vikariere, v. [vikɐ- riˈe^?rə] -ede ell. (nu sj.) -te. vbs. (sj.) -ing (Larsen.). (ty. vikarieren, fr. vicarier; afl. af Vikar) 1) i egl. bet.: være stedfortræder, vikar for en anden, især m. h. t. stilling, embede; ogs.: være foreløbig ansat.    1.1) i al alm. JBaden. FrO. (han) var vikarierende Marineminister. KGBrøndst.E.220. Der er forsvundet 300 Kroner af Kassen ved Luge 2, mens De, Fru Hansen, har vikarieret for mig i Formiddag. Aa Hermann.PH.122. vikarierende distriktslæge P. W. (er udnævnt) til distriktslæge af 2. grad i Grønland. Statstidende.⁷/₃1950.1.sp.1.    1.2) (især skol.) være vikar (4) ved skole. en Andenlærer har Ret til Godtgørelse for at have vikarieret for Førstelæreren. Skr.(GR.)¹²/₁₁1894. Særlig drev Drengene Løjer med de vikarierende, unge og uerfarne Lærere. Bobé.Livsdagen lang. (1947).42. 2) (uden for fagl. spr. især , spøg.) overf. om ting ell. forhold: træde i stedet for noget; være erstatning for noget. eet Organ kan vicariere for et andet. Sibb. Psychologie.(1843).51. en gammel sort Kjole, som undertiden har vicarieret for Sommerfrakken paa Skovture. VKorfitsen.KF.222. I Holger Danskes gamle Land vikarierer Skadefryden for den umiddelbare Lystighed. Brandes.F.102.   vikarierende arter (former), (zool.) nærstaaende dyrearter (former), som erstatter hinanden paa tilstødende lokaliteter; repræsentativformer. Sal.V. 642. Brehm.DL.³III,2.209.