RetRet, to. (isl réttr) 1) lige; kroget kand icke bliffue ret. Præd 115 (1550, 1647); der vogser undertjden en kroget green paa et ret træ. PSO II. 33; NL 148 (u. rectus). 2) god, uskyldig, retfærdig; alle rette men skickes a wors herre høgre hand, oc alle forbannede men skickes a hans venstre hand. Luc 60; tha sagde the alle, ath han var ræt. HKv 89 (= skær l12); NL 681 (u. justus). 3) virkelig, sand; sagde, samme grundt och guodz och mere eyendom er hanns rette kiøb (1513). Rsv I. 35; the gordsede, som siide paa hoffuetgordzens rette gords iordt (1524). NdM I. 213; CP V. 16623 (ovf. III. 391 a34-37); V. 1672-3 (ovf. III. 391 a40); (1526). NdM I. 213 (ovf. II. 109 a54 = selve); nar nogen godt mandt wiser nogen af sit gotz for hans rette forsømmelsse skyldt (1547). Rsv* IV. 233; HWR 77v (ovf. III. 391 a42); jeg iche kand sige att hafwe hafft nogen rætt sygdom i ald min tijd. Monrad, Selvbiogr. 6. – hwor neer de gaa den retteste grund oc scrifftens mening. LaurU 36. 4) (svd rätt, mnt recht) højre; i rette han ere icke lam. Rch 99. 5) rigtig; hvor mig ret er ɔ: om jeg husker ret, se ovf. II. 311 b43. Jf t wo mir recht ist. – Som bio. 1) lige, netop; Münter, Refmhist II. 720 (ovf. III. 395 a32); (1537). Rsv* IV. 185 (ovf. III. 453 b13); var han slaget ret udi hans ryg (1561). Progr. f. Ribe 1842 51; (1568). FS I. 117 (ovf. II. 508 b43); D mølle, liggendis udi D marck, rett for thierris hoffuidtgaardt (1591). Rsv IV. 270. 2) r. og rade ɔ: lodret. M. Jf ra(d), bio. 2); ht gerade. 3) lovlig, rigtig; foor man se, hwilken retthest haffuer. RD III. 2814 (= ret. CP V. 2116); handt loglig och rett haffver laditt bryde och lesse alle sinne breffve till thinge (1557). Rsv II. 175. 4) fra venstre til højre; skall thet gaa rett omkring y byen (1598). HT I. 440; skall Rørup mendt først oplegge deris øll och gaa siden ret om. Bendz 105, 104; skal grandefogeden tage hver uge een mand til sig, ret om byen (1681). HTIV. 529, 536 (ovf. II. 67 a40); schael gaae ret om, ingen undtagen (1706). Matz 66 not 4 (= FS IX. 163). 5) helt, ligefrem; ret wskelligt band, hand førde deris fader paa. Hvf VIII. 165; der hand hørde min faderss død, døde strax, rett aff sorrig. Monrad, Selvbiogr 22. Jf bly-, op-, pile-, snor-, sol-, tråd-, ur.Ret, to. 2); – PlSk b 2 (ovf. II. 45 a6). – 3 gr.; (1397). GhA II. 29 (ovf. III. 683 a41). 5); at saadanne tønder have deres rette størrelse. Fdg 10/1 1698 k 2 § 6; den i rette tider indlefveris i voris rente-cammer. Fdg 11/12 1688 § 7; AB II. 167 (ovf. IV. 359 a16); – til s 582 a3; hand seer (om mig er ret) de tindrende demanter. Hex 211. – Som bio. 1); T 84 (ovf. IV. 835 a17); Hex 149 (ovf. III. 508 b34). 2); ret oc raade neder. Etym 910. Jf reb-, regel-, spire-, stav-, stråle-, vinkelr.Retfangen (-faven), to. (fsv rätfangin) erhvervet med rette, lovlig; stanged aal vdi deris retfangen arbeyd. PlV 2330-31; bliffue oc dø i deris retfangen arbeyd oc biering. sst. 2526; se ordsaml. sst.; – tage sin retfawne arbeyde vare. KBb II. 282. Jf retfået. Ordene synes egne for Pl. Jf dog uretfangen.Retflødt, tm. lige løbende (flydende); en elf der rinder skæft, høris længer veis, end ret-flødtvand det suuser. Hex 258. Jf tm fløt. Bunt* I. 203. Retfået, to. = retfangen; bereder sig met sin retfaaet arbeyde. Pall, Loci comm c 2v. Retfærde, go. erklære for retfærdig; ieg retferder icke den vgudelige. 2 Msb 237 (T; 1550: lader haffue ræt).Retfærdelig, to. (æn réttferƀiligr) retfærdig; som skal giffue dem løn for deriss retferdelige gerninger. CP I. 70; den tilbørligste oc retfærdeligste foræring. VdS 70; Gud med sin retferdelige straff hiemsøgte det gandske rige. Lysch 229. Som bio. retfærdigt, med rette; (1533). Rsv* IV. 147; døme retferdelige. HWR 10; (1560). Rsv II. 295; III. 128; mit fæderne gods, som ieg eyer retfærdeligen. VdS 28; skicke sig imod deris næste retfærdelig. Mariag fort a 8v; derfor vi maa alle redferdeligen pines. CS 3; Etym 608 (u. juste); straffe retfærdeligen. JDM k 8v. Jf ur.Retfærdug, to. (æn réttferƀugr) 1) retfærdig; giffue ther retferdug dom paa. Rsv* IV. 38; from, eedrug, retferdug. Tit 18 (1524; CP og flgd. overs.: retferdig); en retferdwg domer wil han wære. ÆdS 113; – et retferdigt menniske. CP I. 2. 2) nødvendig efter loven; andræ personæ ære oc stundom icke rætfærdigæ i dommen, sosom æræ vinnæ. NdM VI. 183 (= Br. 31410). Jf not. 4 sst. 3) gyldig efter loven, ren og klar; det ikke skulde komme hans retfærdige gjæld ved (1631). Wulff 15; han vilde fradrage sin faders retfærdige gjæld. sst. 125. 