Damascener, en. [damaˈse^?nər] (mindre br.: Damaskener [-ˈsge^?nər] OrdbS. jf. OpfB.²II.107). flt. -e. (af lat. damascenus; egl.: som stammer fra Damaskus) 1) d. s. s. Damascenersværd. JBaden.FrO. Maurerkongen (drog) sin brede Damascener.Ing. EF.I.128. allerede i Korstogenes Tid havde (ridderne) lært at skatte Sarascenernes Damascenere.Sal.²V.461. 2)  om bogstaver, der efterligner orientalsk skrift(?) (jf. damascere 3). en Indskrift.. med snørklede Damascenere (Bergs.PP.418: i den gamle Manuskriptstiil).Bergs.PP.⁹402. jf.: en damasceneragtig Tegning. VareL.²166. 3)  navn paa forsk. varieteter af kræge, Prunus insititia L. HavebrL.²319.