svovlet, adj. [ˈsvωulət] (tidligere ogs. (skrevet) svoglet. Lucopp.TB. A7^v. † svevlet. vAph.Chym.III.414.503. †  svovlig. Holb.Metam.87). (ænyd. svouled, svoglet, jf. ty. schweflig, -icht; afl. af Svovl) 1) (især fagl.) som delvis bestaar af, indeholder svovl; svovlholdig. *Toback og svoglet Krud er Martis (dvs.: krigsgudens) egen Aande. Lucopp.TB.A7^v. Svovelet forener sig med de fleste Metaller, og frembringer derved svovlede Metaller. AWHauch. (1799).159. *svovlede Vulkaner. SMich.RF. 134. især om tørv: Olufs.Oec.VII.73. JPJac. I.231. den gode Mose . . laa længere borte end den, der gav de ækle tunge, svovlede Tørv. Bregend.BirgitteBorg.(1941).321.   om (forhold i) helvede (jf. bet. 3). *Jeg svær ved Helvede, og ved dens svovled Floder. Holb. Metam.47. Troen . . afpæler . . et svovlet, glohedt Helvede til anderledes Troende. Bredahl.IV.46. 2) som ligner, minder om svovl; svovlagtig; ogs. (om røg, lugt, smag): som stammer fra ell. synes at stamme fra svovl; om rum, luft, sky olgn.: som er ell. synes opfyldt af svovldampe. *Buldrende brøle | Nastronds Flammer . . | Svovlede Lue, | For hvis Bragen | Aserne grue. Ew. (1914).III.64. *Den svovlede Skye | Af giftige Røg giennem Hulen opstiger. Pram. Stærk.164. En svag svovlet Lugt steg op gennem Risten. Bergs.FM.140. Mosehøet . . var svovlet og temmelig værdiløst. AarbSorø. 1925.7. 3) (jf. u. bet. 1 samt Svovl sp. 1279^41ff., svovle 3) som udmaler helvede og dets pinsler i stærke farver, ell. som anvender udtryk (især i eder), der hentyder til helvedes pinsler; ogs. i al alm. om udtalelse, ed: meget stærk. svovlede Gudsbespottelser. JVJens. NH.130. man . . gaar op i Missionshuset og hører en svovlet Forkyndelse. JacPaludan. F.7. han forlangte altsaa, at jeg skulde være Præst – og lige saa svovlet som han selv! RuthsBog.(1931).124. (han) havde knaldet Porten i efter sig med en svovlet Forbandelse. Pont.H.52.