u-regerlig, adj. adv. -t ell. d. s. ell. (†) -en (Moth.U20. vAph.(1759)). (ænyd. d. s., jf. ty. unregierlich; især talespr., jf.: “Talespr.” Levin.) 1) om levende væsener ell. (udslag af) deres karakter, lidenskaber olgn.: som ikke ell. (især) kun vanskeligt lader sig styre, holde i ave (af andre); vanskelig at faa til at lystre; ustyrlig; ogs.: som er ubehersket, voldsom i sin optræden, har et vildt, utæmmet sind olgn. ell. (dial.) meget ophidset, vred, ude af sig selv. vilde og uregierlige Heste. Holb.Hh.II.530. Frygt for Verdens Skam kand dæmpe . . uregierlige Tilbøyelser. Eilsch.PhilBrev.253. Ved Indlæggelsen (var patienten) meget uregjerlig og støjende, kastede sig omkring i Sengen, slog og fægtede med Armene. KPont.Psychiatr.I.64. jeg har været bestemt og ueftergivelig mod dig, fordi dit Sind var uregerligt. Howalt.DB.16.   hertil Uregerlighed. vAph.(1759). Brandes.V.550. 2) (delvis spøg.) om ting ell. naturkræfter olgn.: som vanskeligt lader sig bringe under menneskers herredømme, kontrol, styre, ell. som det er vanskeligt at faa skik paa, faa til at virke efter ønske olgn.; ogs.: vanskelig at haandtere. et sted . . hvor Donaustrømmen ey er saa uregierlig og hæftig i sit Løb. LTid. 1726.469. Damp af saare høi Spændkraft . . var i visse Maader uregjerlig d. e. gjennembrød alle Samlinger. Ursin.D.201. Hele Natten havde hun ligget med Papilloter i det uregerlige Haar for at faa Skik paa det. Rønberg.GK.140.