VanvidVanvid, no. (isl vanvit) uforstandighed, ukyndighed; ther iech giorde aff vanwith i barndom. HKv 412; M (= inscientia). Jf uvid 2).Vanvittelige, bio. uforstandigt, ukyndigt; sige de wanwittelige, ath inge ligmend mwe haffue euangelia. CP III. vi.; wandre wanwittelig heden ij sine synder. TSd 147v; – inscienter, vanwetelighe. CPV. Jf sv vanvettig.Vanvittelighed, no. = vanvid; tilstoppe de daarligs vanuittelighed. Rerav, FredrII d 6 (jf ovf. IV. 382 b15).Vanvittig, to. (n vanvittug) 1) uforstandig, ukyndig; grybes noghen wanwittigh bundæ meth falschæ pennyng, ath han køppslagher meth them, ey meth syth wyth. Rsv* V. 231; CP I. 37 (ovf. IV. 611 a36), 160, 240; PE 23, 478 (ovf. IV. 614 b24); FV a 4 (ovf. IV. 536 a38); Mb 4; saadanne vanuittige oc wforfarne doctores. HWR 225v; (1558). Rsv* IV. 253; VdS 528; inops prudentiæ, vanvittig, vankundig. Etym 847, 1119 (u. inscius); naar mand allvorligen vilde ansee den lærdom om det høyværdige sacramente, var der icke saa stoer forargelse, som mange vanvittige angafve. RFII 289. – Som bio.; tw talær som eth barn wuanwethæ. RD III. 2924 (= vanwittige, bio. CP V. 2211). 2) i nuv. bet. afsindig; Tdm II. 46 (ovf. II. 5 a22); M. Jf isl vanvita.Vanvittig, to. 2); (1576). Rsv III. 296 (ovf. IV. 694 a27).Va[å]nvittighed, no. = vanvid; CP I. 110 (ovf. IV. 611 b5); i thet giorde vt aff wanuittighed. ApG 317 (1524 og flgd. overs.); T 44; mange haffue giort thet aff enfoldig wanuittighed. Art (v Rørd) 47 (= Hvf VIII. 217); thenne forblindelse oc Gudts ords wanuittighet. Mb 5; (1552). Rsv I. 200 (ovf. u. fóragt); skeer det icke aff vanuittighed, at saa fortryckis den rette sandhed. HWR 90v; (1558). Rsv* IV. 258 (ovf. IV. 66814); vanvittighedens mulm og mørck er stort paa jorderige. KPs* 177. Jf uv. særlig l16. Vanvitting, no. (sv vanvetting) åndssvagt menneske. - M. Vis mere +