryst | Naar vi savne Raad og Trøst? Grundtv.RR.33. naar Hænderne er bundne paa En, da er en Hammer hvad man mindst savner. sa.BrS.176. *Længe har jeg savnet, o Broderlil (dvs.: Ingemann)! Din Sang. Blich.(1920).V.120. hvad end Forstanden kan sige om, at Venedigs gamle Herredømme er en Urimelighed, man savner det dog med ubetvingelig Længsel. Goldschm.BlS.IV.76. *Den (altertavle) har jeg savnet i flere Aar i mit Sovekammer. KMunk. C.12. jf. bet. 2.3: Hytter, hvis faa Beboere feilte alt det, som tiener til Beqvemmelighed og Forlystelse, uden at savne noget deraf. Ew.(1914).I.62. jf. bet. 3: *hvad Lykke savner den, | Der har Pige, der har Ven? Rahb.PoetF.I.111. jf. bet. 4: Du tænker ikke paa andet end paa . . Comedie. Jeg beklager, at (jeg ikke kan) faae en god Aftensang at høre. Den maae vi savne paa Landet. PA Heib.Sk.III.150. ordspr.: Godt savnes først, naar det er borte. Mau.8421 (jf. II. Savning). *københavner, du savner din mo'rs papa osv., se II. Papa.   (l. br.) abs.: føle savn, længsel, utilfredshed. noget af den rette Ungdoms Søgen og Savnen . . var vel nok at spore deri (dvs.: i et tidsskrift). VVed.(Studenterbogen.(1896).177). jf.: *du (dvs.: havet) tager Gestalt | Af Alt, hvad dig, Flydende, favner, | Og atter vil du omfavne Alt, | I standsende Bredder du savner. Staffeldt.D.II.321.    2.2) m. h. t. person, sted olgn., som man føler sig (stærkt, inderligt) knyttet til (slægtning, ven, hjemsted olgn.), og hvis fraværelse fremkalder en (varig) følelse af tomhed (ved afbrydelsen af det tilvante forhold), vemod, længsel (især: uden forventning om snarlig ændring af forholdet). 1Cor.16.17 (se II. Savn 1.1). Ach min allerkiereste Mand (dvs.: Jeppe i galgen)! . . nu savner jeg dig først, nu kand jeg skiønne paa, hvilken from Mand jeg har mist. Holb.Jep.V.1. *Tit skal en stille Længsels Taare rinde, | Hvergang jeg savner dig. Lund.ED.58. *bitter var Afskedsstunden. | Vort kjære, rolige Fædrehjem | Vi skulde for evigt savne. Winth.ND.79. Han blev savnet, naar han ikke kom. HCAnd.(1919). V.24. De rejste hjem med Glæde . . men jeg savnede dem ubeskriveligt. Gylb.TT.235. LC Niels.U.16. elsket og savnet, se u. II. elske 2.1. jf.: Fru (N. N.) vendte . . tilbage til Scenen efter alt for lange Tiders Savnethed. Pol.²⁷/₁₁1931.9.sp.6.    2.3) (jf. II. mangle 1.1; m. overgang til bet. 3.1) m. h. t. fornødenheder til livets ophold (føde, klæder, husly olgn.); ogs. abs.: (lide ved) ikke (at) have det fornødne til livets ophold; lide mangel, nød. *Gid Øll og Brendviin de i Kielder aldrig savne. Holb.Jul.12sc. *O flyd fra Knop og Blad . . | Du friske Livsdrik . . | Den savnende (dvs.: nødlidende, vansmægtende), den syge Skjald (dvs.: Camoens) at lædske! Staffeldt.D.II.269. hvis du maae savne, medens de Andre nyde . . anklag derfor ikke din Skiæbne. Mynst.Præd.(1810).18. *Guds-Folket Mad og Drikke | Midt i Ørken savner ikke. Grundtv.SS.III.342. *Ei den mindste Mus | Savner Tag og Hus. Ing.RSE.VII.239. Fattige ville vi vel blive, savne ville vi vel ogsaa nu og da. VThist.(Gæa.1847.210). Lauesen.MF.43. de savner ikke noget (dvs.: er velstillede). Feilb. 3) (nu næsten kun (især , i stivere spr.) i enkelte særlige udtr. ell. i tilfælde, der ogs. kan føles som hørende til bet. 1 ell. 2) uden (tydelig) forestilling om (smertelig) følelse, beklagelse: ikke have (noget af en selv ell. andre ventet ell. ønsket) som ejendom, del, tilbehør olgn.; mangle (II.1.1).    