åndånd, no. hunk. (∾ önd) i nuv. bet.; anden kommer igen til Herren, som gaff henne. HS 14527 (= Præd 127 (1550, 1607), 5527; Dommed d 4 (ovf. IV. 44 b15); han gaff op sijn andh oc beffalide sijn hellige fader henne (1510). NdM II. 338; strax aanden saa hannem, da sled oc reff hun hannem. Mark 920 (CP; 1524 og 1550: hand, vist efter Luther: er, ellers hunk. i 1550, se 2 Kr 1823 og ovf. sp a51); Jak 49 (CP); indtil aff legemit gaar min aand, Herr anamme hende da i din haand. Psd I. 69 a, 146 a (ovf. IV. 227 b46, for han l hun); – alt køth, j hwilket som ware liffsæns andh. ÆB 1 Msb 715; the togæ aff meg bode liff oc and. Rkr b 1 (rimord: hand); den hedenske andt. DgF I. 394 b (rimord: fæstemand). – flt.; gifues the hælghe aande so stor glædhe. HS 4910, 5813-4; thennom, som pijntis aff wrene aande. ApG 516 (1524; 1550: aander); Matt 1245 (ovf. IV. 918 b47); Luk 1020 (1524, ovf. IV. 654 a31); 721, 82 (sst.; CP alle 4 st.: aander); TSd 144v (ovf. IV. 820 a52); – tienstachtige aander. TSd 254, jf ovf. II. 844 a15; PG 178. – Jf helg-, spåånd.ånd, no. Jf bøn-, helved- (IV. 79 a25), skakre-, spådom(s)-, sværmeå.åndfar, no. dødsstund - (opgivelse af ånden); da vaar hans sidste stund kommen, oc som hand vaar i aandfar. H Mogensøn, Ligpr o Jac Huitfeld t 4v; – åndefar ɔ: sidste åndedræt. M.åndløshed, no. mangel på ånd; aff stor sielffhellighed oc aandelighed ia aandløsshed. TVd 104. Endnu brugeligt i lidt ændret bet. ånde, no. (isl andi) i nuv. bet.; AM 187 299 (ovf. III. 608 a54); CPV (u. anhelitus); han giffuer huer mand liff oc aande. ApG 1725 (1550; 1524 og øvrige overs.: aand); blæsde en leffuendis aande i hans næse. 1 Msb 27 (1550, 1647); ieg lucter endt-nu deriss ande. DgF II. 82 b; giffue sin siste aande op. Etym 553 (u. halitus), 1212 (u. spiritus); naar en kand ikke drage sin aande. Steph I. 245 b (u. orthopnæa); anhelo, stønner, drager hastig aande. sst. II. 103. Hank. i æ Dsk (∾ i Isl), jf ovf. II. 288 b47, hvor hannem må gå på det i åndefong indeholdte ånde. – gennem den anden gaar menniskens aander oc luct til lungen ... effter som mand drager sine aander, veer oc luct til sig. CS 13. Også i Fsv ere and og ande til dels sammenfaldne, se Sdw.ånde, no. – hank.; CPU 22 (ovf. II. 231 b38-9).åndedræ(g)t, no. (isl andardráttr, fsv andadräkt) åndedrag; anhelitus, aandedregt. TV 24; VdPb c 2 (ovf. IV. 924 b1); trøste oss der met vdi voris siste aandedregt. VdG f 8; – hans aandedrægt dog nok tilkiende gav, han levede. Ped Pårs B 3, S 3 (Liebenb udg 197), B 1, S 2 (ovf. IV. 924 b3); – gloende kul forhindrer aandedretten. BT II. 16; III. 63; hver min aandedræt. KS 170; ved min hver aandedret. Naur i 1; – det ene aands dræt. BT III. 65. Mulig 2 ord; hank. i Isl, hunk. i Fsv, nu i Dsk ik. – dødskamp; den tid kongen laa i aandedret. ClS 365 (= isl fram leiƀ at andláti. Jónssons udg III. 187). Jf drægt (I. 378 a) og dræt.åndefang, no. 1) = åndedræ(g)t; ær goth for hart andæfang. HH 54; Huberinus 189 (ovf. II. 196 b40); 2 Makk 331 (ovf. IV. 924 b53); lad dem blomstres til det sidste aande-fang. Naur hh 1v; – anhelator, som hauer trang ondefang. CPV; de siugdommer, som plage brystet som trang andfang. ålbL* 254, 274, 288; KS 72; hvor mangen tusind gang, fast ved hver aande-fang. KPs 448, 608; til min sidste aandefang. Jørg Friis, Poet Skr 115; da fik jeg aande-fang igien, begynte mig at qvegne. Wielandt I. 111. 2) øjeblik; sloge till forne stoell 3 slag udti en aandefang (1580). JS III. 143; – et lidet aandefang kand ende al min gang. Brorson, Ps (v Arlaud) 158 a (sst. 354 forkl i bet. 1)). Som det vil ses, er kønnet vaklende, jf fang.