vel-menende, part. adj. (ænyd. d. s. (Kingo.SS.I.311.V.251); til II. vel 1-4 og mene 2) 1) om person: som (over for en person ell. en sag) har en god, velvillig, venlig følelse ell. hensigt, handler (taler) i en god (venlig) mening (1.3); nu ofte (jf. -ment) m. bibet. af ringe, svigtende forstaaelse, af tossegodhed, enfoldighed, naivitet. Moth.V107. *Nu hører jeg, hvordan du det paa Hierte lagde, | Som jeg velmenende, dit Skarn for nylig sagde. Prahl.BJ.26. Da den velmenende Vertinde ivrigt nødte ham, svarede han, at han aldrig (spiste) noget solid Aftensmaaltid. Gylb.Novel.II.220. Naar et Menneske pludseligt bliver syg, flux iler der Velmenende til Hjælp, den ene foreslaaer Det, den anden Det. Kierk.XIV.231. Embedsmænd havde regeret Landet, velmenende . . Folk, men som ikke forstod Landets Almue. Schand.TF.II.391. (nu sj.) m. hensobj.: Forældrene . . vare ham med menneskelig Kjærlighed velmenende. Kierk. Øiebl.Nr.7.37. Jeg (vilde ikke) afslaa den venlige Indbydelse af de mig velmenende Mennesker. HCAnd.SL.81.   (jf. bet. 2) om sindelag olgn., der vidner om en saadan egenskab. efter vores (dvs.: kongens) velmenende, kierlige, og faderlige Hiertelaug. Cit.1753. (Stampe.I.83). Rahb.Fort.II.143. Der stod denne naive . . Mand med et velmenende Ansigt. Schand.TF.II.363. 2) (jf. bet. 1 slutn.; nu l. br.) om handling ell. ytring, som man udfører ell. fremfører i en god mening: velment. U-agtet . . Kongens velmeenende Paamindelse bekom (man) dog . . ey andet Svar. Slange.ChrIV.413. Kierk.VII.485.