Rogn, en ell. (uden for den l. 56 nævnte bet. især dial. (jy.)) et (jf. Feilb.). [rωɋ'n, rωu'n] (uden for dial. nu kun gldgs. Ravn. [rɐu'n] Holb.Ep.I.399. NvHaven.Orth.139. Werfel.Fiskerb.11. Dodt.R.3. UnivBl.I.353. 369. FrGrundtv.LK.77. Kort.114.179. Brenderup.§81. jf. VSO. MO.II.536. Feilb. samt Ravne. Thorsen.8.62. sml.: Ravn, som de fleeste Danske kalde (rognen). vAph.(1759). Bredsdorff. Kort Retskrivningslære.(1826).15. Rogn . . udtales i Alm. Rawn, ikke Rown. VSO.VIII.2.sp.2. † Ragn. EPont.Atlas.III. 394. jf. Bredsdorff.Kort Retskrivningslære. (1826).15. – dial. Ron olgn. Feilb. jf. Kort. 114. Esp.275. samt: Fiske-ronen. Brunchmann. Harmonia lingvarum.(1750).103. sml. ogs. Rundemave). flt. (nu sj. i rigsspr.) -e (Stibolt.SF.18.27. jf. OrdbS.(bornh.)). (ænyd. rougen, ruhen, raun, rafn (jf. Kort.114), fsv. rughn, romn ofl. (sv. rom, † råmn), oldn. hrogn (n.), ty. rogen, eng. dial. rown (jf. eng. roe); oprindelse usikker) hunfiskens æg(masse); tidligere undertiden spec. (mods. I. Leg 3) om de endnu ikke udgydte æg (Funke.(1801).I.285); ogs. (dagl.) om æggene hos krebsdyr. Ravnen af Størren og store Fiske støder (russerne) smaat, oc indsalter det. Pflug.DP.378. *Fiskeren . . fandt en kostbar Perle | Skiult mellem Rognen i en Gieddes Vom. Oehl.XVI.181. Silden har kastet sin Ravn. Handels- og Industrie - Tid.1803. 427. Torsken er med Rogn.Scheller.MarO.   om det enkelte æg (rognkorn). *Alle Ting paa denne Jord . . | Alt det som har Fiske-Navn, | Alt, indtil den mindste Ravn. Helt. Poet.2. hvis der blev en Fisk af ethvert Rogn, saa vilde Havet snart gaae op i Spegesild. Etlar.GH.II.107. Fisken gyder sin Rogn. vAph.(1759). En gammel Gedde er .. god at spise til alle Tider, undtagen medens den skyder sin Ravn. Werfel.Fiskerb.24.   

