Flom, en. [ˈflωm'] flt. (l. br.) -me (E Brand.S.23.124. Saaby.⁷). (ænyd. d. s. (i ssg. flomsav. Kalk.V.255), jy. flom, skum (paa gryde, hav), brænding, tæt græs- ell. moslag paa mark ell. mose, no. flaum (østnorsk flom), oldn. flaumr, strøm, oht. floum; til oht. flouwen, skylle; besl. m. flyde; jf. I. Flomme; bet. 1(-2) er laant fra no. (jf. SorøSaml.III. 86))  1) (nu kun ) oversvømmelse ell. vandflod; især om floders (elves osv.) stærke strøm og oversvømmelse i tøbrudstiden. Moth.F239. *Alt hvad Bonden skatter | Af voldsom Flom var fiendtlig skyllet hen. Zetlitz.NH.35. Rahb.NF.I.77. MilTeknO.76. Aaen Vimur, hvis Flom steg og steg. Rosenb.I.209. det er desværre kun ved Regn og Flom (fossen) tager sig seværdig ud. IllTid.²⁰/₄1873. 267. Det begyndte med usædvanligt tidligt Tøvejr og Flom oppe fra Bjærgene, Floderne gik over deres Bredder endnu inden Isen rigtig var brudt op. JVJens. Br.224. i sammenligning (jf. bet. 2.3): *(den røst) der svulmede frem som en rivende Flom. Ploug.II.77. billedl. (jf. bet. 2): (Iliadens vers) flyder frem som en opsvolmed Flod, allestæds i Bevægelse . . vi føres bort ved Flommen af Versene. SorøSaml.III.86. det (er) ufornuftigt at ville prøve paa at dæmme for Flommen. Hejmdal.²⁹/₅1869.1. sp.2. 2) overf. anv. af bet. 1.    2.1)  om strømmende vædske, (fremadvældende) vandmasse olgn.: strøm; flod (3.1). *Hans Ryg var vendt mod Havets Flom. Lemb.Byron.II. 133. *Lægedom der boer i Luftens Strømme, | i Havets Flom. Rich.II.139. Man kunde der se hele strømme af øl og vin, som, da karrene søndredes, vandede jorden med en vældig flom. PKierkegaard.Arnold af Lybeks Slavekrønike.(1885).283.(blodet) laa i en Flom rundt om ham. AErslev. Ørneklippen.II.(1907).123. jf. Blodflom.     2.2)  om (fremstormende) folkeskare, (fremvældende) lys olgn.: strøm; flod (3.2). *Uhæmmet bredes Kampens Flom, | og Drønet høres Verden om. Ploug.II.133. *vort lette Fartøj vippede i Maanelysets Flom. JVibe.Konkyljer.(1919).13. jf.: *Haaret som en Flom | ruller paa hans Bringe ned. Drachm.M.33. samt: *Vaarsol kom! | Smelt os om | til en kraftig Folkeflom. Rich. I.265.     2.3) om hvad der frembringes i uafbrudt, overvældende mængde: strøm; flod (3.3). Hurtigpressen med sin rivende Flom af Dagsnyt. Bøgh.(DagNyh.⁹/₂1879.1.sp.3). den homiletiske Literaturs rivende Flom. TheolTidsskr.1896.306.    i talespr. næsten kun om flydende, ordrig tale: (ord)strøm. Møller tordnede i en Flom af Ord mod Selvopgivelse og Forsagthed. Baud.G.413. en Flom af voldsomme Ord kogte ham i Struben. Pont.FL.133.     2.4) (l. br.) om en stor (overvældende, bugnende) mængde; flod (3.4). *I Lænestolens Pude-Flom . . | den gamle Troldheks smiler. Pont.F.II.305. den tykke Tegnebog . . bugnede af Sedlernes Flom. Muusm.PS.9. jf.: *hos dig der gives Overflod af Glæde, | og i din Højre Lifligheders Flomme. EBrand.S.23. 3) (dial.) sumpet ell. sid jord; sump; eng(bund); mose. jeg sank igjennem den gyngende Flom, dybt ned i Mosens Dynd. HCAnd.VI.384. Udskiftning af Markerne, Inddæmning af Flommen . . optoge nu Alles Sind. PalM.IL.I.9. MO.   i best. f. Flommen, brugt som stednavn for en udtørret mosestrækning ved Sorø. Philosophgangen . . den deilige, eensomme Vei langs Søen og Flommen. HCAnd.VII.64. Bagger.I.74. Schand.O.I.78.1 oversvømmelse ell. vandflod. (jf. bl.a. Over-, Vaar-, Vandflom ).   2 overf. 2.2 *Se, Flommen af Hyklere knuge | om Fanernes Stumper med hvide Kno'r. KBecker.S.III.21.   2.3 en Régniers (: fransk lyriker 1864-1936) stemningsflom .. skyller læseren med sig på blide bølger ud i det uendelige. Grønb.(FrieOrd.1946.481; jf. Stemningsbølge ).    (ord)strøm. (jf. Ord-, Tale-, Veltalenhedsflom ).   2.4 om en stor (overvældende, bugnende) mængde. *i sommeren, | den længe ventede | med alle blomsterne | og løvets flom. OleSarvig.Menneske.(1948).37.   

