skyldfri skyld-fri, adj. (jf. -løs) fri for skyld. 1) af Skyld 1. 1.1) [1.1] (jur., emb.) om (ejer af) fast ejendom, hvoraf der ikke svares skyld. Grundskyld (for jord) i Forbindelse med Skyldfrihed for nye Bygninger. Pol. 9/21922.8.sp.2. 1.2) [1.2] (nu l. br.) gældfri. vAph.(1759). *Min Skyld er stor; men, skyldfrie, haaber jeg | At gaae i Graven. Boye.Erik.146. (hans) Stolthed (havde altid) været at sidde i skyldfri Gaard. Pont.N.173. 2) [2(-3)] (, især højtid., poet.) uden (præg af) skyld; brødefri; uskyldig. 2.1) i al alm., om person(s sind, vandel, liv); dels med henblik paa det enkelte tilfælde, dels (og især) som udtryk paa varig karakteregenskab. (om anv. som kvindenavn (spec. til et uægte barn) se KNyrop.OL.II.163). vAph.(1759). *Lad din Vandel skyldfri være. Thaar.ES.311. *du lider skyldfrie for din Moders Daad. Frank. SD.106. naar et Theater forfalder, kan dets Bestyrelse ikke betragtes som skyldfri. Fædrel.1840.sp.2184. *De slæbte som en Køter | Ham ud for Borgeled; | Han fulgte dem som Den, | Der bærer mægtig Trøst | I sit dristige Mod, | I sit skyldfrie Bryst. Winth.HF.9. JPJac.II.217. (han) viser sig skyldfri og sagesløs. JOlr.(DGL.I.549). jf. Skyldfrihed. Staffeldt.37 (se u. I. Nøje 1.1). Kierk.VI.282. (sj.) om person: som uden egen skyld (3.1), ufrivilligt, uforsætligt, øver en dadelværdig, skadelig handling, volder fortræd olgn. *Jeg meget Ondt har skyldfri Eder voldt. Rahb.MSt.205. 2.2) om handling, forhold olgn.: som er uden forbindelse med, uden præg af skyld (brøde, synd); uskyldig. (ofte m. bibet. af primitiv, barnlig troskyldighed olgn.). *Lad os med freidigt Bryst | Nyde hver skyldfrie Lyst. Rahb.PoetF.I.141. *skyldfrie Glæde er ingen Synd. Blich.(1920). V.216. Saint-Pierre. Paul og Virginie. (overs. 1858).35. om (ting i) naturen. den giftige Skarntyde vugger sig ligesaa livsglad og skyldfri paa sin Stengel som den glædebringende Fiol. Goldschm.EJ.42. At kunne vandre i den skyldfrie Natur med sorgløst Hjerte! Kofoed-Hansen.KA.II.149. om forbrydelse: som man er uden skyld i, med urette mistænkes ell. beskyldes for. *for skyldfrit Drab forfulgde mig Goel. JMHertz.Isr. 164. Vis mere +