I. Ravn, en. [rɐu'n] flt. -e. (æda. rafn (AM.), run. (som propr.; akk.) rafn (Wim. 240), oldn. hrafn, urnord. harabanaR, eng. raven, ty. rabe (og rappe; sml. bet. 3.2 og II. Rappe); vist egl. lydord, efter fuglens skrig (jf. ra), ligesom I. Krage, Raage) 1)  den store, skinnende sorte ravnefugl Corvus corax (jf. Ravnekrage 2), undertiden (nu næppe br.) til adskillelse fra andre ravnefugle benævnt den sorte ravn (Funke.(1801).I.222); ogs. (især zool.), i flt., om alle til slægten Corvus hørende arter (de egentlige ell. ægte ravne. Hag.VIII.199. 200) ell. om ravnefuglene, Corvidæ (Brehm. DL.II.85. Hag.VIII.199). efter fyrretyve Dage . . udlod (Noah) en Ravn. 1Mos.8.7. (de lod ligene) ligge ubegravne og til Priis for Dyr og Ravne. Holb.DH.I.805. der (dvs.: i en egeskov) byggede Fiskeørnen, Skovduerne, de blaae Ravne og selv den sorte Stork. HCAnd.(1919).III.351. *Et enkelt Træ, hvor Ravnen eenlig sidder, | Og hæs og hungrig skriger efter Rov. PalM.U.429. Spärck.ND.459.   om andre (udenlandske) arter af slægten Corvus ell. af andre til ravnefuglenes familie hørende slægter. vAph.Nath. VI.485. BøvP.II.361f.III.268. jf. ogs. Blaa-, Gribberavn.   om andre, om ravnefuglene mindende fugle; fx. (nu næppe br.) om en sydamerikansk papegøjeart (Ara macao). Funke.(1801).I.253. nu især i ssgr. som fx. Horn-, Natravn   (jf. bet. 2) billedl. Samvittighedens fortærende Ravn slog sine Kløer i hans Hjerte. Ing.VS.III.210. *Den lærde Svend bar aldrig Sky | For Krigens Ravn. PMøll.(1855).I.85. *lad os jage Ravnen (dvs.: mørket) ud, | Der flagrer i vor lille Stue; | Luk op for Dagens lyse Due. Bødt.111.   i udtr., der omhandler (ell. hentyder til) den til ravnen knyttede overtro, bl. a. som uhelds-, ulykkevarslende fugl ell. (jf. Natravn 2) som en afdød persons genganger (se nærmere Feilb.). Holb.Ep.III. 412. Flyve Ravnene skrigende henover Kirkegaarden, vil snart et Menneske der i Byen dø. Men flyve de over Bondens Gaard, da giælder det kun et af hans Kreaturer. Thiele.III.170. En Morgen erklærede hun, at de nok snart spurgte sørgeligt Nyt om Mormor, for hun havde hørt Ravnen skrige uden for i Pilene om Natten. AndNx.DM.I.184. ogs. som symbol paa visdom. Sal.²XIX.964. om ravnen som et af Odins attributter. Grundtv.Mytologi.(1808). 168. Schaldem.CN.81. Brehm.DL.³II3.201.   (dial.) i eder, forbandelser olgn. gak rafne og krager i vold. Moth.R19. Ikke tvinge? Jo Ravnen slaae mig maae man tvinge. Blich.(1920).IV.15. Feilb.   (jf. Ravne-banner, -fane, -flag, -mærke; især foræld.) billede af en ravn i banner, flag (navnlig: hos vikingerne). Wors.DE.87. JohsSteenstr. Bayeux-Tapetet.(1885).27. Brehm.DL.³II3. 201. ogs. (herald.) om saadant billede anv. som skjoldmærke. Sal.²XIX.964. 2) bet. 1 anv. i sammenligninger, talem. ell. ordspr. (se endvidere Mau.II.153f. VSO.).    2.1) i sammenligning. (hun) var velsignet med Øjne som en Ravn (dvs.: havde et skarpt blik). Bers.G.125.   m. henblik paa fuglens stadige og hæse skrigen (jf. gale sp. 618²⁵). Han kand tie som en rafn. dvs.: holder intet tauß. Moth.R19. Heib.Poet.VI.140. især i forb. (saa) hæs som en ravn (jf. Krage sp. 258³⁷). *Dommeren spurgte mig først om mit Navn, | Jeg taug, og i Læben mig beed. | Da raabte han atter saa hæs som en Ravn. Wilst.D.III.3. Drachm.VT.293.   m. henblik paa fuglens (blaa)sorte farve, især i forb. (saa) sort som en ravn (dvs.: meget, helt sort). hans Lokker ere krusede, sorte som Ravnen. Højs.5.11. Heib.Poet.VI. 140. VSO. Feilb. jf.(dial.): Det betyder intet godt, naar Ræven bygger over Ravnen (dvs.: “rødt Haar og sort Skjæg”). Mau.7712. Krist.Ordspr.252.   