vel-fornem, adj. (ogs. (ubøjeligt) -fornemme. Holb.Paars.5. PersonalhistT.1880.45). (ænyd. d. s.; jf. ty. wohlfürnehm, -vornehm; sml. -agtbar, -agtet samt højfornem; foræld. ell. spøg.) til fornem 2.2, som titulatur (især til borgerfolk). Holb.Abrac.III.9 (se u. velbemeldt). Velfornemme . . bruges til Haandverksfolk, til hvilke man da gierne siger: agtbare og velfornemme. vAph.(1764). Jeg skulde kun fortjene mig liden Tak af mine Læserinder, hvis jeg ikke med samme Nøjagtighed afbildede den velfornemme Frøken. Blich.(1920).X.72. velfornemt Maagskab. Gjel.HS.99. til fornem 3 : *En Embedsmand saa rund og rød, | Med velfornemme Blikke. Winth.I.21.