4) god, forsvarlig; thet godtz besee, om thet rætferdug war. War thet iche rætfærdugt (1460). KD II. 110; mand ma tagæ end tord balsamj oc laden j gedææ melk; er hun retferdik, ta blandes hun met melken. MR 264; man maa tok forsøgæ tøm (ɔ: uægte diamanter), om te æræ rethferdigæ. MR 8522. Jf ur. Retfærdiggørt, tm. retfærdig gjort; mennisken worde retferdiggiørt. Rom 328 (1607 (ovf. u. fornuftelig); 1647: retfærdiggiort). Jf ovf. II. 122 b23 ff. Retfærdiggørere, no. retfærdiggører; hand er vor saliggiørere, retfærdiggiørere oc gienløsere. HemmP* II. 6.Retfærdige, go. (mnt rechtverdigen) stævne for retten; aff egensindighed haffuer hannum wiltt retferdige (1585). KD IV. 670-71.Retfærdige, go. 2) (sv rättfärdiga) retfærdiggøre; haffuer alle the vthen theres forthienste retferdiget. NT 1524 a 2v.Retfærdughed, no. hunk (∾ fsv rätfärdhoghet) retfærdighed; mandt trycker neder rettferdwghedt. ÆdS 76; – inghen menneskess redtferdigheedh kand weræ saa stoor, ath hwn ackthess noghet for Gud. T 20; Rom 321 (CP); min retferdighed, at hun skal obenbaris. Es 561; rætferdighed er saa stor en dygd, vden hende hoss Gud bliffuer ingen ophøyet. HWR 281v; huad den rette retferdighed er, oc huorledis mand skal skille hende fra øyenskalcke retferdighed. Tdm II. 101v. Jf ur. Retgøre, go. 1) gøre lige; retgiøre i hans fuod stiige. Luk 35 (1524; Matt 33: ret giører; Mark 13: rette giøre). 2) udrede, betale; the skulle udlegge och retgiøre hannom hoffuidtgieldt och faldtzmaal (1573). Rsv III. 218; vdlegge oc retgiøre, huad de ere skyldige at betale. Hvf IV. 397 (= l satisfecerint. sst. 382); retgøre hans hovedgæld for hans anpart i Aagard. SR I. 600, 331.Retholt, no. (t richtholz) lineal (til håndværksbrug); rettholther. DS III. 223; Etym 816 (u. norma); NL 1040; linial, ret-holdt, ret-træ. ComO 310. Endnu brugeligt i håndværkersproget. Jf holt.Retlede (sig), go. (æn réttleiƀa) vende om, forlige sig; Hvf VIII. 301 (ovf. u. bekende 7 b).Retlede, go. 2) rette; hwer iegh skall retleide meg effther y aall eriinde (1530). DN VIII. 643.Retledes, bio. (isl. réttleiƀis) lige frem; saa kommer mand retledis til Huarff. ClN 172.Retledes, bio. (isl réttleiƀis) lige; saa kommer mand retledis til Huarff. ClN 172. Mulig kun n. Jf ovf. II. 762 b22; V. 853 b43.Retmætig, to. (sv rättmätig) retfærdig, retmæssig; tidens commoditet accorderer med saadanne retmætige skjel (1656). DS III. 217. Retrådenhed, no. tarvelighed, sparsommelighed; frugalitas, retradenhed. TV 135.Retrådig, to. (fsv rättradhogher) 1) pålidelig, trofast; troo ok rætraadighæ ath wæræ (1488). NdM VI. 227; honom wara rætraadoge, tro, følgactoge oc bistandoge (1504). GhA IV. 314; PE 160; han wor retraadig oc god. CP V. 15822; de selff vilde vere hannem saa retraadige, som nogle vdlendiske mend. Hvf IV. 61; dapper og retraadig. AB I. 159. 2) tarvelig, trængende; store hanser haffuer hun nederkryst oc giort dem saa retraadig. HWR 86. Retsigtig, to. seende lige (ikke skelende); irretortus oculus, stille oc rætsictige øye. Etym 1343. Jf sigtig.Retsindelig, to. retfærdig; dit hierte er icke retsindeligt faar Gud. ApG 821 (1550; 1524: retferdig; CP: ræth). – Som bio. 1) retfærdig, samvittighedsfuldt, rigtig; da handler han icke eniste retsindelige. HWR 42v; Etym 662 (u. religiose); Nicodemus retsindeligen taler der om. JDM b 8v; at vi retsindeligen giøre det samme (1643). Rsv* IV. 374; som leffde retsindelige. HGH 50. 2) forstandig, pålidelig; vdlagde retsindelige mange bøger aff den hellige scrifft. TdmU y 6.Retsindig, to. (sv rättsinnig) 1) i nuv. bet.; skifft ey en rætsindig broder for guld (1607, 1647; 1550: trofast); der met beuiste kongen sig en retsindig oc retuijs krigs herre. VdS 322; Etym 1052 (u. rectus); 1286 (u. integer); NL 1468. 2) sand, virkelig; then retsindige christen kircke er een oc icke flere. Gensv c 3; ee 1v (ovf. u. ensindig); paa det hand kunde giøre fyldist for en retsindig tiran. VdS 30 (= l ne ullum crudelitatis exemplum omitteret. P E Müllers udg. 80). 3) forstandig; som alle retsindige fortolckere forklarer det. Lysch 16. – Som bio. sandt, virkelig; folckens hierte stod icke retsindige til Gud. HWR 172v.Retsindig, to. 2); then retsindige møsse holde wi møget aff (1530). DM II. 118; at wi skulde bliffue retsindige christne, som icke met løse ord skulde rose oss aff troen. Tdm II. 74 (= t rechtschaffene. udg 1549 II. 71 a).Retsinninges, bio. fra venstre til højre; brøderne skulle dricke hwer annen retsinninges om til (1403). KD II. 38. Jf fsv rätsynis, svd rättsennes, se Rietz: rättsyls.Retskaffeligen, bio. sandt, i sandhed; retskaffeligen aff hiertet at paakalde dig. TVd a 5.Retskaffen(s), to. (t rechtschaffen) 1) sand, ægte; thennum, ssom icke eræ kombnæ till en redtskaffen troo ... men them, ssom eræ bleffnæ redtskaffnæ christnæ. T 52; een retschaffet tro kan icke lenge bliffwe blott eller bar. Gensv g 4v; k. Dauids oc k. Salomons wdspryng giffuer oss retskaffne vidnisbyrd om Guds forsyn. Rch 8; – det samme annamme vi endnu formedelst en rætskaffens troe. Rosenkrands 26. Jf sv rättskaffens. 2) forsvarlig, god, ulastelig; at et retskaffen vniuersitet motte op rettes her ij riget. TVd a 4; ver flitig til at beuise dig selff retskaffen for Gud. 2 Tim. 215 (1607, 1647; gr δόκιμον); noget, som skurrer, og ikke holder prøve af retskaffen, god Dansk (1742). Suhm* IV. 1. 