uens, adj. (ubøjeligt). [ˈuˌe^?ns] († unens. Holb.Intr.II.113). (ænyd. d. s. i bet. 1, sv. oens(e); jf. ty. uneins samt uenig) 1) (nu næsten kun dial.) uenig. Vorder een Skipper . . Ueens med sine Reedere. DL.4–1–33. Fader og jeg bleve ueens over en Pige, som han vilde gifte mig med. Blich.(1920). XXIX.174. *blev de ueens om en Tøs, | Saa gik det flux paa Livet løs. Winth.III.270. jeg var bleven uens med en af mine Søskende. Pont.D.17. Feilb. Esp.64. UfF. ordspr. (jf. u. uenig; foræld.): naar skibsfolkene (dvs.: de regerende, styrende) er uens, gaar skibet til grunde. Mau.10834. Holb.MTkr.499.   (blive ell. være) uens med sig selv olgn., uenig med sig selv. Historien (lærer) at et Huus som er ueens med sig selv maa falde. Grundtv.Udv.V.58 (efter Luc.11.17). Jeg er ganske ueens med mig selv, hvorledes jeg paa en god Maade skal sætte mig i Rapport til hende. Hrz.ST.68. VSO. jf.: *Da hine Printzer, de to Brødre, bleve brændte, | Som med hinandens Blod fordrev hinandens Had, | Blev Luen u-eens . . | Og stridig skildte sig i tvende Deele ad. Falst.Ovid.121. 2) som er af forskellig slags; uensartet. (nu oftest som præd. ell. adv.).    2.1) om to ell. flere ting. *Af Væsen eens, de (dvs.: glæden og smerten) mod Forening hige, | Af ueens Form, hinanden de bekrige. PalM.AdamH. II.213. Ordene (kunde) komme febrilske og uens som bankende Feberpulse i hans Tale. Bang.F.74. Herrecykle . . uens Pedalarme, uens Pedaler. PolitiE.Kosterbl.²¹/₈1922.2.sp.2. (han) rykkede og filede i Tømmen, saa Hestenes Træk blev uens. MartinAHans.NO.12.   være uens med, (nu sj.) være uoverensstemmende med; ikke kunne sammenstilles med. I daglig Tale kaldes Laverne tit Mos, skønt de er saare uens med disse Planter. Fedders.S.I.195. jf. bet. 1: at Talen om gudelige Ting aldrig bør være splidagtig eller ueens med Andet end hvad der er Ugudeligt. Kierk.V.207.   som adv. de gamle i de forskellige Kommuner stilles i høj Grad uens. ORode.KV.206. et Garniture af Sølv og Krystal med seks uens store Skilpaddes-Haarbørster. ORung.SS.106.    2.2) om en enkelt ting, et enkelt forhold. *Deres Gang: | Den er urolig, ueens. Hrz.Nin.69. Naar han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Bang.SE. 240.   som adv. Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa var det Karriere, og saa var det Skridt. Bang.SE.132. den (dvs.: en guirlande) hang da ikke saa fejl . . Maaske lidt uens. Lunde. Midsommerbarnet.(1898).30.

un-ens, adj. se uens.