Afmarch, en. [ˈauˌmɐr̥ʃ] ⚔ som vbs. til afmarchere. Naar alting staaer færdigt til Afmarsch, commanderer Batterie-Chefen: Marsch! ExercArtil.(1804).116. Tjenesteregl. 143. fæstningens kommandant krævede fri afmarch for sine soldater som betingelse for kapitulation ┆ jf.: det var muligt, at der snart kunde blive blæst til Afmarche for det snart 60-aarige Kadaver. Schand. O.II.364. i ikke-mil. anv. (ironikeren er) endnu ikke udvandret dertil (: til idealitetens rige) , men ligesom i ethvert Øieblik færdig til Afmarsch. Kierk.XIII.213. saa er jeg klar til Afmarch (: til afgang). KAbell.E.83. billedl.: Schand.(se sp. 228,31 ).