II. muldvarpe, v. [ˈmulˌvɐr̥𝑏ə] -ede. (afl. af I. Muldvarp; især refl.) 1) bevæge sig langsomt (ell. besværligt), krybende og (stadig) gravende (ligesom en muldvarp (1)). (ræveungerne) muldvarper sig frem, kravler paa alle fire . . med Bugen slæbende i Rødsandet. Fleuron.RK.11. jf.: *Gennem Nysnes bløde Dække . . | snemuldvarper sig en Sti | runde rimbelagte Fugle (dvs.: agerhøns). Rørd.Fugleviser. (1924).68. 2) (jf. I. Muldvarp 3) uegl., om aandelig virksomhed. han har muldvarpet sig helt bag om Kristendommen. Pol.¹⁶/₈1929. 5.sp.5. jf.: den usædvanlige Dybde, hvori jeg hidindtil legemlig og aandelig havde muldvarpet.Bagges.DV.VIII.403.   især (jf. I. Muldvarp 3 slutn. samt Muldvarpearbejde): arbejde paa, stræbe efter at opnaa noget paa en listig og (især) hemmelig maade ell. for at undergrave ell. skade nogen ell. noget. at fedte, lumske, ræve og muldvarpe sig frem. Wied.TS. 104. i Ly af denne Tavshed, muldvarpede (ministeriet) videre med Løgn og Underfundighed. ViborgStiftstidende.¹⁰/₈1916.3.sp.1.