Grammatik, en. [grɐmaˈtig] Høysg. AG.7. (nu kun arkais. ell. spøg. m. lat. form: Grammatica. Holb.Er.I.4. Æreboe.81. NM Pet.Afh.II.263. Wiwel.288). flt. -ker. (glda. grammatica (Mariagerleg.364); af gr.-lat. grammatica; afl. af gr. grámma (se II. Gram); sprogv.) 1) egl.: videnskaben om det skrevne, litteraturen, spec. betragtet fra den sproglige side (jf. Filologi); sprogvidenskab (jf. VilhThoms.Afh.I.19); nu kun læren om sprogets indre bygning (især bøjningslære og ordføjningslære); sproglære. *At offre Gutterne med Kinder røde | Til Grammatiken og den visse Død. Grundtv.Udv.VIII. 189. *Jeg lærer helst det Sprog, hvori | Man sparer Grammatiken. Heib.Poet.VII. 80. SandfeldJens.S.4. almindelig grammatik, se I. almindelig 2. deskriptiv, historisk grammatik, jf. deskriptiv osv. uegl.: At kriticere Kunsten . . uden at kende dens “Grammatik” (dvs.: teknik, udtryksmaade) . . fører kun til Misforstaaelser. Wanscher.Æ.5. 2) skriftlig fremstilling af, lærebog i (et sprogs) grammatik (1); sproglære. Grammatiker og Ord-Bøger. LTid. 1747.412. (bogen) lægger (ikke) an på at være en i det enkelte fuldstændig dansk grammatik. Wiwel.92.