139. 3) i nuv. bet.; Etym 13 (u. æqvus), 203 (u. sincerus), 1286 (u. integer); NL 8, 1673, 653. – met it retskaffet hierte oc retsindigt. 1 Kg 94 (Luther: rechtschaffnem). – Som bio. kraftig, stærkt; hand slog reise tyget anden gang retskaffen paa fluct. VdS 334; blev min hest skudt tvert igiennem, dog han bar mig endda retskaffen igiennem fienden (1612). NdM II. 51; dend, der er rætskaffen troefast, hand er offver alle maade troefast. Urfé VIII. 40; om bonden pløjer sin ager retskaffent. Begtrup, Agerd. Tilst. paa Sjell. I. 176.Retskaffen(s), to. Jf Ark 1906 80 f. Retskikket, to. 1) sand, ærlig; at the maa ware retskickede vti troen. Titus 113 (1524); giff min søn it retskicket hiærte. 1 Kr 3019 (Luther: rechtschaffenes); ieg haffde plantet dig til en gantske retskicket sæd. Jer 219 (1550; Luther: rechtschaffenen). 2) veldannet; en god hest, der hofved, hals og lender ret-skikked har. SortS 63. Jf skikke. Retskyldig, to. (mnt rechtschuldig) 1) virkelig, egenlig skyldig; till mand kommer paa then rettskyldige (1537). Rsv* IV. 183; den retskyldig gest er der hiemme. Heg 33; de kunde icke faa at vide den retskyldige. Hvf IX. s 2v. 2) lovlig; deris rætskyldige øfrighed, førsterne af Holsteen. RF II 5. Rettræ, no. = retholt. Se d. o.Retvis, to. (isl réttvíss) 1) retfærdig, billig; i saa made spege de, som ej ellers wille rettwise were. Rsv* V. 127; HS 4233; tolff skellighæ, rætwisæ danne men. DC 199; ÆB 4 Msb 276; ieg fik then heffn aff gutz rætwissæ domme. Rkr o 1v; ÆdS 71; CP I. 48, 86; ieg er icke der met giort retwiss. 1 Kor 44 (CP; 1524: retferdig giort); Mb 2; Psb I. 121; II. 79; Gud er en retuis och goder gud. HWR fort 7, 106 (ovf. u. fortrykke 1)); KS 55. 2) lovlig, tilstrækkelig; schall wynmanden tappe hannom fuldt och retuis maade. Rsv* IV. 79.Retvis, to. 2); 3 Msb 1936 (ÆB, ovf. III. 856 a15).Retvisgøre, go. retfærdiggøre; ath tro Gud fader være vor hielpere, trøstere, retuise gøre och salig gøre. LaurU 20. Mulig for retvisgørere, no.Retvise, no. (isl réttvísi) retfærdighed; owergiff ey rætuisens vægh. HS 423; rætwisæns kærligheth skal brennæ i os. Br 16125; thinæ rætwisæ ok thit hiertæs lighæheet. 5 Msb 95 (ÆB; T og flgd. overs.: retferdighed(s)); wæryæ Gudz lagh ok rættwyssæ. RD III. 2914 = retwished. CP V. 222.Ret(s)vis(e)lig(e), bio. (isl réttvísliga) retfærdig; retwisælige vden all wild ransakæ och dømme (1472). DC I. 261; CP I. 69, 115; som dømmer retzuiseligen. 1 Pet 222 (1524; CP: retuislige; 1550: rettelige); edrugelige, retuiselige, oc gudelige. Titus 212 (1524; CP og 1550: retferdelige); Psb I. 156; at han kunde rætuiselige dømme. HWR 26, 77v (ovf. III. 391 a43).Ret(s)vis(e)lige, bio. Jf ur.Retvished, (fsv rätvishet) no. hunk. = retvise; rettwishedtt och enfoldig mendtt fortrøckis. Rsv* V. 127; (1440). GhA II. 41; theth ær regnæth hannom til rætwis heet. 1 Msb 155 (ÆB; 1550: retferdighed); Rkr d 3v; HM 52; (1519). DM III. 361 (ovf. u. forfader); CP I. 152, 215; 2 Pet 25 (1524; ovf. III. 519 b16), CP; 1550: retferdigheds); Psb I. 6, 42; Mb 2v; ieg haffuer ført min retuished nær til, hun er icke longt fra. Es 472 (1550, 1607); huo rætuished øffuer, vel æddel maa kaldis. HWR 6; VdS 98; rætviissheds sool, vor Jesus. KPs 5.Retvoxen, to. (isl réttvaxinn) voxet lige i vejret; en retvoxen urte-stengel. ComD § 125.Retøxe, no. et slags øxe; DS III. 223 (ovf. II. 635 b14).Ret, no. (isl réttr) 1) ret (lovlig og ordenlig tilstand), hank.; thennæ sammæ ræth hawer myn hærræ unth sith rath, ath the mughæ hanum hawæ. Rsv* V. 35; skulde en tuinge rætten, fordi at hand hader hannem. Job 3417; – hunk.; (1441). DM3 I. 103 (ovf. III. 159 a54); rætten er dog nock streng oc haard ... hun haffuer dog i sandheden nock. Heg 81-82; der gelder ey ræt, hun ligges vnder bencke ved ny oc mange vnderfundige rencke. Heg 209. Jf bemærkn. ovf. u. bold, no. – pleje r., se ovf. III. 488 b33 ff. – flt.; bud, love; dine rætte ere min sang. Ps 11954 (1550; FV: thijne sckicke); hand skulde lære Jacob pacten, oc Israel sine rette. Jes Sir 456 (1550 og flgd. overs.). – ad r. ɔ: med rette; thenne gaffue at retthe hør meg tiil. ÆdS 69. – af r. = ad rette; som PL af rættæ tilfallin var (1456). NdM I. 126; ÆB 3 Msb 147; (1510). NdM II. 324 (ovf. I. 469 a u. endthi); hues hand aff rette plictig er (1547). Rsv* IV. 233; I. 175, 255; som sig aff rette burde. HWR ijv; hun (ɔ: magten) nu hører hannem alene til aff rette. Tdm III. 52; VdS fort 15. – til r. ɔ: så der bliver ret, orden; bed om en dannemands datter til ecte oc ret. PlV 6826-27; PSO I. 280 (ovf. u. dele, go. 4); DC 8 (ovf. u. fordagtinge); Rsv* IV. 215, (ovf. u. forbede); forsuare eders kircketienere til alle rette imod saadan en prestehadere. PlV 6127; – hører dog eders kone til rætte. Rch 281; – slå sig selv til r. ɔ: føje sig efter retten, give efter; vil jeg med taksigelse slaae mig selv til rætte. VdSv fort. d 1; i stedet for at slage sig selff til rette, da hafver de icke begegnet os med andet end vdflucter. Kundg. 