Hen-tydning, en. [-ˌty^?ðneɳ, -ˌtyð'-] vbs. til -tyde (jf. -tydelse). 1) † til -tyde 1: tolkning; forklaring. VSO. 2) til -tyde 1.1 slutn. ell. 2.1.    2.1) (nu næppe br.) som vbs. Han sagde det med Hentydning paa sin egen Forfatning. VSO.    have hentydning paa ell. til, sigte til; henpege paa. det store, smagfuldt indrettede Værelse, hvor Alting havde Hentydning til Musiken. Ing.LB.II.71. denne Bestemmelse (synes) at have Hentydning paa ovennævnte Mose. MR.1837.91.    2.2) udtalelse, bemærkning, der sigter til, leder tanken, opmærksomheden hen paa, viser hen til (visse forhold); allusion; i forb. m. til († paa; sj. om. Goldschm.VII.550); ogs. (oftest i flt.) uden præp., m. omtr. sa. bet. som Antydning (1). Der undslap hende end ikke den letteste Hentydning paa hendes Skjæbne. Blich.(1833).V.113. et Digt om en forglemt Kjærlighed . . er dog ingen Forbrydelse; der kan jo heller ikke være nogen Hentydning paa det Nærværende i (gamle) Sange. Hauch.I.56. en og anden, for mig piinlig Hentydning paa hans formeente Godhed for mig. Gylb.I.116. Han troer jeg har Phantasi nok til at forstaae enhver Hentydning. Kierk.VI.207. jeg beder Dig da . . ikke at komme med Hentydninger til, hvad Du mulig kunde have set. Schand.F.13. tvetydige Ord og svinske Hentydninger. Pont.LP.VII.104. 2.1 have hentydning på ell. til. yngre: Oluf Chrysostomus, hvis Tilnavn “Gyldenmund” har Hentydning til hans Berømmelse som Orator. OFriis.Litt.226.