Fænnik(e), en. [ˈfæn'eg(ə)] flt. -(e)r. (ænyd. d. s. og fænniken, sv. fännika; fra mnt. veneken, dim. til vane, se I. Fane) 1) † lille fane ell. banner. Paa Hielmen (i slægten Banners vaaben) staar 6 Standarter og en Fennik midt imellem. LTid.1724.375. 2) (foræld.) afdeling af soldater, især fodfolk (jf. I. Fane 3 samt HistTidsskr.2R. I.137). *en Fænnik | Af Knegte tilhest. Winth.HF.178. Kongen havde . . nogle Fænniker Landsknegte og mindst en fem til sex hundrede Ryttere i Fyen. CPalM. O.457. KrErsl.KL.59. JVJens.FD.120.

II. Fænnike, en. (vist efter ty. pfännchen, lille pande; ældre bogtr.)
del af en bogtrykkerpresse. En Pande med 2 Fænniker. Cit.1792.(Den gl.By.1928-29.46). den lille Pande, Fænniken (saaledes kaldt efter det tydske Ord das Pfännchen). MagKHaandv.III.(1828).3.