u-gemen, adj. adv. (sj.) d. s. (se ndf.) ell. -t (OeconH.(1784).II.223). (ænyd. d. s.; fra mnt. ungemeine, ty. ungemein ell. holl. ongemeen (jf.: (han) besidder en ungemeen Indsigt i Landvæsenet. OeconJourn. 1758.362); nu arkais. ell. spøg.) som sjælden forekommer; ualmindelig, sjælden, usædvanlig (især: p. gr. af gode, fremragende, udmærkede egenskaber, som dygtighed, forstand olgn.). *Du ugemeene Geist, hvis Pen er uden lige. Worm.Sat.13. (han) haver ladet see Prøver paa en ugemeen Skarpsindighed udi utallige Ting. Holb.Ep.I.200. u-gemeene Ord. Høysg. S.332. *Man faaer som ofteste den ugemene Gave, | At have Ahnelser, af en bedærvet Mave. Wess.49. Oehl.PSkr.II.5. Kongens (søster) kaldtes, for sin ugemene Deiligheds Skyld, Gunvor hin Venne. Grundtv.Saxo.I. 219. det var ham kjært at høre sit (engelske) Modersmaal, hvori jeg . . havde erhvervet mig en ugemeen Færdighed. Winth.IN.53.   som adv. Hun var u-gemeen lærd. Holb.Kh. 160. Suhm.V.53.