ØdmjugØdmjug, to. (isl auƀmjúkr) 1) villig, omgængelig, ydmyg; friidæn ælskær øtmyugæ. Br 16116; giffue sigh wndher ødhmyugh lydhelse. Kemp 10723, 139 (ovf. III. 712 a19); varæ eenfollæligæ, gudælighæ, ydmywghæ. MR 744; (1436). GhA II. 32 (ovf. I. 800 b4); – thu ædhle drotnyng bodhe kysk oc øthmiyg. Br 1659-10; – være mildh oc øthmygh j allæ synæ sæthær. Luc 5; jæk ær ødhmyg giort. T 8 211v a (mulig ø. g. skulle tages som 1 o. = l humiliatus sum. Vulg ed Loch XVII); ieg er mild oc ødmyge aff hiertet. Matt 1129 (1524; CP: ydmyg); – ydmygh tiænisthe faar gærne godh løøn. PL** I. nr 982; CP II. 35 (= 1 Pet 213); Huberinus 77v (ovf. IV. 22 b50); – vor Herre swarede hannum igeen meth en ydmijgh røsth. Mc 15. 2) ydmyget, ringe, forsmædelig; gyff freth y mynæ wtmiygæ ben. KhS I. 431 (= Ps 5110; Vulg: ossa humiliata); HS 1720 (ovf. IV. 8706; = l humilis. udg 1724 29); for thin sware pynæ oc thin øtmyugæ dødh (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 30 (2); – ær iech twingh oc meget øthmygh. KhS I. 429 (= Ps 389; Vulg: humiliatus); – abjectus, ydmyg, foract, ringe. Etym 578. 3) lav, dyb; thæn tidh han seer spittalens stædh øtmyghere annæt køth. 3 Msb 1320 (ÆB; Vulg: humiliorem carne reliqua). Vel kun uheldig overs., jf sp b24. Jf tjensty., mjug; ødkendt.Ødmjug, to. – Som bio. i bet. 1); Naur s 4v (ovf. V. 745 b26). Jf dyby. (III. 777 a51). – Ydmyg, no. (fsv ödhmiuka) ydmyghed; KhS5 IV. 736 (ovf. V. 362 b12).Ødmygdom, no. ydmyghed, ydmygelse; milldheths giærnynghe sa som ære almæssæ ok ødmygdom. T 8 235 a. Jf mjugdom.Ødmjuge, go. (isl auƀmýkja) ydmyge; som hiælper ødhmyuge ok ødhmyuger them, som fortrøste vppa sigh siælffue. Kemp 125; Gudts wrede ydmiwgede the wduolde blantt Israell. Ps 7831 (FV), 8115, 10712, 11971; – ther ydmiwger mijn krafft wdi weijen. Ps 10224 (FV; CP stadig: ydmyge). – tilbagevirk.; han saare ødhmyuger sigh for tik. Kemp 1229 (ødhmygeth thik. sst. 15528); han øtmyugtæ sigh til ath twoo synæ disciples føddher (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 51; – ødmøger eder for Gud. Jak 47 (1524; 1550: ydmyger); – hans fiender skal sig ymøye. Jacobssøn, Jødekrøn 291 (jf Ps 729), forf. Fynbo; – at de vnge ydmyge sig for de gamle oc beuise dennem ære. KkON 43; prehenso, ydmyger mig for at faa nogit. Etym 558; Steph II. 1118, 1319 (u. submitto). – lf. i tilbagevirk. bet.; øthmyghes wnder hennæ hænder. ÆB 1 Msb 169 (1550: ydmyge dig). Jf fory., mjuge.Ydmugelig, to. (isl auƀmjúkligr) 1) = ødmjug 1); alle brøddræ skalt thu ydmugelig være oc thiæne. HKv 9023; – sønlich ydmygeligh och kerligh hellssen (1520). NdM I. 208; – er thil eder min fattighe oc imydelighe bøn. KhS VII. 837; jf ydmygig; Rdq IV. 268-9; paa det ydmygeliste forbad hannem. Lysch 361; paa det flittigste oc ydmygeligste. Brochmand, Post II. 108 b; RFII fort e 1v (ovf. IV. 401 a41). 2) = ødmjug 3); thæn spittallens skapnæth øthmyghelighere æn hwden. 3 Msb 133 (ÆB; Vulg: humiliorem cute). Jf sp a35. Som bio. 1) ydmygt; øtmyuglige bedendæ. KhS V. 442; bedhende tek øtmyuglige. Thottske Saml nr 553 (4°) 21v; – NMP I. 123; – lighendis sek mine fotspore ødhmyghelig. HS 2328; – (1468). Rsv I. 6; anammede hedningerne hende ydmygelige och gwdelige. CP II. 30, 310, 392; som hilse ydmygelige. HWR 60; VdS fort 11; Etym 759 (u. summisse), 396 (ovf. IV. 401 b21); lære mig at vandre varlig oc ydmygelig. Kemp* 229; (1643). Rsv* IV. 356; ydmygeligen at bede. ComD § 873; – ieg beder dig ydmygele. CP I. 75; iegh tacker dig ydmygelen. CP II. 399, 393, 412 (ydmyghelighe. sst.). Jf mjugelig.Ydmygelighed, no. ydmyghed; giøræ tørres peregrims reysæ tel ten hellyæ graff oc søgæ hennæ meth ydmydælighed. MR 39-40 (jf l15); her maa hwer mercke hanss store ydmygelighed. CP II. 8.Ødmjughed, no. 1) hunk. (∾ sv ödmjukhet) ydmyghed; kerligheedh, øthmyughedh, sachtmodighedh. KhS V. 442; ath thu moth gøme ødhmyugheth. Kemp 1224; thz wære vdi thz (ɔ: huset) helbreydelighed, ødmywghedh. Thottske Saml nr 553 (4°) 8v, 15v, 64v; forwden qwem ydmiwghett. Gensv s 3v; – ydmyghed fylger troen, nær hun slar sig neder for Herren. Psd I. 65 a; ydmyghed, hun aldelis myrder hadskhed. Test* l 3; Test i 6v; MP 214 (u. humilitas); Steph I. 261 a (CPV: ymeghed); ydmighed oc tormodighet i verdenss modgang. CP II. 310. 2) ringhed, fornedrelse; jæk wedhænde myn ødhmygheth. T 8 211v a; Herræn saa myn øthmygheet. ÆB 1 Msb 2932 (1550: elendighed; Vulg: humilitatem). Ydmygig, to. = ødmjug; spranck hand ydmygig til fods fra hest. Heg 176; met slig ydmygig hoffærdighed, met slig hoffærdig ydmygighed acte de veien for de andre at rede. Heg 234, 249; som en hinde eller ydmygig raadiur undergiffve sig sin mand. Holtzmann 48; – naar hun er ydmydig oc underdanig. sst. 94. Jf ydmugelig.Ydmygighed, no. = ydmygelighed; Heg 234 (se frgd. ord); – T 118 (ovf. II. 335 b48), jf l19.Ydmygt, no. (isl auƀmýkt) = ydmygdighed; tackede thøm for theris ydmykt. RD III. 612, 813 (= ydmyghed. CP V. 628, 87); følgh myn ødhmyukt. Evg 65; ødmyukten wtwragher høghfærdhen. sst. 124. Vis mere +