vel-kendt, part. adj. (fra slutn. af 19. aarh. især brugt af sprogrensere som afløsningsord for -bekendt). Vel-kendt . . Er den, som mand har megen omgengelse med. Moth.V101. 1) m. pass. bet.: vel kendt (II.9.1), især (uden hensobj.) om noget, som vedk. person kender godt, ell. (jf. -bekendt) som er kendt i vide kredse, alment kendt. Fingal (kom) til Lubars Hule, hvor (hunden) Bran laae . . Hvidbrystede Bran sprang gladelig frem mod Fingals velkjendte Gang. Blich.(1920).II.88. Sapfos velkjendte Sang om Kjærlighed. Cantù.I.329. Hr. Erik Bøghs gamle velkjendte Stykke “Kalifen paa Eventyr”. Dag Nyh.³¹/₁₀1892.2.sp.6. At Istiden paa mangfoldige Maader har præget de Lande, over hvilke den en Gang har hersket, er en velkendt Sag. WesenbL.Ins. 11. 2) (l. br.) m. aktiv bet.: som er nøje kendt (II.9.2) med noget; i forb. m. med. engelske og med Flæskerøgning efter engelsk Methode velkendte Folk. DagNyh.¹⁴/₆1911.2. sp.2.