1/6 1657. – sætte til r. a) ɔ: ordne; han foor in i Wolskæland at sættæ allæ land til rættæ. NdM V. 178; HWR 9 (ndf. u. rette 4)); hand sætte meget til rætte, efter at hand var kommen til rolig regiment. VdSv 203. Endnu brugeligt i legemlig bet. Jf mnt to. rechte setten. – b) irettesætte, tvinge til ret; sætte thennum til rette therom met hielp oc radh vor byefogets. Rsv* V. 204; mwe de (ɔ: præsterne) effter superatten[den]tens skiøn aff herskaffet settes til rette, ia affsettes. KkO f 8v (= RdK I. 80); den, som icke vil vere tilfreds met deris sigelse, den skal de sætte til rette. Hvf III. 49; sætte til rette oc straffe dem, som offuertræder lowen. HvfB g 4v; vijssdommen maa lade sig sette til rette aff sine børn. Brochm Post II. 168 b (jf Matt 1119: wijsdommen er retf(i)erdig giort aff sine børn (1524 og flgd. overs.); saa affver et Guds barn sit hierte, oc sætter det til rette. HenrOG 167. – een hver skal tale oc deele sig til rette. DL 1-1-3 (jf dele, go. 4)); naar han taler med beskedenhed sig til rette. Bobé, Rosk. Kl. 10. 2) dom; then hafue forbrudt iv. gr., therforuden lide domerens redt. Rsv IV. 81, 82 (ovf. u. derforuden), (jf s. 522); – finde (påsige) for r. ɔ: dømme; worth henne thet fwnnet for rættæ, at hwn skulde thes vnlethe sigh (1409). NdM VI. 11, 14; (1523) NdM II. 121 (ovf. u. finde 5)); – vor ther saa paasagt fore rette (1557). Rsv II. 175. Se også ovf. III. 541 a31 ff. Jf fsv fore rätt. – på (en) r. ɔ: til der fældes dom; annamme det forbrøtte godz fra dennem oc holle det paa rette (1530). NdM II. 181; – fem hundrit daller, som paa en rett till hinde bleff offuerantworde (1586). Rsv IV. 93 (forklaringen not 3 sst., s. 291 not. 14 er urigtig), 291; bleff kong Christen forordnit at skulle bliffue paa Sønderborg slott, vdi sequester paa en rett. Hvf VIII. 338; JS I. 269; lade hannom paa en ret arrestiere (1627). ChrIV 284; hafde hand samme huus indtaget paa en ret til en forvaring oc underpant paa deris betalning. RFII 233. Jf fsv pa sin rätt; mnt up ein recht. – stande (stå) til r. ɔ: være underkastet retsforfølgning, dom, skulle give erstatning; der som hand bryder noget, da maa hand staa til rette. Jes Sir 1325; (1578). NdM II. 157; hand vil for fengsel, skade, tabst staa til rette. Hvf III. 210; stande til rette, som vedbør (1643). KD V. 257; staa konning E til rette for, hvad hand hafde dennom til at tale. RFII 140. Jf fsv stå til rätta. – stande udi koningens r. ɔ: være hjemfalden til kongens dom; skall hand optegnis som een uhørsommelig oc stande udi koningens rett (1537). Rsv* IV. 174. Jf ovf. III. 249 a26 ff. – sætte (ud)i (al) r. ɔ: gøre til genstand for retslig afgørelse, kræve dom over; satte de udi rette, om saadanne nye tingsuidner kunde haffue magt (1470). Rsv I. 9; (1496). DS IV. 344 (ovf. III. 554 a32); (1554). FA I. 22; satte hr. H i alle rette, om han ikke maatte revse sin egen leiede hion og ikke nogen voldførsel dermed forbryde (1586). DM3 I. 217; (1590). KhS I. 269; satte mester J vdi rætte faar oss, om samme misgierninger icke vaare aabenbarlige kætterj. Hvf VII. 152; (1621). AA I. 264; sætte i rette oc var endelig dom begierendis, om de haffde forholdet sig som ærlige rjgens mænd. RFII 204; jeg sætter i rette, om nogen end torne skal flette til Jesum igien at henrette. KPs 616. Jf fsv sätia til rätta. Se også ovf. III. 92 b33 ff. 3) domstol; det gandske siddende rett en bewiiss meddelis (1611). NdM III. 182 (ik. optaget efter t recht); – lægge i r. ɔ: fremlægge for retten; lagde therom et obet kiøbe- og skødebreff i rette (1513). Rsv I. 35 – gå (komme) i (til) r. ɔ: føre sag; gaa i rette met dig. Job 224 (1550; 1607: komme i r.); kunde mand gaa til rette met Gud. sst. 1621 (1550; 1647); DL 1-9-1 (ovf. III. 95 b50). 4) ed; hwn skulde thes vnlethæ sigh meth rættæ, och thet skuldæ gøræ thæn, ther thæn ræth burddhæ at gøræ pa henne wegnæ ... vnfor han thæn ræt och giorthæ hanom ykke (1409). NdM VI. 11; – holde med sin r. ɔ: hævde ved sin (og andres) ed. Bl I. 156 (ovf. II. 259 b26); greuen skwlde holdæ thæt meth sin ræt meth sa mange, som hanom burthæ, at hwn hafftæ thøm æi mæctigh wæræt (1409). NdM VI. 15; udhen theth han vill holde meth sin ræth, ath han will haffwe til sin eghen kosth (1415). Rsv* V. 86. Jf holde 9 d). 5) straf; skulde hun haffue været brent, det vaar nu hendis ret. PlV 3030; dendt samme rett være och om snyltegieste (1582). KD VI. 162. – især i forb. stande (stå) sin r. ɔ: lide sin straf; om han tiillstor saadane gerninger, thaa stande therfore syn rett. Rsv* IV. 97; MM skal stande sin ret, og vorde straffet tilbørlig (1536). BraschV I. 62; 5 fribyttere stod deres ret for et sværd (1577). DS2 VI. 326; (1581). KhS VI. 377; mand afflifuer icke en misdædere meere end eengang; naar hand haffuer staait sin ræt, saa er hand fri. JDV e 7v. Jf fsv standa rätt. 6) bøde; skal umbozman kraffue dem uth meth full rett, saa at kiercki haffue the pening oc umbozman haffue then rethe (1292). SSR 245; tha skall byen were fallen for enn konnings rett (1360). Rsv* V. 73 (= l pro uno jure. sst. 72); skall then samme wor stadh plictugh wære oss fore en konningligh rett alleneste och æy mere fultgiøre (1361). Rsv* V. 67; skal byen waræ plictigh ath gøræ i konninghens mynnæ for en konninghens ræth (1415). Rsv* V. 85. Jf sst. 596. 