Krom, et. [kr̥o^?m] uden flt. (ogs. skrevet Chrom. Sal.²XIV.735. – † Kroma (Chroma). OHMynst.(PhysBibl.XIII.320). – nu sjældnere Kromium (Chromium). Funke.(1801). III.312. Meyer.⁸164). (jf. fr., eng. chrome, eng. chromium; dannet af gr. chrôma, farve; jf. kromatisk; især kem.) navn paa et (1797 opdaget) grundstof (metal), der danner forsk. stærkt farvede forbindelser. Naar Kromet kan faa Lejlighed til at forbinde sig med mere Ilt end den, der findes i Kromiltet . . danner der sig Kromsyre. OpfB.¹ VI.468. Christ.Kemi.143f. jf.: Hvilket Væld af glade, gule Farver . .! Safran, Krom og Voks og Svovl.KnudPouls.BD.91.

Krom-, i ssgr. [ˈkr̥o·(')m-] (især kem.) af Krom, fx. (foruden de ndf. medtagne ssgr.) en stor del betegnelser for farver og farvestoffer som Krom-blaat, -bronze, -brunt, -cinnober, -grønt, -gul(t), -orange, -rødt, -sort, -violet; endvidere en række betegnelser for stoffer, der indeholder krom, kemiske forbindelser med krom olgn., som Krom-alun, -erts, -glimmer, -ilte, -jærnsten, -lim, -nikkelstaal, -okker, -salt.

II. kromme, v. se III. krumme.