RettereRetter(e), no. (isl réttari) 1) øvrighed, rettens håndhæver; tager borger sin tiuff ... føre hanom til rettheren; tha bør rettheren att holle tiuffuen. Rsv* V. 513; haua vy befalet her JA til jdhers høuitzman oc ræteræ (1396). GhA V. 57 (= DoB 57); han er hans rettere oc rette domere (1466). Rsv I. 3, (jf not 4 sst.); (1545). NdM I. 260; som en retter oc dommere paa keyserens vegne. Hvf II. 132. 2) fangevogter, bøddel; dommeren skal antuorde dig retteren, oc retteren kastir dig i fengsil. Luk 1258 (1524; CP: bødelen; 1550: rettermanden; 1607: retterknecten). Rettere, no. Jf blod-, op-, skarp-, skedsr.se i sammenhæng Vis mere +