uro-fyldt, part. adj. (højtid., l. br.) d. s.; til I. Uro 1.2 og 3.3: det urofyldte Landskab (dvs.: mod uvejr). Thøg Lars.FB.105. d. s. s. -fuld 2: (han) havde maattet leve saa mange Aar med sin Længsel og sit urofyldte Savn. Bregend.HH.II.302.