i udtr., som hentyder til ravnens graadighed; især i forb. som forslugen, forsulten, graadig, sulten som en ravn olgn. *Kongesønnerne . . slaaes . . som sultne Ravne | Paa Marken om et Aadsel. Oehl.XII.17. Sørøverne . . hjemsøgte Kysterne, som graadige Ravne. Ing. VS.III.148. den lille Jomfru er som en Ravn efter Æggene. Levetzow.TreFort.194. (de) aad som Ravne ved alle Maaltiderne. Bang.SE.86. ell. til dens tyvagtighed (navnlig over for blanke, skinnende genstande). BøvP.I.329. jf.: han er saa tro som en ravn (dvs.: utro, tyvagtig). Mau.II.154. Moth. R18. VSO. især i forb. stjæle som en ravn. Mau.II.154. *hun har en Godsforvalter, | En nedrig Karl, der stjæler som en Ravn. Holst.VI.307. Wied.HN.122.    2.2) i talem. og ordspr. olgn.   (blive til) føde for ravne olgn., (jf. Ravnas, Ravne-føde, -mad; nu næppe br.) om lig, der ligger paa jorden uden at blive begravet. vAph.(1764). VSO.   den ene ravn hugger (ell. hakker) ikke øjet ud paa den anden olgn. (glda. d. s. (Rimkr.141)) ligestillede, ligesindede personer skader ikke hinanden. Mau. 7704. Mossin.Term.425. Nu er Hertugen hans (dvs.: ridder Jons) Dommer. Den ene Ravn hugger ikke Øiet ud paa den anden. Ing.EM.III.138. AndNx.PE.III.81.   en hede ell. varme (Feilb.III.1012), saa en ravn maatte gabe olgn., (jf. u. II. gabe 1.4; især dial.) om (for) stærk hede, som gør døsig, søvnig olgn. Moth.R19. Med Eet holdt . . Kulden op, men da blev det en Hede, saa en Ravn maatte gabe. Grundtv. Saxo.II.256. VilhAnd.HP.46. OrdbS.(Sjæll.).   ravnen er ikke des hvidere, fordi han (ell. hun) tor sig tit, (jf. lign. udtr. u. Krage sp. 259⁵⁹; sml. u. bet. 3.3; nu kun dial.) om folk, der ved tomme udflugter søger at besmykke deres brøde. Biehl.DQ.IV.20. SjællBond.189.   ravnene kan lige saa godt have det som kragerne (de er alle vor herres fugle) olgn., (dial.) hvis noget skal mistes, er det ligegyldigt, hvem der faar det. Mau.7711. Krist.Ordspr.252. Feilb. OrdbS.(Sjæll.). 3) overf.    3.1) (astr.) i best. f. navn paa et stjernebillede paa den sydlige himmel. Bugge.Astr.5. Heegaard.Stjerneverdenen.(1921). 113.    3.2) (efter ty. rappe; jf. oldn. hrafn som hestenavn; m. h. t. bet.-udviklingen jf. I. Fuks 1; især poet., l. br.) ravnsort hest; rappe. vAph.(1764). Gjel.KH.196.199.    3.3) (l. br.) om person (jf. Aftenravn 2, Natravn 3-4); navnlig (foragt., nedsæt.) om lavsindet og (derfor) utiltalende person; spec. om person, som snager i uvedkommende ting, søger uberettiget fordel olgn. *Hr. Luus, Hr. Usseldom, | Hr. Galdeguul, med fleer af disse Ravne, | Der leve af Nationens bedste Navne. PalM.V.147. Ravnene (titel paa en fortælling om et familieselskab hos en arvetante). Bang.R.1. jf.: En nordjydsk Talemaade siger, at der er kun to Ravne i hvert Sogn, nemlig Præsten og Degnen. AchtonFriis.JL.I.84. en Tid, hvor hele vort Privatliv bare er Føde for Bladravne. Aakj.EE.207.   hvid ravn, (jf. ravnen er ikke des hvidere osv. u. bet. 2.2; nu næppe br.) hyklerisk person. *De hvide ravne mand hos Kongen ikke hører, | Det hykle-vante folk, som Førster tit forfører. SamlDanskeVers.¹IX.342.

II. Ravn, en. se Rogn.

Ravn-, i ssgr. [ˈrɐun-] 1) af I. Ravn, se Ravne-. 2) se Rogn-. 3) se Ravndug.

Rogn-, i ssgr. [ˈrωɋn-, ˈrωun-] (uden for dial. nu kun gldgs. Ravn- [ˈrɐun-]). (især fagl.) fx. (foruden de ndf. anførte): rogn-fuld, -gydning(s-tid), -kastning, -masse, -mængde, -rig, -udgydning; endvidere en del betegnelser for hunfisk (hunkrebsdyr) med rogn som: Rogn-helt (ViborgSamler.²⁵/₁₁1826.3.sp.2), -hummer (DagNyh.²²/₁1926.6.sp.5), -karpe (Ravn-: vAph.(1772).III.553), -laks (vAph.(1764)), -sild (CollO. Feilb. Bl&T.).

Ravne-, i ssgr. [ˈrɐunə-] (ogs. Ravn-. se Ravn-as, -hund, -hæs, -sort samt u. Ravnefod, -føde, -krage, -mørke, -skrig, -unge). især til I. Ravn 1; foruden de ndf. medtagne fx. Ravne-familie, -flok, -han, -hun, -vinge, -æg.