vel-ladende, part. adj. (ænyd. d. s.; jf. mnt. wollatende, ty. wohllassend; til lade vel u. II. vel 3.3; nu næppe br.) klædelig; sømmelig; hertil Velladenhed, pæn, dannet optræden, anstand. (Kalk.IV.791). Hr. Artig (besidder) en stor Styrke i det, som man kalder Legemets Velladenhed. JSneed.III.32.