Orme-gaard, en. [1.2] (oldn. orm(a)garðr; jf. -bo, -grav 1, -taarn; foræld.)  indelukke ell. grav med giftige orme (slanger), hvori dødsdømte i tidligere tid kastedes. Holb.Paars.321. Biehl. DQ.IV.10. selv i Orme-Gaarden, hvor han, paa ynkelig Viis, maatte made Øgler med sit Kiød, selv der var Regner (Lodbrog) frimodig. Grundtv.Saxo.II.263. Krist.JyF. V.123. billedl.: (hun) kastes ned i Tilværelsens Ormegaard. Hun bagvaskes . . Hun miskendes. Brandes.IX.177.   (poet.) om graven ell. dødsriget. *Det sidste Herberg du og fandt | I Ormegaarden, Dødninghaven. Grundtv.PS.V.97. jf.: Denne Ormegaardsvrimmel (dvs.: menneskemylderet i helvede). Rowel.Br.195.  1 (jf. Øglegaard ).    2 (sj.) d.s.s. Ormegrav 2. En væsentlig Føde for Hønsene er Orme, og en passende anlagt Ormegaard burde derfor aldrig savnes ved en godt udstyret Hønsestald. Folkekalender.1858.103.