venne-løs, adj. (ænyd. ven(ne)løs, oldn. vin(a)lauss) som ingen venner har. *Naar Jeg, O Jesu, og skal staa | Forladt, forhadt, med Korset paa, | Ja Venneløs, blant Rov og Ran, | Send et Guds Barn som tar mig an. Kingo.SS.IV.476. *venneløs han maatte drikke, | Hvad Sorg og Fryd ham skjenked i. Winth.V.13. en venneløs Gnier. BilleskovJ.H.I.172. se ogs. u. frændeløs. (l. br.) om persons tilstand: Har han benyttet sig af et stakkels Barns forladte, venneløse Tilstand for at fordærve hendes unge Liv? Gylb.KV.183. *Et Anker griber i mit (dvs.: sømandens) Bryst, | det venneløse Savn. JVJens.VL.115.   (sj.) som ikke stammer fra en ven, ikke vidner om venskab. *Hun sine Suk til Axel sender ud: | Naar venneløse Raad til hendes Hierte tale. PHFrim.(PoetSaml.I.10).   ordspr. (l. br. i rigsspr.) bedre (er) at være død ell. livløs (Moth.L141. VSO.III.L157) end venneløs. Mau.620. Krist.Ordspr.nr.1144. Feilb. bedre (er) at være pengeløs end venneløs, se pengeløs. jf.: reent venneløs og pengeløs reyste (jeg) ud i den vilde Verden. Ew.(1914).IV. 257.