YdmugeligYdmugelig, to. (isl auƀmjúkligr) 1) = ødmjug 1); alle brøddræ skalt thu ydmugelig være oc thiæne. HKv 9023; – sønlich ydmygeligh och kerligh hellssen (1520). NdM I. 208; – er thil eder min fattighe oc imydelighe bøn. KhS VII. 837; jf ydmygig; Rdq IV. 268-9; paa det ydmygeliste forbad hannem. Lysch 361; paa det flittigste oc ydmygeligste. Brochmand, Post II. 108 b; RFII fort e 1v (ovf. IV. 401 a41). 2) = ødmjug 3); thæn spittallens skapnæth øthmyghelighere æn hwden. 3 Msb 133 (ÆB; Vulg: humiliorem cute). Jf sp a35. Som bio. 1) ydmygt; øtmyuglige bedendæ. KhS V. 442; bedhende tek øtmyuglige. Thottske Saml nr 553 (4°) 21v; – NMP I. 123; – lighendis sek mine fotspore ødhmyghelig. HS 2328; – (1468). Rsv I. 6; anammede hedningerne hende ydmygelige och gwdelige. CP II. 30, 310, 392; som hilse ydmygelige. HWR 60; VdS fort 11; Etym 759 (u. summisse), 396 (ovf. IV. 401 b21); lære mig at vandre varlig oc ydmygelig. Kemp* 229; (1643). Rsv* IV. 356; ydmygeligen at bede. ComD § 873; – ieg beder dig ydmygele. CP I. 75; iegh tacker dig ydmygelen. CP II. 399, 393, 412 (ydmyghelighe. sst.). Jf mjugelig.se i sammenhæng Vis mere +