Støv-regn, en. 1) (ænyd. d. s., jf. nt. stoffregen, nht. staubregen) fin, stille regn (der falder i ganske smaa draaber). Moth.S911. *Uafladelig føg for Vinden den taagede Støvregn. Oehl.XIX.120. Begynde Dunsterne at flyde sammen nede ved Jorden, saa blive Draaberne ikkun smaae, og kaldes da Støvregn. Tychsen.A.II.142. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen. JPJac.I.115.   uegl. ell. i sammenligninger. *Gennem Lampeskærmens gule Flor | siver Lyset . . | som en lydløs Støvregn paa det blanke Bord. HAhlmann.UL.39. fra den levende . . Planktonverden i de øvre . . Vandlag drysser en aldrig ophørende, tæt Støvregn af nærende organisk Stof ned over Dyrene i de dybere Vandlag. NaturensV.1914.15. især om de fine draaber, som slynges ud i luften fra et vandfald olgn.: Bækken styrter sig i Støvregn ned i den mørke Fyrre-Skov. Birch.II.59. den forfriskende Støvregn, som Vinden bar fra Staubbachs Fald. HCAnd.ML.397. Gjel.Br. 18.   talem. vogte sig for støvregn, nippedrik og kys i krogene, se Nippedrik (og nippedrikke). 2) se Støbregn.