Titulatur, en. [tidula- ˈtu^?r] flt. -er. (ty. titulatur, fr. titulature; til titulere; jf. Titulats; nu især  ell. spøg.) det at titulere en paa en bestemt maade ell. (især) mere konkr.: den maade, hvorpaa man titulerer en; ogs.: titel (2-3). de gamle Tvistigheder om Titulaturen og Rangen. Slange.ChrIV.1463. ugift Fruentimmer af Borger-Stand kaldes gemeenlig Mademoiselle, og bruges sielden den Danske Titulatur Høyædle eller Velædle. Underretning, hvorledes de FranskeTitler kand indrettes.[1748]. 61. Han bomrede . . i Titulaturen, som var ham det Vanskeligste i den fornemme Verden. Ing.LB.I.94. hun er saa gammel, at hun rækker helt tilbage til den Tid, da Titulaturen var “Madam”. AxRosendal.SP.67.   (spøg.) i videre anv. om benævnelse i al alm., spec. om skældsord. denne “mageløse Opdagelse” (dette er denne Idees officielle Titulatur hos de geniale Vedkommende). Kierk. VII.25. Jeg forsøgte forgjæves at standse hans Foredrag, som han iøvrigt forzirede med fine Titulaturer, saasom: Løsgjænger, Dagdriver, Sviregast o. s. v. Chievitz.FG.42.   hertil (jf. Titularbog; nu næppe br.): Titulatur-bog. Titulatur-Bog. Holck.(bogtitel. 1776). Amberg. VSO.