til-skaane, v. [-ˌsgå^?nə] (ænyd. tilskone (se II. skaane); nu næppe br.) give, skaffe (en noget); skaane (en noget) til. (andre) meente, at (enkedronningen) heller skulde vilde tilskaane sin Broder-Søn . . end sin Faster-Søn, dette Partie. Slange.ChrIV.855. vor Hører . . tilskaanede (eleverne) Kost og Ugepenge i Byen ved sit udbredte og formaaende Bekendtskab. Tauber.Dagb.37.