I. Ud-vortes, et. [-ˌvωr̥dəs, l. br. -ˌvωr'dəs, -ˌvå^?rdəs] uden bøjning. (suvstantivering af II. udvortes; nu lidt gldgs.) hvad der er udvendig ell. uden paa noget; ydre; især om en persons ydre, skikkelse og fremtræden. Man bør ikke bedømme en Mand efter sit (dvs.: hans) blotte Udvortes. Bagges.L.I.125. Anføreren var en Mand . . af et raat og vildt Udvortes. Blich.(1920). VII.80. den Mand, der har en Smule legemlig Skjønhed og dertil et smukt Udvortes. Heib. Poet.XI.137. Hans Udvortes har været i fuldkommen Modsigelse med hans Indvortes. Kierk.I.VI. HKaarsb.SK.9. (sj.) m. prægnant bet., om sceneydre: (jeg) bad (Collin) lade mig deputere (dvs.: debutere); han . . sagde at jeg ikke havde Udvortes. HCAnd. L.72.   (nu l. br.) m. h. t. ting ell. forhold. det er alt hvad han af sit Fødestavns Udvortes mindes. Foersom.L.15. Heib.Poet.VII. 264 (se I. Indvortes). Eremithytternes Udvortes. Elling.H.16.