I. Fæste, et. [ˈfæsdə] (nu kun dial. Fæst (som intk.-ord i bet. 2: PSchulz.DS.116. som fk.- ord i bet. 3: AUhrskov.Folkesagn. (1922).29. jf. Feilb.)). flt. -r. (ænyd. glda. fæst(e), æda. fæstæ, ledingsafgift (jf. æda. garthfæstæ, ret til at sætte fiskegærde); ordet er opstaaet ved (delvist) sammenfald af flere af I. fast afledede ell. m. det nær beslægtede ord, jf. sv. fästa, fäste, fsv. fæst, oldn. festa, forpligtelse, fæstning, festr, (land)tov (pl. festar, forlovelse)   bet. 5 skyldes laan fra mnt. veste (ty. feste))  1) det at noget (kan) anbringes fast, sikkert, urokkeligt paa et sted; ogs.: sted, hvor noget kan anbringes fast.     1.1) i egl. bet. (jf. Bladfæste). Paa et skraat Kobbertag maa anbringes Jernkroge, at man kan have noget Fæste til Tove og Stiger. VSO. Han kunde ikke klavre derop, saasom han kunde hverken faae Fæste med Hænder eller Fødder. smst. (spydet) faaer Fæste i Olav Digres Bryst. Grundtv.Snorre. II.188. *Pælene rammedes ned i Grunden, | de sank og sank, til Fæste blev funden. Drachm.UD.213. næsten kun m. h. t. fødderne (jf. fæste fod u. Fod 1.4): d. s. s. Fodfæste 1. udstaaende Steenstykker . . give usikkert Hold for dine Hænder og Fæste for dine Fødder.Blich.Diana.I.285. *den tynde Sky, | Hvor selv ei Fuglens Fod kan vinde Fæste. Heib.Poet.II.224. *Thabor, da flyt Dig, giv Fæste for min Fod. Rich.I.80. Foden maa sættes let paa Jorden, inden denne tager Fæste. VigMøll.HJ.93. Han krattede vildt med Fødderne for at faa Fæste under sig. AKohl.MP.III.352. hyppigst i forb. finde fæste, komme til at staa fast. *med sin Fod paa Bunden | Thor har atter Fæste funden. Oehl.NG.115. Winth.X.26. Vindeltrappen, hvor Foden næppe kunde finde Fæste. SMich.Æb.113.    1.2)  billedl. ell. overf.: fast ell. sikkert grundlag ell. stilling. (vi ønsker) at Gud maatte . . give sig saaledes tilkiende, at den svævende Tanke kunde finde Fæste. Mynst.Betr.I.268. Danmarks Genius . . valgte denne Grund til Fæste for sin Fane. Drachm.DG.50. der (var) tildelt Knud (den store) for kort en Levetid, til at han kunde vinde fuldt Fæste for sit omfattende dansk-engelske Rige. JohsSteenstr.EE.9. den protestantiske Fromhed, hvori Bernstorffernes Liv havde Fæste. AFriis.BD.II.208. Vi trængte til nye Kredse. Kunstnerne formaaede saa lidt. Og i Aristokratiet kunde jeg ikke faa Fæste. AHenningsen.PD.69.  2) haandgreb (m. parerplade, bøjle osv.) paa sværd, kaarde, huggert olgn. holdende sin høyre Haand paa Fæstet af Kaarden talede (han). Holb.Herod.351. *Jeg banker paa Døren med vældige Fæste | Af skinnende Sværd. Pram.Stærk.40. Kongen sidder med sit Sværd foran sig, Hænderne foldede over Fæstet. Drachm.HV.40. (jagtkniven havde) Fæste af ætset Staal. JPJac. I.133. Gymn.II.163.   (anat.) om den øverste af de tre knogler, hvoraf det daggertlignende brystben hos mennesket bestaar (manubrium). Sal.²IV.153.  3) (arkais. ell. dial.; jf.: “I ældre Skrifter.” VSO.) fortøjning, tov, hvormed et fartøj er fastgjort; landtov; fangeline (2). Moth.F91. Saasnart nu Brødrene . . kom om Bord . . huggede (de) deres Fæste, hidsede Seil og lod staae ad Søen til. Grundtv.Snorre.II.206. SvGrundtv.FÆ.I.12. HistArkiv.1877.II.246. Feilb.Esp.93. AUhrskov.Folkesagn.