Spartaner, en. [sbɐrˈta^?nər] (sj. Sparter. Oehl.XXIV.217). flt. -e ell. (nu næppe br.) d. s. (Holb.Intr.I.6. Oehl.XXIV.216). (ty. spartaner, jf. eng. spartan; af lat. spartanus, adj. og subst., til gr. Spárta; jf. spartansk) 1) (hist.) person, som hører hjemme i Sparta. Holb.Intr.I.6. FestskrifttilNiels Møller.(1939).92. 2)  billedl., m. henblik paa spartanernes (1) krigeriskhed ell. (navnlig) haardførhed, nøjsomhed. Af Spartaner ere vi blevne Sybariter. Tode.V.254. Paa det tredje Sted svarede mit “Værelse” endnu bedre til Formaalet: at gøre en Spartaner af mig. Gulvet var nemlig af Cement. JacAnd. Er.I.132.