  I. Flomme, en. [ˈflωmə] flt. -r ell. (sj.) d. s. (Schand.SD.197). (sv. dial. flomm(a); fra nt. flom, flomen (sidste form egl. flt.; mnt. vlome), hty. flom(en), flaum(en); jf. (i sa. bet.) no. dial. blome, jy. blomme, plomme, ty. dial. blume, pflaumen; vist egl. sa. ord som Flom (grundbet.: hvad der flyder ovenpaa)) samling af fedt ell. talg, som findes i visse dyrs (og fisks) indvolde (omkring nyrerne); især om fedtet i bughulen hos svin, hvoraf der udvindes svinefedt; ister; nyrefedt. Moth.F239. *(de) Udskar Bovene først, og omviklede disse med Flommen. Bagges. NblD.109. Flommerne af . . Giæs afsmæltes til (fedt). VSO. I denne Sild . . er en ypperlig Flomme. smst. Grisene var endog saa magre, at der i Regelen kun var et Par Pund Flomme i hver. Feilb.BL.36. FrkJ.Kogeb. 239. jf.: I bævrende Flommer laa Flæsket den (dvs.: en gris) hen ad Siderne. Aakj. VF.11.    (sj.) m. h. t. mennesker (jf. Flommehinde). Bierne havde trukket af en død Mands Flomme, og dermed smittet deres Kager. Grundtv.Saxo.I.175.(jf. Flommesild:) *“Huner da sikker paa Helvedes Ild?” | – “Ja ryges hun skal som en hollandsk Sild | med samt sine fede Flomme.” Schand.SD. 197.    overf.: fedme; overflod. *Knapmaal hos en From er bedre | end de Ondes rige Flomme. EBrand.S.67. (jf. Gaase-, Isterflomme ).    m.h.t. mennesker. om ydre fedtlag (jf. flommefed S, II. flommet ) Hun var af et vældigt Korpus med en Flomme af Fedme ud over Bryst og Lænd. Søiberg.KK.I.100. som nedsæt. personbetegnelse (jf. Flommesvin ) Tykke kvinder tituleres flomme, flommeso (osv.). NielsÅNielsen.(SekstenÅrhusrids.(1953).230).   

II.  flomme, v. [ˈflωmə] -ede. (no. flauma; afl. af Flom) om strøm, vand olgn.: strømme over sine bredder; strømme voldsomt af sted. *(fossen) pidsker i Søen sine flommende Flokke. Rich.III.186. våren bryder i isen, så der kommer løsning i den . . på alle kanter buldrer og brækker og bruser og flommer (det). FrHamm. Nordens ældste digt.(1876).48. Sneen smeltede, Aaen flommede over sine Bredder. ZakNiels.(Ude og Hjemme.1878/79.80.sp.2). billedl.: Gevandterne flagrer i Vinden eller flommer som Vandfald. VVed.B.73. uden konkr. bet. (jf. Flom 2): vor Tids Luft, der bringer Fattigdommens Strøm til at flomme stærkere end sædvanlig. VMunck.Fattigdommen iKbh.(1868).40. *Lad din Harme mod dem flomme, | lad din Vredes Brand dem møde! EBrand.S.126. Fra blomstrende Marker og Enge flommede den moderlige Jords Fedme (til) Menneskenes Børn. Pont. LP.VII.5. (jf. III. flode:) Historien har sin Ebbe og Flod ligesom Havet og lader alt, hvad der er nyt, flomme op og det gamle tage af. VilhAnd.Erasm.II.33.

III. flomme, v. [ˈflωmə] (til I. Flomme (jf. II. flommet); sj.) være fuld af flomme ell. fedt. *den fede Lykkegud, | hvis nøgne Mave flommer. SMich.B.15. Hun burde straffes, tugtes, tæves med en flommende Spegesild lige i Ansigtet burde hun. TomKrist.LA.85 (jf. Flommesild).

Flomme-, i ssgr. af I. Flomme.