7) gøre r. ɔ: drikke med (ud), drikke en skål; them maa til dricke, hwo som wil, oc reth gøre, hwo som wil (1403). KD II. 37-38; the skoller, etthers kongl. matt. drack meg till, haffuer ieg giort etthers kongl. majtt rett (1564). DM III. 189; (1573). JS I. 229; Rch 296, 298; Skd 87, 127; den skaale vil dog giøres ret. AB I. 212 a; II. 53; kand ej ret med øllet gjør' i gildeshuus. PSB 178; KS 44; Psd I. 395 a; KPs 594 (ovf. II. 387 a15); Daae, Christiania 107; gid hun saa glæde-met maa stedse seẽs, som jeg skal giøre skaalen ret! SortS 90. Jf gøre besked, se VSO: besked 7); Hüb II. 292; KS 92. 8) ret (mad); (1412). NdM V. 122 (ovf. II. 605 b51). Jf biskops-, bjærke-, borg-, borger-, by-, førstefødings-, kejser-, købsteds-, lands-, landstings-, ledings-, lænearv-, løse-, løsens-, løsnings-, oberhof-, oberkrigs-, odels-, sjø-, skole-, ur.Ret, no. (mnt ret) rør i kammen af en væv; at jngen mester nogen reet eller kamme haver, som jo ere mærkede (1705). KD VII. 747; flt.: reeter. sst.; dersom de befindis offuer fem riet smaler at vere. Fdg 17/3 1623. Ret, no. 1) – genoprettelse af r.; (1466). GhA V. 68; (1548). DM4 II. 109 (ovf. II. 746 a38, 46). – ir. ɔ: i orden; Hex æred g 3v (ovf. III. 535 a49). – med r. i nuv. bet.; DoB 8 (ovf. IV. 306 b22); Etym 607 (u. jure), 738 (u. merito). – til ret ɔ: til helbredelse; Bunt* I. 255 (ovf. V. 308 a24); kom well thill rette igien och bleff helbredit. Hüb II. 313. – til s 585 a12 jf ovf. IV. 879 a3. 3) – til s 586 a2; (1529). Rsv I. 44, 85 (ovf. II. 226 a3, III. 660 a40); II. 146; IV. 15 (ovf. u. forsæt 2)). – bære i r. i samme bet.; (1568). Rsv III. 62 (ovf. I. 701 b4). – æske i r. ɔ: stævne; (1530). KJR 161 (ovf. IV. 773 b8). 5) – ik.; du haffuer dit ret vell forschylt. Dmdo 45; TK 70. Mulig er »ret« bio. Ik i T, jf GrimmG III. 519; hank i Nord. – falde under sværdets r. ɔ: blive halshugget; thee fallde vndder suerdtsenns reth (1539). KhS I. 94. 8); FA I. 39 (ovf. II. 606 a4). – flt.; CP II. 122; VdS 325; Bernts IV. 571 (ovf. I. 409 b22, 65 b5, 654 a4); – før æde meer de selv ey gad ud af de første rette. Wiel V. 100 (rimord: sette). Jf arve-, bands-, bi-, bly-, borgestue-, børne- (V. 64 a33), dommer-, folke-, fust-, føde-, fødsels-, førstefødsels-, general-, gårds-, herre-, himmel-, hof-, hådings-, kammer-, kirke-, kon(in)ge-, lande-, læn(s)-, malefits-, mands-, medel-, over-, politi-, præste-, rentekammer-, ridder-, rytter-, rådstu(v)e-, skibmands-, skibs-, stads-, stand-, sube-, taffel-, tage-, tamper-, under-, vater-, verelds-, vornede-, åsæder., rigens r.Rettebod, no. (isl réttarbót) 1) en ved loven fastsat bøde; bøde hannem, som schaden faar, 40 mark, och kongen och staden hver dennem 40 mark offuer ald rette bøder. Rsv* V. 505; delæ hanum til xl mark oc rætthe bøther. GhA. V. 63. (Br 1083). 2) forbedring i den bestående lovgivning; nydæ Norges lagh, ffryhed och godæ rættæ bødær. DC 7; tog hand sig faare at giffue ny loue oc rettebøder. VdS 301; (1591). DM III. 114; kong E forbedrit siden Siælands-far lowen nogle rette bøder. HvfG 14; mange rettebøder forfattede, som lowsens ord forklarer. ChrIV L fort a 3, huad den ene rettebod tillader. sst. a 4. 3) forbedring i kår; gaff bønderne rettebøder. ClS 426 (= isl réttar bœtr. Jónssons udg. III. 321). Jf bod ovf. I. till 39 a.Retsbrev, no. skriftlig fastsættelse af et retsforhold? et vedtægts- og retsbrev (1472). DVb 56. Mulig = log(s)- brev (ovf. II. 724 b).Retgang, no. (sv rättegång; mnt rechtgank) rettergang; wden al hielpæræthæ eller ytermer rætgangh (1450). NdM I. 123, 31; DC 333; sker thet, ath forde gordh wordher hans arwinge aff wndhen meth noger ræth gangh (1485). GhA III. t 17; skulde han offuerwindiss met vidende oc retgong. CP I. 323; (1526). KD IV. 414; forsprockere ere en aarsage til al rætgang, kiff oc trætte. HWR 190v.Retgang, no.; – HWR 73 (ovf. II. 153 b51); – (1536). GhA II. 83 (ovf. I. 143 b9); (1540). Rsv I. 58 (ovf. u. afvinde).Retkyndig, to. kyndig om, hvad der er ret, om det sande; de lærde, retkyndige fædre. Wallensbek 23.Ret(te(s))løs, to. (isl rétt- (ar)lauss) havende mistet sin borgerlige ære (ude af stand til at gå i rette); havde han »kast sine 3 mrk. och klagit sig retteløs«. SR I. 228; hand sig hafver klagit retløs och lagt sine 3 mrk (1599). sst. I. 254; besvergede sig over retten og klagede sig at være rettesløs. Beretn 68.Ret(tes)løs, to. – retløs; lade hinde hielp- eller rettisløsz (1586). HT6 I. 97.Retløse, no. (æsv rætlösa) lovløshed; den skade, som rigens mend