Titulats, en. [tiduˈla^?(d)s] (nu l. br. Titulation. Tops.II.442. Titulat. ORung.P. 128. jf. ndf.). flt. -er. (mlat. titulatio; egl. vbs. til titulere; m. h. t. dannelsen sml. Disputats, Konfirmats (u. Konfirmation), Reformats (u. Reformation) ofl.; m. h. t. formen titulat sml. ChrMøll.RS.I.152; nærmest spøg., nu l. br.) d. s. s. Titulatur. “skulde Nogen hedde Konge eller Keiser herovre (dvs.: paa Grønland) . . saa maatte det vel være Capteinen” – “Bliver du gal? Knud! – jeg Konge?” – “Jeg mener kun af Titulats.” Ing.EF.IV.62 (jf. Titel sp. 1552⁴⁹). *Jeg svared: “Min Tak, Eders Majestæt!” . . | Han afbrød: “Spar dine Titulatser.” Drachm.UD. 346.   om skældsord. Det hørte Tidens Tone til, at hvis ikke Modstanderne fik Titulater, som bragte en Retiradedør til at rødme, var der ikke rigtig Kraft i Bevisførelsen. KMunk.HJ.16.