storraadig stor-raadig, adj. [4.9] (ænyd. d. s.; sj.) d. s.; ogs.: dygtig til at give raad (Leth. (1800).168). Imidlertid nødtes denne stoerraadige Konge til at give efter. Rothe.NS. II.402. Knud er . . stræng og storraadig. Barfod.F.I.223. Vis mere +