haffuer for vanstyrelse, offuervold, retløse oc forsømmelse. Hvf IV. 541.Rettetale, no. tale i sin egen sag (for retten); hwær tale theris ræt oc rættethalæ til tingi oc fra (fri?) felig oc wfeijdh i alle madhe (1489). Hüb I. 70; samme vinde icke att komme NJ i sin rette-thale och lougmaall till hinder eller skade (1574). Rsv III. 230. Rette(r)dag, no. retsdag, tingdag; møde paa raadthussidt huer retterdag (1538). JS II. 146; hand holder de til kaast, som bliffue betagen vdi stolnet, til retterdagen. Hvf II. 239 (= l ad diem placiti. KD I. 19); skall feldtmarskalcken en anseenlig retterdag anstille (1611). NdM III. 182; – juridicus dies, rætterdag, tingdag. Etym 308-9; de vorde ey dræbte i orloff, men i ret fællighed oc rettedag. Hvf III. 105. –Retterfældig, to. (t rechtsfällig) uden ret til at fortsætte sin sagførelse; hertiginnen war ræther feldigh fore thæn ræt, som hr. E K hafftæ fæst pane henne wegnæ och æi hafftæ giort (1409). NdM VI. 14. Jf nederfældig 2).Rettergång, no. rettergang; om groffuere forseelse vaare strengere low oc rettergong. VdS 227. Jf gang.Rettergång, no.; – (1594). Rsv IV. 390 (ovf. I. 21 a18).Retterhold, no. at holde ret; jurisdictio, juris dicendi actus, rætterhold. Etym 309; NL 681. Jf holde ret. Etym 472; SkP 325;Retterhus, no. domhus; krijgs swennen bortlidde hannom vti forstuen, huilket er retter husit. Mark. 1516 (1524); lidde the Jesum fran Caipha til retterhusit. Joh 1828 (1524; CP beggesteds; raadhuseth; 1550: domhuset); da ginge Jøderne icke ind i retterhwset. TH 19v. Retterstævne, no. retsmøde; vaar denne dommere her paa voris ting oc retterstæfne. SkP 329. Rette, go. (isl rétta) 1) gøre lige; det, som kroget er, skal rettis. Luk 35 (1550, 1647); retter i herrens vey. Joh 123 (1607, 1647). 2) rette, forbedre; Etym 731 (u. emendo), 1054 (u. corrigo); Steph II. 511, 350; NL 873, 1469. 3) udrede; alle de, der selger i buoder, skulle rette 2 øre pendinge. Rsv* V. 129. 4) dømme; retter oc dømer en anden. CP IV. 22616; kongen vilde det saa rætte, oc alting vel til rette sette. HWR 9; den tid de begynte at rette sager, da maatte mand høre mange klager. HWR 9v; effter den (ɔ: loven) skal landit dømmis oc rættis. JL* forord (= DL 1-1-4). 5) henrette; CP V. 1428; (1539). RdK I. 24-25 (jf DL 2-7-7); the samme sidde nu begge fangen och schulle rettis. NPF a 3; (1551). Rsv* IV. 239; met steyle oc hiul ville de eder rætte. HWR 31; KhS V. 579; huor mange wi daglige rettede hen, om anden dag vaare lige mange igen. Heg 204; hand oc 73 hans stallbrødre erre retthit, oc deris hoffueder set paa stegler. Hvf VIII. 114; (1620). NdM I. 387; (1634). DS V. 295; BT II. 33; 6) r. af ɔ: afrette, oplære, afpasse; Steph II. 288 (u. condocefacio), 896 (u. modificor); forræderen dem retter aff og tysser. Naur c 1; Jesus retter øret aff til saadan skam at høre. Naur aa 1v; kan i rette ham af, som i vil, thi han er vittig. Bobé, Rosk. Kl. 10. 7) r. an ɔ: a) anrette, fremkalde; i riget retter an adskillige u-noder. AB II. 59 – b) sætte mad på bordet; mangen kand vel kaage, men ikke rette an. PSO I. 339. Endnu brugeligt. 8) r. for(e) (sig) ɔ: gøre fyldest, udrede, hvad der skyldes; Rsv* V. 288 (ovf. u. affare); huem som haffuer hynne thill att thale, tha ville hun retthe fore segh (1548). Rsv I. 109; huem som haffuer hussfolck, som ganger till gildet, hand skall suore och rette for thenum (1598). HT I. 464; icke haffuer willet suare eller rette for sig (1598). DM IV. 267; (1615). Rsv* IV. 317, 333 (ovf. IV. 122 a50, jf DL 1-5-11); alle de skulle angifve sig i Aalborrig oc der rette for sig med tolden. TR** g 1v; vilde dog icke møde eller rette for sig. RFII 168; 9) r. ind ɔ: indrette, indstifte; du retted ind dit testament. KPs 577. 10) r. op ɔ: gøre fyldest, give erstatning for; skulle wii selff rette skaden vp (1513). GhA II. 60; vor herre rette mig det op igen. PlV 215. Jf fsv rätta up. 11) r. over ɔ: dømme, straffe; (1396). DoB 59 (ovf. II. 235 b39); (1397). GhA II. 29 (ovf. I. 280 u. bryde 6)); Schlyter IX. 467 (ovf. III. 99 a9); DC XIII; tha wille wii retthe ther offuer (1466). DM I. 320; (1509). DM III. 232; tha rettis, efftersom pleyer att rettis offuer then, som bruger throldom. Rsv* IV. 42; som skall rette och døme offuer hende. åb 188 (CP og 1524; 1550: døme); ieg den sag for Gud indsetter, hand bode offuer mig oc eder retter. Heg 104; Hvf VIII. 17 (ovf. III. 382 a3); rettede ocsaa offuer Hemming Gad. Lysch 677, 236; vilde uden barmhiertighed straffe oc rætte ofver hannem. RFII 119. Jf fsv rätta ivir. 12) r. på ɔ: straffe på; brither thet nogher man, thet skall rættis pa hans liiff. Schlyter IX. 463. 