II. hi, interj. [hi] (ofte gentaget hihi osv. jf. hii. VSO.II.586). (ænyd. hii (DGrammat. I.74), jf. ænyd. ti hi hi (smst.), ty., fr. hi; lydord; sml. II. hie; jf. II. ha, II. haa, he, ho, hu, hæ, hø)  1) som gengivelse af glædes-, tilfredshedsudbrud, især latter ell. (oftest) ondskabsfuld, spottende fnisen. Ha ha ha hi hi hi . . jeg er færdig at sprecke af Latter. Holb.Jean.II.4. Ew.(1914).III. 267. Hii! see engang, hvor han staaer og skaber sig til. VSO.II.586. “De kunde have giftet Dem . .” Sådan plejede gamle Frk. F. at sige. Ja tak iligemåde! Men der var da forresten ingen bud der, hihi. NMøll.H.143. (hun ler:) Kihihi. – Han vilde s'mænd gifte mig. StellanRye.Løgnens Ansigter.(1906).48. 2) † som udtr. for graad, klynken. Jeg er ret saa Hierteklemt at jeg icke kand holde mig lenger for Graad Hi! Hi! Hi! Hi! KomGrønneg.I.268. *Men en – ak en – hihi – Ak, gid jeg flød i Taare! – | Selv græde kan jeg ei – En from, godhierted Daare. Ew.(1914).II. 205. smst.267. (jf. (ogs.) II.hy).   1 tihihi (gengiver tøsefnisen). AWinding.SD.111.