I. Bark, en. [bɐr̥g] Høysg.AG.145. † flt. d. s. (Holb.JH.I.613) ell. -e (Grundtv.BrS. 367). (æda. bark (AM.), oldn. bǫrkr, gen. barkar, jf. eng. bark (laan fra nordisk), mnt. (ty.) borke, sml. Bork) 1) de yderste, veddet omgivende, lag paa træers ell. buskes stamme og grene.    1.1) om den paa træet siddende bark. naar en Tømmermand haver afsauget et handeligt Træ, og rundt om afskallet al Barken derpaa. Visd.13.11. (papyrusplanten) er et Slags Rør . . og, naar man tager den yderste Bark deraf, finder man adskillige andre Skind, det eene under det andet: Disse Bark eller Skind, bleve . . brugte til at skrive paa. Holb.JH.I.613. *Af Hyrdestokken skrabet er den grønne Bark, | Hver Stav er hvid, som Sneen. Oehl.III. 227. *Birkens hvide Bark. Winth.VII.13. *I Træets Bark er Mærke sat, | der saa jeg dig en maan'klar Nat. HCAnd.(Sang B.28). Warm.Bot.301. (fagl.) i udtr. barken gaar dvs.: lader sig let løsne fra stammen. Sal.II.590.   (l. br.) om overhuden paa en plantestængel. Basten (dvs.: paa en hørplante), som sidder mellem Stængelens og Grenenes indre, træagtige Dele, Skæven og deres ydre Overtræk, Barken. Landm B.III.98.    (bot.) vævet ml. en stængels hudvæv og dens ledningsvæv (karstrenge m. indenfor liggende ved og marv). Warm.Bot. 285. ogs. (uden for bot. spr.) kaldt den grønne bark: Moth.B58. Warm.Bot.302.   i sammenligninger. *Den Kvindes Haar er som Asken graa, | Som Egens Bark hendes Kinder. Ing.RSE.VI.87. sejg som Bark var Jens Ole Jensen, støt, udholdende. AErslev.IAutomobil.(1913).25.    i forb. m. Træ som billede paa noget tæt sammenhørende: *I Grunden er Bark ikke Træ saa nær, | Som fjærne, der have hinanden kjær. Grundtv.PS.V.372. *idelig styrted' fra Holsteen og Slesvig | Sultne Skarer ind over Grændsen. | Klemt' inde som mellem Barken og Træet | Maatte frie og frelse Mænd værne for Landet. Hrz.XI.31. især i talem. som gaa (komme, trænge sig, stikke haanden) mellem barken og træet (veddet), (søge at) skille nærstaaende (fx. ægtefolk) ell. ødelægge det gode forhold ml. dem (jf. lign. udtr. i sv. nt. eng. fr.). Mau. 10545. Moth.B58. *Byd dem kun Trods, som prøve paa | Imellem Bark og Træ at gaae! Grundtv.SS.I.346. *Hvem gaar mellem Træ og Bark, | Mellem Herren og hans Ark. smst.IV.241. sa.PS.V.292. smst. VII.107. Feilb. ogs.: lægge sig imellem, mægle i en strid ml. nærstaaende. Mau.II. 456. DSt.1916.22.      1.2) om barkstykker, der er fjernet fra træet til anvendelse i forsk. øjemed. utallige Personer . . skulde (hellere) beqvemme sig til at æde Bark af Træer . . end at opofre en Hund eller Kat. Holb. Ep.I.372. den bekiendte Bark, som vi kalde China Chinæ. smst.II.262. At lægge Huder i Bark. VSO. da bygger han (dvs.: Føniksfuglen) sig selv en Rede af alle Jordens søde og vellugtende Urter og Barke. Grundtv.BrS.367. (der var) ingen Vogne, der rumlede, thi hun fik lagt Bark paa Gaden. Rist.J.152. 2) (overf.)    2.1)  brugt (i forb. m. et adj.) om et menneskes væsen ell. karakter, der i visse henseender (fx. ved haardhed, sejhed) kan sammenlignes m. træers bark. Du havde fortjent en alvorlig Revselse, men det var Synd for Riset at slaae det itu paa saa haard en Bark. Heib.Pros.X.13. *selv han (dvs.: vendelboen) er af sejgest Bark, | han var med ved Sankelmark. Rich.VL.14.   