13) r. ud ɔ: a) udrette, sætte i gang; gør dig rede oc rette det vd. 1 Kr. 2316 (1550; 1607: giør det; Luther: richte es aus); en druckenbolt oc fuldsøber retter aldrig hans kald vel ud. StH s 5v. – b) medtage, straffe; ieg skal rette en skalck vd, saa at en anden skal see ved. Tdm II. 83 14) r. sig efter ɔ: berede sig på, forsyne sig med; at the retthe thenum epther gode ferger (1526). NdM V. 209. Jf t sich richten. Jf af-, an-, be-, for-, fuld-, hen-, op-, over-, til-, udr. Rette, go. 1) – r. sig ɔ: vejlede sig; bluss, huor effter skibsfolck kunde rette dennem. HelvP 1622 b 2v. – r. sig op ɔ: rejse (hæve) sig op; Br 23524 (ovf. III. 176 a41); Raun 3 (ovf. V. 538 a1). 2); JS II. 149 (ovf. III. 856 a26); Hvf III. 38 (ovf. I. 119 b2); rette det (ɔ: regimentet) een gang saa sterck, som det tilforne var (1657). DS I. 32. – tilbagevirk.; T 40 (ovf. u. besige 2)); paa det, at somme aff dennem motte tencke sig om, rette sig. Bertelsøn, Formaning a 7v. 2) – udrette; rætted iblandt flux underlig ting. LyschG* 116. – 7 a); LTh 234 (ovf. V. 680 a20); – da vaar rettet an til et maaltid. Cold fff 2v. 10) – fremkalde; Rom 15 (1524, ovf. II. 816 b31; CP: oprette; Luther: aufzurichten). 12) – b) rette; øffrighed bød sig til at vilde rette paa, huad de klagede. Cold gg 4v. 14); (1535). DM3 V. 28 (ovf. II. 26 b14). – forholde sig; (1592). DM V. 124, 156; Fdg 30/12 1660 § 6 (ovf. V. 524 a54, 274 a7, 279 b45). Jf bort-, ind-, kam-, ting-, underr., urettet. Rettelod, no. lod (til håndværksbrug); hand skal vdstrecke en maalesnor der offuer oc it rettelod. Jes 3411 (1550, 1647).Rette(r)snor(e), no. (sv rättesnöre) rettesnor; mure-mesteren murer efter retter-snoren ComD § 526. Vistnok kun trykfejl for rette-, jf sst. § 527 (ovf. II. 783 b27); Etym 56 (u. amussis), 666 (u. linea); rettesnore. sst. 639 (u. lex); NL 27, 766; ComO 194 (ovf. I. till 6 u. aflinje); – ComD § 640: de ret lærende bisper stadfester lærdommens rettesnor. Jf snor(e).Rette(r)snor(e), no. – effter dem gack lige som en retsnor. Mar t 2; MP 132 (u. linea).Rettelig, to. (æsv rætliker) rigtig; undervissninger, som ere fornøden oc rettelige. GH 6v. – Som bio. (isl réttiliga) 1) lovlig, lovformelig; scøtte schællegæ oc rættælegæ (1405). DoB 201; vden han er rettelige steffnd. HWR 28v; hvo ej høres retteligen, fordømmes uretteligen. PSO I. 64. 2) rigtig, med rette; sige rettelige thet hellige evangelium for hans soghnemendt. Rsv* IV. 4; LaurU 36; det same gielder rettelige her. TdmH b 6v; som rettelige oc hiertelige mene Guds sag gaat. PlSk e 2; huorledis mand retteligen skal fornecte sig. Kemp* 37; slutter hand rettelig Gud at være allevegne. BT I. 77 i r. 3) fuldkomment, aldeles; ieg vil retteligen gierne staa eller falde for hans dom. VdS 397.Rettelig, to. Som bio. 3); Kemp 1077 (= l veraciter); AB II. 308 (ovf. II. 286 b11, 14 a50); – Kv 2475 (ovf. IV. 189 b40). Jf efter-, ur.Retter(e), no. (isl réttari) 1) øvrighed, rettens håndhæver; tager borger sin tiuff ... føre hanom til rettheren; tha bør rettheren att holle tiuffuen. Rsv* V. 513; haua vy befalet her JA til jdhers høuitzman oc ræteræ (1396). GhA V. 57 (= DoB 57); han er hans rettere oc rette domere (1466). Rsv I. 3, (jf not 4 sst.); (1545). NdM I. 260; som en retter oc dommere paa keyserens vegne. Hvf II. 132. 2) fangevogter, bøddel; dommeren skal antuorde dig retteren, oc retteren kastir dig i fengsil. Luk 1258 (1524; CP: bødelen; 1550: rettermanden; 1607: retterknecten). Rettere, no. Jf blod-, op-, skarp-, skedsr.Rette(r)bænk, no. (mnt richtebank) køkkenbord; TV 64 (u. abacus); Etym 2; til retter bænken bar heel tiuren hen den feede. Hex 247; (1645). Or* II. 215; vdi kiøckenet 7 retter benche (1650). DS II. 230, 232; gaar hun til retter-bencken at see, hvad mad der er. SP c 7; paa retter-bencken skal tillaved heste-mad staa i sin viddekurf og skieppe-trinde fad. SortS 77; – wdi kiøckennit: rette benche 3 (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 52.Retterknægt, no. = retter(e) 2) (eller dennes medhjælper); Luk 1258 (1607, 1647), se rettere 2).Rettermand, no. 1) = rettere 2), se d. o.; da bad hand den rettermand, hand skulle ophenge hans kaabe. DgF I. 307 b; (1557). Rsv II. 188; mestermanden eller rættermandh (1562). JS II. 147; profossen bad rettermanden fare fort oc sla hannem paa brystet. RFII 207. 2) dommer. M.Retterplads, no. rettersted; de hedninger, som komme met hannem til retterplatzen, bad hand, de vilde først stene hans staldbrødre. Hvf I. 179; der hand bleff nu vdførd til retterpladtzen, haffuer hand hold sig frimodig emod døden. SkP 96; – retterpladser. Hex 68. Jf plads. Rettersted, no. fk. i nuv. bet.; der hand vdleddis til rættersteden. HemmE 302; binde for hans øyne, der hand skulle udledis til rettersteden. FD fort 3; ved retterstæden leyeren hafde anordnet. RFII 14; som vil ledsage Jesum til sin rættersted. KPs 570. Jf sted.Rette(r)sværd, no. (mnt richteswert) skarprettersværd; JS II. 146 (ovf. II. 777 b21); – møtte mett bødell och retthersuerdt och lodt, som the ville haffue laditt hanum rette (1558). Rsv II. 247; schall handt (ɔ: sværdfegeren) holde retersuerdit widt macht (1587). Hüb I. 250. Rette(re)ting, no. (fsv rättara þ;ing) 1) domsting (særlig et sådant under