Jammer, en. [ˈjam'ər] Høysg.AG.142. uden flt. (glda. iammer, iæmber, jemmer (Suso.33), sv. jämmer, no. jammer; fra mnt. ja(m)mer, ty. jammer, egl. substantivering af et adj.: osax., oht. jamar, oeng. geomor, sørgmodig, bedrøvelig olgn.) 1) (uden for de faste forb. (se ndf.) nu kun , især poet. ell. højtid.) sørgelig, ynkværdig tilstand; ulykkelige, usle forhold; elendighed (2-4). *Staa os i al vor Jammer bi, | Gjør os fra alle Plager fri! SalmHus.428.5. vor heele Levnet er en Kiede af Elendigheder . . (vi) vil hitte paa noget at bøde paa vor Jammer. Holb. Masc.II.3. *Saa døer jeg vel til Mode | Fra Verdens Jammer hen. Brors.275. Den indvortes Jammer . . forøgedes ved Ødelæggelser af fremmede Fiender. Wand.Mindesm.I.97. *O, hvilken Jammer dog paa Jorderige! . . | Til al sin Nød er altfor lille Jorden. PalM.IV.220. (gud) saae ikke Jammer (Chr.VI: saae ikke til møye) i Israel. 4Mos.23.21.   i forb. m. ord af lign. bet. *Rygtet om denne Jammer og Nød | Til Kiernen af Landet iiled. Storm.SD.143. *End var han varm af Mødet. | Han havde kraftigt malt | Landets Nød og Jammer. Holst.I.145. Bregend.(Tilsk.1927.I.96). *Jammer, og Elendighed. Bagges.V.62. MO. Feilb.   i forb. som det er jammer (Moth. J74. Biehl.(Skuesp.VI.430)) ell. (nu kun) det er en jammer (at se olgn.), det er sørgeligt, trist; det er en ynk (jf. Gudsjammer). Det var en stor Jammer at see Wal - Stædet opfyldt med Forbrændte og Slagne. Slange.ChrIV.530. Aldrig i mine Dage har jeg ønsket nogen Ting saa inderlig. Det er jo en Jammer. De gaaer, og jeg maae ikke være med. Skuesp.I3.65. VSO. D&H. det er den rene jammer, det er den rene elendighed. S&B. hos Anders Tækkemand var det ren Jammer . . For nu var Anders væk (dvs.: indkaldt som soldat) og hvordan skulde hun klare sig. Bang.T.16. Det er galt at være syg, men at være syg med en tom Portemonnæ, det er den rene Jammer. Pol.²³/₃1921.6.sp.2. jf.: lugtesansen er den rene jammer (dvs.: ingenting) mod, hvad den var i sin ungdoms dage. EdvLehm.BY.101.   (jf. Jammerskade; sj.) som beklagende udbrud: skade! *Jammer, at du er en Mand . . og ei en Qvinde. Heib.Poet.III.31.    konkr., om et gammelt, usselt øg. da den firbenede Jammer under mig . . viste Tegn til Hjemvé vendte jeg om. JVJens.OM.71. 2) (nu l. br.) lydelig (og vedholdende) klage; jamren; især (jf. jamre 1): klagende graad ell. skrig (p. gr. af sorg, smerte olgn.). *see til Jesu Grav! | Han lagdes ned med Jammer | I Dødens Sovekammer. SalmHus.226.1. *Morgen - Latter blev til Jammers Aften-Sang. JFriis.46. Der høres Jammer over alt. Høysg.S.293. *Min Sang den er kun af Jammer fuld, | Ei vild og freidig som Havet. Winth.III.6. Da han dør nede i Neapel, er det én Jammer. VVed.BB.92. Der er stor Jammer og Klage i Huset. VSO.III.K136. MO.I. 1214. D&H.   (jf. jamre 2) (højlydt) beklagelse. Hold op med denne Jammer over timeligt Gods. Hauch.I.111.  3 (jf. Katzen-, Morgenjammer ) tømmermænd. Gud! Der ligger han inge (: inde) , de' øndige Menneske! Den staar nok paa Jammer i Dag. Cit.1879.(Studenterkom.298).   

Jammer-, i ssgr. (ogs. Jammers-, se Jammers-minde samt Jammers-hyl, -syn, -tone u. Jammer-hyl, -syn, -tone; jf. mere tilfældige ssgr. som Jammers-lyd (Ing.EM. III.212), -nat, -tid (VSO.)).

Jammers-, i ssgr. se Jammer-.