Polka, en. [ˈpωlga] best. f. -en [ˈpωl- ˌga^?ən] flt. -er [ˈpωlˌga^?ər] (ty., eng., fr. polka; fra tjekkisk polka, egl.: polsk kvinde; jf. Polonæse, I. Polsk samt Mazurka) pardans (runddans) af bøhmisk oprindelse, der i 1830erne vandt stor udbredelse i Europa; ogs. om melodi til denne dans. *man undrer sig | Og bebreider mig, | At jeg endnu Polka ei har lært. PFaber.SK.46. jeg (skal) ogsaa dandse Polka med Dem. Chievitz.FG.124. Musiken . . truttede løs paa en Lumbyesk Polka. Gjel.GD.17. PaulPet.Dans.9.   være med paa polkaen, (jarg., sj.) være godt inde i sagerne; være med paa noderne. “Men hvorfor er han da saadan – jeg mener – han synes ikke at være lykkelig.” – “Naa. De er nok ikke med paa Polkaen, Københavner.” Pont.VF.45.

Polka-, i ssgr. 1) i betegnelser for, hvad der hører til dansen polka, fx. Polka - dans (PalM. IV.383), -danser (S&B.), -melodi, -takt (S&B.), -trin (AKohl.MP.III.322). 2) i betegnelser for ting ell. foreteelser (især: moder), der kom frem, grasserede samtidig med polkaens fremkomst og p. gr. af deres nye, moderne, opsigtsvækkende karakter benævnedes efter dansen; se Polka-død osv.

polkae, v. -ede. (jf. polke, polkere)
danse polka. pigerne bølgede videre til Skolepladsen, hvor Striberne trak sig spiralformet op og formede sig i en oval Kreds der polkaede langsomt rundt. AlbDam.MB.51.