om ydre væsen (jf. 2.2): Han har . . et fortræffeligt Hierte under en Bark, som rigtig nok undertiden lader vel tyk og haard. Oehl.XXVII.41.    2.2) † om noget rent ydre ell. uvæsentligt; overflade. (Nero) fik vel Smag paa alle Slags Videnskaber, men rørde ikkun ved Barken deraf. Holb. Heltind.I.143. sa.Rpb.III.2. saasom de tilforn saae ikkun Skallen og Barken, og det inderste af Tingen var dem ubekiendt . . saa var alting let for dem og heel begribeligt. sa.MTkr.126. sa.Ep.II.348. (man) saae mere paa Skyggen end Legemet, og mere paa Barken end Marven. Bagges.NK. 48.  3) barklignende dække ell. ydre lag; skorpe. *strax satte sig en Bark | af Udslet . . | med ækel Skorpe paa mit favre Legem. Foersom.Hamlet.45. Storhjernens Bark (den graa Masse, som bedækker dens Overflade og bestaar af Nerveceller). Høffd. Psyk.49. en stærkt forgrenet . . Koloni (af barkkoraller), hvis Aksedele er hornagtige, bøjelige og beklædte med en “Bark”, der i frisk Tilstand er blød og slimet. BøvP. III.375.ældre flt. ogs. -er ((podegrenen) indsættes .. saaledes at Barkerne (: barkfligene) passe nøiagtigt tilsammen. JBrøndum.Nyttig Veiledning for Bondestanden.(1841).12). gen. -es (Fleischer.S.(se u. baste 2 )).    (bot.). (jf. Rodbark ).    gå mellem barken og træet (ell. veddet). Schousbølle.(se u. II. stikke 18 ). Er du nu saa gammel og graa og veed ikke, at man aldrig skal stikke Haanden mellem Træet og Barken. Hrz.XIII.149. *Jeg siger det ikke til Vinden, | det jeg endnu ikke kender, | .. I maa ikke se mit Barn (: det ufødte digt) , | der hvor det tøvende venter | skjult mellem Barken og Veddet | sin Fuldendelses Stund. PlaCour.Mellem Bark og Ved.(1950).89.   1.2 om barkstykker til forsk. anvendelse. (jf. bl.a. Feber-, Garve-, Kanel-, Kina-, Kork-, Orme-, Sæbebark ).    Skru (se I.Skru 2) .. kaldes sammenfoldedt elle-bark, som bønder bær jôrdbær i til købstæderne. Moth.S368(jf. Barkhus 3 samt u. Barkbeg ). Huderne nedlægges fladt udbredte .. med et Lag malet Bark imellem hver .. Paa denne “første Bark” staar Huderne 1 à 2 Maaneder. Skomagerbogen.(1923).22.   3 barklignende ydre lag; skorpe. (jf. Hjerne-, Nyrebark samt Koralbark ).   

  II. Bark, en. [bɐr̥g] flt. -er. sejlskib. (jf. Klipper-, Skonnertbark S ).   

  Bark-, i ssgr. som regel af I. Bark 1.om hvad der hører til, er præget af baroktiden, barokstilen. fx. (se ogs. Barokperle, -stil ): Barok-akantus (Sal.2 IV.338), -bygning (smst.339), -digter (BilleskovJ.DD.I.73), -digtning (Sal.T.1941-42.1029), -forgylder (Barokforgyldernes Fagforening. Krak.1909.99. Pol.1/12 1939.2.sp.4), -have (HavebrL.5 II.71), -kirke (VVedel.(se Klerisi sp.552,38 -poesi (CSPet.Litt.914), -skab (DagNyh.17/6 1926.8.sp.4), -stil (I Italien udartede (renæssancestilen) i det 17de Aarh. græsselig (Barokstiil). NordConvLex.2 I.(1870).745), -tavle (om altertavle: Trap.5 V.127), -tid (Naar man fra vore Dages Barok- og Paryktid tænker tilbage på Firsernes Rejsning .. ofrer man den .. et lille Længselssuk. Pont.(Pol.15/4 1897.1.sp.8). Redaktionelt 1935.(se u. Paryktid )).   

