spartansk, adj. [sbɐrˈta^?nsg] († spartanisk. Holb.Intr.I.9. Falst.11). (ty. spartanisch; til lat. spartanus, se Spartaner) 1) (hist.) adj. til Sparta og Spartaner. Holb. Intr.I.19. Norvin.(UnivProgr.1939.II.5).   spartansk suppe olgn., om den blodsuppe, som de spartanske drenge maatte spise; billedl. (jf. bet. 2), om en meget tarvelig ret. Jeg er bange for . . at vor Ungdom ikke vilde kunne døie den spartanske sorte Suppe. PalM.IL. III.225. Schand.TF.II.63. 2)  billedl., m. henblik paa spartanernes krigeriskhed ell. (især) deres haardførhed, nøjsomhed; navnlig: som lever meget (overdrevent) tarveligt, ell. som er meget (overdrevent) tarveligt indrettet. *Jeg siger ikke, at du skalt | Spartanisk Haardhed øve (dvs.: mod dine børn). Falst.11. (Fr. VI) udmærkede sig ved sin spartanske Nøisomhed. VKorfitsen.F.84. Hans spartanske Levevis. Pol.²/₁₂1940.1.sp.2. jf.: spartanskhed i den sædvanlige overførte betydning af hårdførhed, nøjsomhed, sparsommelighed. GadsMag. 1934.24.