Sær-sprog, et. (jf. -maal) særlig afart af et sprog, især saaledes som det tales i en bestemt kreds af mennesker; klikesprog, argot olgn. det . . kjøbenhavnske Særsprog. Markman.Fort.32. Et særsprog efter hvem man taler til, har vi også i det mer eller mindre affekterte ammestuesprog. Jesp.M.141.    (l. br.) om hvert af de af et fælles stamsprog udviklede (national)sprog. jf.: Palatalomlyd . . er et . . Omlydsfænomen, der tilhører den fællesnordiske Tid og Begyndelsen af Særsprogstiden. Brøndum-Nielsen.GG.I.127. Vi fik ikke flere særsprog end nationer i Norden, men nok en mængde dialekter. Bom.DD.18.