Stolp, en. [sdωl'b] flt. -er. (fra ty. stulp (stolp, stülpe), egl.: ombøjning, bræmme; til stülpen (stulpen), vende, bøje om; se stelpe, stylpe; besl. m. I. Stolpe) ⚙ yderste del af en laas (laasekasse), hvorigennem rigelens hoved gaar. NordConvLex.V.406. Gnudtzm.Husb.238. FagOSnedk.