kongens el. hans ombuds forsæde), ik.; til thes næstæ ræter thing worther (1396). GhA V. 54 (jf DoB 56); skall enghen man haffwe makth ath steffnæ nogher byman fran hans bytingh, uden till worth rættheræ tingh (1415). Rsv* V. 85; DC 54; (1470). Rsv I. 8; (1492). NdM I. 30; Gud wil nw siddæ syt rættherting. HM 45; skall huer bisp thwenne tiider om aaritt side rettherthing og skicke huer mandt skell oc rett (1533). DM III. 109; (1533) NdM II. 208 (ovf. II. 340 b38); hwor kongen sidder retterting, der speder hand med sine øyne all vdygd. TSd a 5v; (1591). DM II. 274; dennom vaar befalit, at sidde retterthing, oc hielpe huer mand low oc ret. Hvf VIII. 182; AB II. 330; – fk.; thenne almindelig retterthing (1585). RdAH t 73; hand saa begynte at lede omkring oc holde en seldsomme retterting. Heg 192; vi skulde holde nu en retteting. Rch 203. Jf Stm 224 ff; SR I. i.ff. 2) en samling af byens borgere med våben på rettestedet; blev Hv L henrettet paa rettertinget (1574). HT V. 129, jf 127-30.Retteretingskansler, no. den, der i kongens sted fører forsædet på rettertinget; N scriuere, landzdomere j Schonæ oc JSB, ræterethingx canceler (1407). DoB 322.Retter(e)tingspenninge, no. en afgift til den, der holder rettertinget; retteretinghspenninge (1516). Hüb* 55; 15 pend. rettertings penninge. sst. 127. Forklaringen sst. 126 not. 1 er vist urigtig.Rethed, no. (fsv räthet) 1) ret, rettighed; alle vor rethedh vdj Stacløcke (1502). Tvd 5133; Synder Søgord meth sin alle rettehed (1514). Tvd 542; Sneptarp meth agher och engh och alle sin retthed (1514). Tvd 5333; hans rethedt er mett andre eyghere i thett samme stedt (1537). Rsv II. 6; nydæ eller brugæ noger rettheit (1452). Rsv* V. 304; maa han segh werigh meth sancte Kanuti gildæbrødhres logh och retheyt. sst. V. 306. 2) udredelse; om nogen veyrer sin rethedt adt vdlegge (overskr) ... huo som gillditt giør, och sidder medt wor rethedt ad vdlegge, och oss den veyrer. Bendz 108.Rettughed, no. (fsv rättoghet) 1) = rethed 1); al thæn ræktowhet (1404). DoB 194; wore gothz meth alle theris retouheidh, friiheid och telbehøringh (1421). GhA II. t 14; – panthegotz meth alle sin tilligelse oh(!) rethtuchedh (1459). DC 112, 147 (ovf. III. 579 a9); (1464). NdM I. 156; dog konningens rettughedt uforsømmelig. Rsv* IV. 47; (1537). DVb 209; – formeenthe sig rettigheedt thertill att haffue (1591). Rsv IV. 291. – til r. ɔ: som ret er, efter hvad der tilkommer; fanger sin klæde oc pendinge til rettighett (1562). Rsv* V. 44. 2) lov, lagsskrå; lade fremmede see »huoris lagis rettieheidt« (1611). Hüb II. 277. 3) = rethed 2); (1440). Rsv* V. 273 (ovf. III. 338 a10 (= l jura. sst. 270)); giwe oc gøræ hans gherde oc annen ræticheit. Suhm I. 2. 50; (1541). NdM I. 28; (1585). Rsv IV. 70; vdrette tilbørlig told oc rettighed. Hvf VI. 95; dog at deraf gives sædvanlig rettighed (1631). NdM II. 357; sognemændene udlægge deris tiende oc rettighed til krickens underholdning (1643). Rsv* IV. 383. Jf landstingsr.Retfærdig, to. 3); bliver nogen soldat sat i iern for retfærdig sag (1615). NdM II. 166; (1513). Rsv I. 37 (ovf. III. 850 b43).Retfærdiggøre, go. (sv rättfärdiggöra) i nuv. bet.; Resen, Om Tro 10v (ovf. V. 668 b26); smycke oc retferdiggiøre en ond sag. JDV y 10.Retfærdiggørelse, no. (sv rättfärdiggörelse) i nuv. bet; er opreist for voris retferdiggørelse. Rom 425 (1607, 1647); RsH indl a 8 (ovf. V. 433 b25). Rethjørne, no. ret vinkel; Etym 10 (ovf. IV. 840 a10).Retledige, go. = retlede 2). M (u. strandløgte).Retmæssig, to. (t rechtmäszig) gyldig (lovlig); hvor ikke findes retmæssig aarsage der til. PSB 24; Fdg 15/3 1666 (ovf. V. 323 a16); (1675). NdM II. 135 (ovf. I. 767 a17). Retsindighed, no. (sv rättsinnighet) retfærdighed; i enfoldighed oc Guds retsindighed. 2 Kor 112 (1607, 1647); aff christen sactmodighed och retsindighed. Cold k 2v; Etym 155 (u. candor).Retskaffenhed, no. (sv rättskaffenshet) i nuv. bet.; 3 Msb 88 (T, ovf. V. 285 b39); KkO c 7v (ovf. u. forfølje 2)); Etym 155 (u. candor), 1287 (u. integritas). Retskaffenlig, bio. ærligt; predicke euangelium retskaffenlig (1539). RdKl I. 43 (= retskaffelig. Pall, Skr I. 162); Etym 1080 (u. incorrupte).Retskudt, to. lige udskudt; en ret-skudt piil i luft vist foer sin kaas. Hex 151. Retstyr, no., se ovf. IV. 189 a36.Rettroende, to. i nuv. bet.; er af den rettroende meenigheds hele folk brugt. BrunsmK 184; de rættroende evangeliske christne. Brink, Salom Høje Sang (1695) tilegn a 2. Jf sv rättrogen.Retvendt, to. vendt ligefrem. M.Retvished, no. Jf ur.Retvoxende, to. = retvoxen; Steph I. 150 b (ovf. IV. 690 a15).Rettesdag, no. = retterdag, se ovf. III. 348 b19, 22. Rettelse, se for-, ind-, opr.Rettig, se trådr.Rettighed, no. Jf arve-, birke- (V. 318 a37), bjærgs-, enevolds-, jagt-, pante-, val-, vorne(de)-, vælter.Retning, se an-, be-, efter-, for-, ud-, underr.Retkam, no. (t riedkamm) kam i en væv; (1705). KD VII. 748 (ovf. V. 596 b4). Vis mere +