(1922).29. 4) (efter sv. fäste; jf. Befæstning 1, Firmament; sj.) om himmelhvælvingen. et Fæste foroven hvælver sig i en Høide, som Øiet ikke maaler. Recke.E.59. jf. HjælpeO. 5) (m. h. t. middelalderlige forhold ell. poet. (samt bornh.)) befæstet sted; borg (I.1). *mit Slot og mit Fæste | det vil jeg give dig. DFU.nr.39.16. *Men hvor der . . | fornys har ligget en sikker Fangst (dvs.: en aaben by), | staar nu et trodsende Fæste. Ploug.II.105. alle Fæster og Slotte med underliggende Land skulde . . overdrages Dronningen. KrErsl.DM.158. borg og fæste. Ing.VS.I.138 (se u. I. Borg 1). Ploug.I. 270. om fæstningsværker i alm. (sj.): *Herfra (dvs.: fra Fredericia) såe han Danmarks bedste | Manddom bryde væbnet frem, | såe dem styrte Fjendens Fæste. Rørd.GK. 170.   (bornh.) om kirketaarn, som tidligere brugtes til forsvar. Danmark, Land og Folk. V3.(1921).73.   (jf. I. Borg 2.1; sj.) overf. *du er bleven mig et Ly, | mod Fjenderne mit stærke Fæste. EBrand.S.111. 6) m. h. t. livsvarig overdragelse af brugsretten til en fast ejendom (især jord) (jf. II. fæste 4.4).    6.1) det forhold at brugsretten til en (jord)ejendom for en ell. flere personers livstid overdrages til vedk. mod visse ydelser (jf. Arve-, Livsfæste); ogs. om det ved lov og kontrakt ordnede retsforhold ml. ejeren og jordens bruger (fæsteren). DL. 5–10–5. Fæste paa Livs-Tid. Holb.NF. (1728).I.224. man (har), for at befordre Agerdyrkningen, søgt at forlænge Fæsterne. JSneed.II.186. (ejerne af huset) have været forbundne til at tage Fæste paa Grunden. Stampe.I.355. Adgang til at faae Fæste paa de tilhørende Jorder. Lov²¹/₃ 1864.§3. Fæstet var udløbet med Faderens Død.Pont.FL.491. LandbO.II.335. ofte i udtr. som have (faa, give osv.) i († til. DL.2– 22–19) fæste: Skov, Ager, Eng, Græsgang, Tørveskær, eller deslige, som Bonden i Fæste og Brug haver. DL.3–13–12. MO. en Møller, der havde sin Mølle i Fæste af en Herregaard. Schand.TF.I.18.   mere konkr., nærmende sig til at betyde: ejendom, som man har fæstet (fæstegaard osv.). de skulle . . have forbrut deris Fæste til deris Husbond. DL.3–19–21. (en) lille Gruppe af Træer (hørte) til den Gamles Fæste. Winth.VIII.44. Gaarden havde . . i et Par hundrede Aar været Fæste i hendes . . Slægt. Goldschm.BlS.II.26. den Fæstebonde, der forlod sit Fæste, inden Tiden var udløben.Allen.I.17.    6.2) (nu næppe br.) pengeafgift, som betales af en fæster ved overtagelsen af ejendommen; indfæstning (jf. Fæstepenge 3). (en godsejer, som vil overtage en bondes gaard, skal) give hannem sit Fæste igien. DL.3–13–3. JSneed.I.11. Stampe.II.351. hvad Bonden kan staae ved at yde i Skat og Landgilde og Fæste. Gylb. XI.65.1 (jf. bl.a. Bro-, Fod-, Grund-, I. Haand- 1, Muskelfæste ).   1.1 Deres Øjne søgte uafladelig Fæste ved noget. EBertels.MH.89(jf. II. fæste 1.2 og Øjenfæste ).   2 (jf. bl.a. I. Haand- 2, Sværdfæste ).   3 om tov olgn. om tøjr. Imidlertid skal hver mand holde god varetægt og fæste på sit creature. Cit.1736.(Vider.III.265).