Bededag, en. (af V. bede 2; jf. ty. bet(e)tag) en til bøn i kirkerne særlig fastsat helligdag. ordinarie Bededage, som i Kiøbstæderne skulle holdis hver Fredag. DL.2–4–5. Maden smager mig aldrig bedre end paa en Bededags Aften. Holb. Usynl.I.3. (kongen blev) hæftigen angreben af Smaakopper . . hvorfore Bede-Dage bleve holdne. sa.DH.II.550. Mall.SgH.26.   (nu sj.) i talem.: “Det faar vel (ogsaa) Ende,” sagde den Onde om Bededagene. Mau.1716. Biehl.Cerv.LF.II.137. Feilb.   nu især som betegnelse for fjerde fredag efter paaske (ved Forordn.²⁷/₃1686 fastsat til en “extraordinair Bededag”), ogs. kaldt almindelig (se u. I. almindelig 1.2) ell. især store bededag [sdo·rəˈbe·ð(ə)ˌda^?]. Paa Volden store Bededag. Hrz.D.II.56. naar alle Kirkeklokker ringe paa store Bededag. HCAnd.VI.41. store bededags aften (dvs.: aftenen før store bededag) gaar københavnerne paa Langelinie og spiser hveder til teen ┆  (ænyd. d.s.). Bededag for kommunismens ofre i Amerika. KristelDagbl.14/1 1953.8.sp.7.