II. barke, v. [ˈbɐr̥gə] -ede. vbs. -ning. (glda. d. s., no. og sv. barka; afl. af I. Bark) 1) (især fagl.) i egl. bet.     1.1) berede ell. behandle med bark; om huder olgn.: garve (jf. Barker). Huder, som de lode barke. Holb.Ep.IV.150. Skind og Huder, raae og barkede. HCAnd.VI.168. Esp.19.   om sejl ell. fiskegarn: behandle m. en barklage (for at give dem større varighed). *Bølgeskummet sprøiter paa det barkede Seil. Hauch.SD.II.104. Harboe.MarO. Sal.II.593. jf.: For at gjøre Sildegarnene stærkere, gjennemtrænges de med Linolje og barkes, d. v. s. overhældes med Kateku et udkogt Aftræk af visse ostindiske Planter. BMøll.DyL.III.167.    1.2) afbarke. Moth.B 59. De større Træer barker man undertiden før de fældes. HauchOpperm.Haandb. 596. Haandgern.137. Feilb.   (sj.) i forb. barke af: Moth.B59. VSO.    1.3) faa til at ligne bark; give et barkagtigt udseende. Rammen (dvs.: en naturramme) skal nu “barkes”, d. v. s. udskæres, saa den faar et Udseende som naturlig ru Bark. Haandgern.281.  2) (især ) overf. brug af 1.1.      2.1) gøre haard; især om huden: gøre grov ell. brun. (ofte i part. barket brugt som adj.). *troer du vel, slig barket Næve, haard, | Der førte Sværdet i en Række Krige, | Kan rigtigt skrive Linierne lige? Oehl.DM.91. *Troer du, jeg drukne tør min Haand | I slig en barket Næve? Winth. VI.122. *See kun, hvor Solen har mit Ansigt barket! HCAnd.X.40. han saae ud til at have døiet baade Sol og Vind og taget mere end een Dravat uden at blinke med Øinene; det barker Huden. Tolderl.H. 132. hans Hænder barkedes af . . Arbejde. Jørg.LT.205. *ræk mig, o Broder! Din barkede Haand. SocialistiskeSange.(1885).4. Feilb. jf.: *Du i Tide maa barke din Hud, | I Fald Du tænker at holde det ud. Blich. D.II.244. Schand.SD.226.   (nu l. br.) prygle; mørbanke. naar din Ryg brav blir banket og barket, vil det (dvs.: eksercitsen) siden ikke giøre saa ont. Holb.Er. V.4. *hine Djævle | Der barkede hans Hud. Thaar.PB.27. Jeg skulde barke Skindet paa ham, hvis vi vare alene. Frank. GB.29. At barke eens Sider. VSO. (jf. Feilb.: barkning).    2.2) (nu sj.) om karakteren, følelsen olgn.: gøre haard; hærde; forhærde; især i part. barket brugt som adj.: haard; grov; “haardhudet”. Moth.B60. *Folk af den barkede Slags, | Som kan slide og dog være trøstig. Drachm.DM.19. *den Moral er barket (“solid”): | en Baad kan svømme. sa.DJ.I.126.    † i talem. I Ungdom skal man sig bede og barke. Mau. 10988. Han er beedt og barket. Siges ordsprogviis om den, som er vel hærdet og vant til at lide Ondt; item om den, som er vel dreven i alle Trækker (dvs.: kneb). VSO.1.1 garve. have barket læder i panden, se II. Læder 3.3.    1.4 pass. barkes brugt dep., (sj.) få bark. *Aldres og barkes skal Egen | før Oldenaarene indfinder sig. JVJens.(Pol.4/4 1942.9.sp.5; digt til Mogens Lorentzens 50 års fødselsdag ).   2.1 m.h.t. hud: gøre grov ell. brun. (jf. solebarke ).    (jf. I. Bark sp.1146,41; Feilb.(barke 1, sætte skorpe); sj.) refl. vilde Folkeslag .. giøre Stik i Overdelen af Huden, og gnide visse Farver ind i Saaret, som barker sig fast dermed, og er ikke til at udslette. JBaden.FrO.390.   2.2 bede og barke. (jf. VIII. bede ).