3.1) om person. *Peder faldt, | Der det om hans Troskab gjaldt! | Jesus da hans Løfter (dvs.: opfyldelsen af hans løfter) savner, | De fløi bort som Røg og Avner. Kingo.130. Aldrig savner den Goddædige Leilighed til at anvende sine Gaver. Mall.SgH.615. Du er . . ingen Blomsterelsker . . du savner da en af Livets skyldfrieste . . Glæder. Rahb.Fort.I. 463. jeg (satte) mig ilave til Søvn, den jeg heller ikke savnede. Blich.(1920).XXIX.30. Endnu savner man et Udvalg af Læsestykker . . passende til Skolebrug. MHamm.Progr. (1853).13.   m. h. t. egenskab olgn. *Een Storhed savner du, den bør du eftertragte. NordBrun.Jon.102. Alle . . i denne Tid savne den Tro, som giver Sjælen Vinger. Hauch.CB.259. den gamle Overpostmester, der . . ikke savnede Magt og Myndighed. JacAnd.Er.II.16.   jf. II. mangle 1.1 og Ord sp. 1180^21ff.: *Det var, som savned de begge Mæle, | Mens dybt de saae i hinandens Sjæle. Ing.DM.43. *jeg savned Ord | for hvad jeg følte som en bitter Tynge. Drachm.SB.12. Bønnelycke.IU.3.    3.2) om ting. Søger i Herrens Bog og læser, der fattes ikke een af disse Ting, det Ene savner ikke det Andet. Es.34.16. *Denne Grav . . aldrig, Blomster savne skal. Rahb.PoetF.II.7. *Tankerne fattedes Styrke, | Og Udtrykket savned' Behag. smst.I.154. Er det saa ikke forfærdeligt, at en Anstalt som denne . . skal savne Søgning? Holst.WE.25. Rygtet savner enhver Grund. AHenriques.GA.125. *Ansigtet (dvs.: paa et billede) savner Udtryk. KMunk.C.12. jf.: (Michelangelos) Kvindeskikkelser mangler (man behøver jo ikke at sige: savner) den erotiske Glød. JLHeib.(DetnyAarh.V.505).    3.3) pass. savnes, ikke forefindes; mangle (II.1.2); fattes. *Jeg skal byge, jeg skal brygge, | Brendeved ey savnes maa. Sort.(SamlDanske Vers.¹VII.223). nogle af de allerbetydeligste Navne savnes i denne Opregnelse. Bagges.L. I.371. Et Par Timer efter savnedes hans Puls (dvs.: pulsen føltes ikke mere), og han droges med Døden. Grundtv.B.I.114. det (var), som han blev blindet; der ligesom savnedes Lys derinde. HansPovls.HF.36. om person: Sander.Knud.12. (hun) der var . . munter og vennehuld, savnedes sjældent, naar der var nogen Lystighed paa Færde. Thiele.Bjergmandsdalen.(1817).33. “din Nærværelse vilde opmuntre dem endnu mere.” – “Jeg kommer, naar jeg vil – savnes, naar jeg vil.” EBrand.M.148.    3.4) (nu sj.) i forb. (ikke) lade noget savne, (ikke) lade noget mangle, tilbage at ønske. *En Port paa hvert hundred favne (af Dannevirke), | Reiste de, Lod taarn ej savne. LKok.(PSyv.Viser.(1695).585). Hr. L's David (dvs.: en rolle) lod intet savne. Bagges. DV.XI.269. 4) (nu næsten kun i tilfælde, der ogs. kan føles som hørende til bet. 2) finde sig i ell. finde det rimeligt, at noget (der ikke er absolut nødvendigt) ikke forefindes (til brug); give afkald paa; (kunne) klare sig uden; (kunne) undvære. (især i forb. m. kunne, maatte ell. ville). *Dend lærde Verden . . saa nødigt kunde saune | En Mand (som Peder Syv). Sort.(DSt.1909.35). hvor meget ansee vi ikke for overflødigt, som gierne kunde have været savnet? Basth.AaT.16. Adskilligt er udelukt (dvs.: i en samling prædikentekster), i hvis Sted man hellere havde savnet Noget af det Optagne. Mynst.BlS.I.146. *Vel skjændtes vi (dvs.: ægtefæller) tidt og mangengang . . | Dog savner jeg nødig Millemo'r. Heib.ND.118. en Besiddelse . . som Nationen tør antages ikke at ville savne. HNClaus.(Dagbl.¹⁷/₁1860.1.sp. 2). Gylb.TT.238. *kan hans Moder savne ham, kan du vel sagtens ogsaa! ARecke.P.7. Krieger.D.III.75. lære at døje Slingresø og savne Søvn. Gravl.VF.93.