åndegab, no. lufthul; Etym 1212 (ovf. IV. 233 a24); NL 1730.åndegab, no.; Wiel XII. 527 (ovf. V. 758 a1).åndehul, no. (sv andhål) = åndegab. M.åndehul, no.; Raun 83 (ovf. V. 76 b17). åndehval, no. hvalart (hyperoodon); hval på 20 alen. M. Jf: annat (ɔ: hvalakyn) heitir andhvalir, en annat svinhvalir, ok verƀa þ;eir ekki stœrri en 5 álna ok 20. Konungs-skuggsjá 29. – I virkeligheden er ordets første del: and, jf VSS (matem. - natvdsk. r.) XI. 374 (på grund af snudens lighed med et andenæb). Jf FeilbO: and og ortånd ovf. ånde(s)løs, to. (sv andlös) stakåndet, forpustet; Etym 554 (ovf. IV. 95 b5); NL 583; – huor ringe de ting ere, huilcke vi rende os saa aandisløs for. BT II. 97. Endnu brugeligt i første form.ånde(s)løs, to.; Wiel XI. 488 (ovf. V. 345 a8). – ilsom; Hex 128 (ovf. IV. 35 a53). åndepibe, no. luftrør; curculio, den aandepibe eller lufftrør, som gaar til lungen. MP 31; Etym 445 (u. fistula). Jf lungep. ånderum, no. (isl andarrúm) 1) rum (magt) til at ånde; hand laa der nogen stund, før hand kunde komme til pass igen oc fange aanderom. HvfG (fol) l 6; det eder var en død, at dødsens kaalde slum, som over hende kom, gav eder aande-rum. AB I. 184. Mulig i bet. 2). 2) pusterum, fritid; dog glæder Holland sig, hun aande-rum har fanget. AB II. 290; – got, om regenters splid dog hobens afmagt skaante og stakket aanderum den mellemstunder laante. Fors IV a 5. åndetræt, to. = ånde(s)- løs; Etym 554 (u. anhelus).ånde, go. (isl anda) i nuv. bet.; thær han gaar, tha ma han næppælekæ andæ. AM 187 9815; han jhiæl slo alt theth, thær kwnde ande. ÆB Josva 1040; anhelo, at ande. CPV (også u. halo); – spiro, ath aande. sst.; Etym 1211, 553; Steph II. 661, 1296. Jf sukkeå.; stak-, stor-, trangåndet. ånde, go. Jf udå. åndelig, to. (isl and(a)ligr) 1) åndende, levende; Dommed a 2v (ovf. u. forvorde). 2) gejstlig, kirkelig; om iomfrukrenchere och andre aandelig sagger. Rsv* V. 506; IV. 30, 162; (1421). Antisl XIII. 113 (ovf. IV. 800 b52); fyre aff them, two aandelighe och two werdzelighe (1436). GhA II. 37, 39 (ovf. IV. 801 a4); DC 19 (ovf. IV. 110 b17); vornede eller thienere, aandelige eller verdslige (1454). DM I. 351; (1526). KhS VI. 31 (ovf. IV. 359 b40); forbarme dig offuer alle bisper, prester oc muncke och offuer alle aandelige personer. CP IV. 31530, 41927; deres bisper och aandelige. HWR fort 2v, 58 (ovf. IV. 110 b25); Mallmøs indbyggere, aandelige oc werdslige. Hvf VIII. 57-58. Jf uå.åndelig, to. 3) gældende (hørende til) sjælen (ånden); HS 18211 (ovf. u. forleg); MR 1812 (ovf. III. 662 b17 = l spiritalem, se sst. not 52); Mb 11 (ovf. I. 537 a7); Psb I. 4 (ovf. u. forsamle); – TSd 1v (ovf. V. 355 b6), 162; PlH g 3 (ovf. II. 12 b43). – Som bio. i bet. 3); KhS I. 446 (ovf. IV. 266 a24), se også u. flgd. o.åndelse, no. = åndedræ(g)t; Etym 1213 (u. respiratio); M; – pååndelse ɔ: beåndelse. M.ånding, no. = åndedrægt. M. Jf nuv. ind-, udå.åndrig, to. (sv anderik) i nuv. bet.; M.åndrighed, no. i nuv. bet.; M. åndedrag, no. (fsv andadragh) i nuv. bet.; hvad dyd der er i det blaa-farvet aandedrag. Wiel X. 420.åndelav, no. tonelag, tonehold; HøjsgG 12 (ovf. I. 700 b8), jf: aandelav er vel et ord, som ikke er hørt i det danske sprog før. sst. Jf VSO; Dahlerup, Ob prøveh.åndestank, no. ilde lugtende å.; mod aandestanck og aandetrengend siuge. Raun 33. åndetrængende, to. hindrende åndedrættet, se frgd. o.åndetvungen, to. havende svært ved at ånde? svantzen sig som aande-tvungen vrie. Raun 75.åndelighed, no. det, at ånden råder; om wy icke tiene Gud i sand aandellighedt. PE 10 (= aandelige. CP IV. 2258). Jf uå. Vis mere +